Kommentar



  1. maj om aftenen er der altid lys i mine vinduer. Selvom jeg er født mere end 20 år efter befrielsen, har det været en del min opdragelse – og i øvrigt ganske naturligt – at man selvfølgelig markerer befrielsesdagene og afslutningen på ”De 5 forbandede År”.

Jeg må dog også konstatere, at jeg tilhører et absolut mindretal, for der langt mellem lysene i vinduerne i mit kvarter (Spelt-segmentets højborg på Indre Østerbro) på befrielses-aftenen. Og det er vel på lange stræk forståeligt al den stund, at der nu er gået 72 år siden besættelsens afslutning, og den del af befolkningen, der overhovedet kan huske den tid, hvor vi var besat og skulle leve under det nazi-tyske åg, er en hurtigt skrumpende.

Tiden skaber distance, og det kan på lange stræk være en fordel at kunne betragte besættelsestiden med et mere nøgternt blik og frem for alt gøre op med de tabuer, der har hvilet over ikke mindst modstandskampen mange år efter befrielsesbudskabet havde lydt. Et godt eksempel er Peter Øvig Knudsens fremragende afdækning af de eftervirkninger og omkostninger, der var forbundet med at udføre de stikkerlikvideringer, som modstandsbevægelsen foretog (”Efter drabet – beretninger om modstandskampens likvideringer”). De blev i vidt omfang fortiet af modstandsbevægelsen selv, af frygt for at der ville rejse sig en stemning imod de modstandsfolk, der udførte likvideringerne – og ikke uden grund: Socialdemokraten Hartvig Frisch, var ikke sen til at kalde dem mordere, og frem for at risikere en folkestemning mod dem – tav man om de lidelser, disse opofrende og modige modstandsfolk måtte gennemleve: Mange begik selvmord efter krigen eller gennemlevede dybe depressioner.

Men den tidsmæssige distance kan også udviske grænserne for, hvad der var rigtigt og forkert og skabe en uacceptabel largesse over for de skurke, der bekendte sig til nazismen eller gik nazisternes ærinde og forrådte fædrelandet og myrdede deres landsmænd.

ANNONSE

Som f.eks. den danske nazist Søren Kam, der i 1943 medvirkede til drabet på den danske redaktør Carl Henrik Clemmensen, og som det aldrig lykkedes Danmark at få udleveret til retsforfølgelse. I en DR-dokumentar ”Søren Kam -nazisten, der aldrig fortrød” agerer Danmarks Radio således ikke alene mikrofonholder over for den nazistiske forening, der har leveret en del af baggrundsmaterialet til dokumentaren. Danmarks vigtigste public service organ underdriver Kams forbrydelser og romantiserer dem. Det siger journalist og folketingskandidat for Dansk Folkeparti Erik Høgh-Sørensen.

”Eksempelvis beskriver Mikkel Kirkebæk og John T. Lauridsen [to historikere, der medvirker i dokumentaren] Søren Kams drab i 1943 på Carl Henrik Clemmensen som et ikke-planlagt uheld. Det strider mod sagens bevismateriale” siger Erik Høgh-Sørensen til Weekend Avisen.

At Erik Høgh-Sørensen har en pointe er utvivlsomt, og DR´s relativt set lette behandling af Kam og deres slaskethed med vigtige detaljer, illustrerer også den opblødning af fronterne, der synes at komme efterhånden som det personligt erfarede glider ud og efterrationaliseringer træder i stedet. Ofte fulgt af nye prioriteringer.

Som nu den strid mellem Frihedskampens Frednings- og Mindefond på den ene side og daværende kulturminister Marianne Jelved og Nationalmuseet på den anden, der fulgte i kølvandet på nedbrændingen af Frihedsmuseet og den efterfølgende genopførelse af museet. Her havde hverken ministeren eller Nationalmuseet  nogen særlig forståelse for Frihedsmuseets naturlige og helt legitime behov for særskilt at dokumentere den danske modstandskamp, der fandt sted på trods af det officielle Danmarks påbud om at gøre, hvad tyskerne sagde – og som blev udkæmpet af et meget lille antal patriotiske danskere, som ikke desto mindre formåede at redde noget af Danmarks ære.

Men godt 70 år efter er dette sjovt nok ikke nær så interessant som at beskrive befolkningens liv under besættelsen, mener bestemmende kræfter i Kulturministeriet, som med denne prioritering indirekte også markerer afstand til dem, der satte livet ind på kampen for fædrelandet.

Erindringer blegner og forskydes og derfor skal der sættes aktivt ind for at nye generationer lære om det, de gamle gennemlevede. I forbindelse med besættelsestiden er det især modstandskampen og de, der kæmpede og faldt for Danmark, der fortjener at blive husket.

Og det skal ske mens vi endnu er nogle, der sætter lys i vinduerne 4. majs aften.

 

 

ANNONSE


  • finnur

    I Norge var det snaut 100000 som hadde mot til å kjempe mot tyskerne. De hadde dårlig utrustning og levde i livsfare under hele krigen.