Et nyt udvalg foreslår at Norge bør få en lov om digitalt grænseforsvar. Problemene  – og manipulationen  – afsløres allerede i sprogbrugen. Man lader som eller opererer med begrebet “digitalt grænseforsvar, som om Norge har en digital grænse parallelt med den fysiske. Men som bekent: Norge har et meget svagt grænseforsvar siden vi er associerrt med Schengen, og de digitale grænser eksisterer ikke: Det indrømmer udvalget selv når det siger at hovedparten af nordmændenes datatrafikk’ passerer grænsen selv ved “indenlandsk brug”, fordi den går til servere i udlandet. Udvalget foreslår derfor at al data- og teletrafik skal overvåges af efterretningstjenesten.

Det gælder både for logning, men også indhold. Lysne-udvalget, efter formanden, professor Olav Lysne, repræsenterer derfor et kvantesprang i forhold til overvågning af norske borgere.

Aftenposten har brugt tre sider på rapporten, hvoraf en er udvalgets eget resumé.

Men Aftenpostens egen reportage er selvmodsigende. På den ene siden hedder det: Åbner for at overvåge nordmændenes datatrafik. Længere nede hedder det:

Det bliver specifisert i rapporten at der ikke er tale om at bruge og søge i information om nordmænd i Norge.

Dette er åbenbart forkert og bryder med præmissene for forslagene: Siden også nordmænds tele- og særlig datatrafik krydser landegrænserne må også denne indsamles hvis man vil have fat i de mistænkelige personer. Hvad enten det er organiserde kriminelle, cyberangreb, spionage eller terror.

En sådan overvågning vil give enorme lagre af såkaldte metadata: Alle elektroniske “spor” som vi efterlater os. Disse databanker skal være beskyttet, men myndighederne skal kunne gå in i dem og søge hvis de får en dommerkendelse.

Dette lyder betryggende, men er det ikke. Brugen af denne adgang bestemmes af forskrifter, forskrifter udarbejdet af departementet og de kan ændres i det skjulte. Stortinget vedtager en rammelov og det er ikke sikkert Stortinget ønsker at vide hvad de egentlig åbner for. Det kan give ubehagelige spørgsmål fra vælgerne. Bedre at tillægge kontrolfunktionen til et udvalg og henvise til det. Så kan kontrol – og konstitutionskomiteen informeres bag lukkede døre.

Sådan laver man et lukket system: Udenpå ser facaden pæn ud. Man har agtværdige motiver: Bekæmbelse af cyberangreb og terror. I realiteten har man oprettet et kontrolsystem som kan bruges til at kortlægge borgernes vaner og politiske sympatier.

Det store overgribende spørgsmål står tilbage: Hvem ejer informationen om “mig”? Nye biler vil være datastyrede, dvs. det vil være mulig at se bilens bevægelser til enhver tid. Dens tekniske præstationer, som bestemmer funktionalitet og ydelse, brændstofforbrug, servicebehov osv. Men også alle lokationer, hvor den har været til enhver tid. Bilfabrikkerne kæmper om retten til at eje denne informationen. De vil gerne have serviceydelserne sammen med mærkeværkstedene. EU er flinke til at indgå samarbejde med de store selskaber. USA har sandsynligvis brugt National Security Agency til at skaffe amerikanske selskaber fordele. Er det spionage når det er the good guys som skaffer sig selv fordele?

Begrebet den korporative stat får en ny betydning.

Sundhedsvæsenet koster meget og behandlingen kan bliv bedre hvis information deles. I dette led dukker forsikringselskaberne op. De vil have gyldige grunde til få mest mulig information om kunden. Kunden er borgeren og “alle” etater og institutioner har gode grunder til at vide mest mulig om “dig”. Hvorfor skulle de ikke samarbejde og dele information? Hvadenten det sker i form af betaling eller modydelser.

Internettet var i sin tid symbolet på det grænseløse, på frihed. Nå er det blevet symbolet på det modsatte: Total kontrol.

Viden er som før madt og total viden giver total magt. Det er mange som ønsker sig denne viden og Lysne-udvalget har givet en god begrundelse for hvorfor efterretningstjenesten bør få adgang til at samle al information om nordmændenes datatrafik og telebrug.

Men der er ikke noget tegn på at Lysne-udvalget forstår rammene for forslaget. De forstår ikke præmissene, men tror de kan bestemme selv.

Dette er gammeldags tænkning. Tværtimod er det en slags “de gode hensigters”-tænkning som åbner døren for det totale kontrolsamfund.

Ikke med et ord nævner udvalget ordet “tillid”. Hvis du skal give nogen love med fuld bemyndigelse bør du i det mindste forlange at forslagsstiller er klar over hvad han foreslår.

Det holder ikke at sige at der skal legges begræsninger på adgangen til materialet, at det kræver godkendelse, at det ikke kan fremlægges som bevis i retten osv.

Praksis er anderledes.

En tidligere dommer fortalte spøgefuldt hvordan man omgår regelværket: Hvis man ønsker at undersøge en mistænkelig person sørger man for at udnævne en forsvarer. Det kræver loven. Men navnet på advokaten lægges i et pengeskab. Da er retsbeskyttelsen opretholdt og kortlægningen af vedkommende kan gå sin gang.

I hænderne på de rette mennesker er en sådan praksis en nødret som altid har eksisteret. I hændene på de gale menneskene er den en trussel mod retssikkerheden.

Når et lovforslag indebærer en blancofuldmagt til at indsamle al data- og teletrafik om alle, bliver kontrolmekanismerne illusoriske. Hvor store ressurser vil kontrolmyndigheden have til at undersøge hver enkelt kortlægning i dybden? Risikoen for overfladisk kontrol er stor. De, som foretager den, vil let kunne udvikle teknikker til at skjule tvivlsom kontrol.

Hvordan kan kontrollen misbruges?

Vi har allerede et samfund hvor en blåblå-regering vælger at give 50 millioner kroner til et center for forskning – læs: kortlægning, overvågning, kontrol – af højreekstreme. Der er bare det at centeret ledes af en kendt Ap-professor, Tore Bjørgo, som ikke lægger skjul på sin politiserede holdning. Han har offentlig ytret at han vil se på konservative kristne miljøer. Han har sagt til Aftenposten at han synes politiet burde få til opgave at tage ud til folk og banke på døren der hvor folk bevæger sig på kanten af hvad man kan sig på sociale medier.

Norske domstoler dømmer allerede mennesker til fængselsstraffe for brutale og væmmelige meldinger på Facebook. Samtidig bliver en kendt jihadist frikendt i to retsinstanser for at have hyldet blodige terrorangreb. Norsk ret giver grundlag for at dømme mennesker som kommer med gentagne ytringer som i deres helhed kan opfattes som en opfordring. Men en lignende lovanvendelse er ikke blevet brugt overfor Ubaydullah Hussain, selv om han er medlem af en gruppe som har sendt jihadister til Syria. Ola Dunk bliver derimod trukket i retten og dømt for at have talt over sig, ofte i beruset tilstand.

Folk har forstået, at der eksisterer usynlige grænser for hvad man kan sige og ikke sige. For hvem der rammes og hvemder går fri.

Dette er allerede med til at nedbryde tilliden mellem myndigheder og befolkningen.

Men for mennesker som tilhører herskabet eksisterer problemet ikke. De har samme forhold til højreekstremisme som syfilis i det gamle Oslo. Det er noget som rammer de andre.

Vi vil få et samfund hvor de pæne mennesker drager fordeler af overvågningssamfundet: De får bedre sundhed, trafikken flyder bedre, de får bedre service, trygere beboelsesområder, større karrieremuligheder. At nogen falder udenfor er ikke til at komme udenom, men det er et beklagelig faktum. Udviklingens pris.

For mennesker på solsiden vil overvåning af samfundets farlige eksisterer være højest påkrævet, et nødvendig onde. Kommunalminister Jan Tore Sanner var i radioen i morges og begrundede forslaget om et studietilbud til skolene om 22/7 med at det var så meget terror i Europa, og elevene trænger til at få viden. “Terror” truer. Hvad slags terror og forskellen mellem den, kan man bøje efter eget forgodtbefindende.

En sådan brug av terrorbegrebet har vi set under udvikling længe. Vi skal alle stå sammen mod terror. Men hvem er “vi”? Bare det at stille spørgsmålet kan påkalde mistænksomhedens blik.

Der sker en stille undervisning af folk. De mærker at der indføres nye uskrevne regler, og tilpasser sig. Men lovgiverne, politikerne og medierne lader som de ikke ser “problemerne”. Det er ikke så sært. De er selv problemernes beskyttere. De ønsker ikke at de skal blive belyst.

Sådan undergraves demokratiet stille og gradvis.

Etater som Datatilsynet bliver en lille prop, som flyder på et stort hav af overvågning.

Hvad slags strategi skal man udvikle for at håndtere og møde så omfattende problemer?

Det første man må gøre er at holde fast ved fornuften. Den dag folk ikke tør indrømme og snakke om problemerne har Big Brother vundet en avgørende sejr. Da har vi kapituleret som borgere, og vi kan bare fortsætte med at afgive mere og mere frihed.

Det vil forvandle politik til teater og skuespil. Friheden vil kun være en rest i et indre rum.

Tidligere, i regimer vi ikke kan lide at sammenligne os med,  kaldte man dette at gå i “indre eksil”.

http://www.aftenposten.no/norge/politikk/Uenighet-i-regjeringspartiene-om-overvaking-av-nordmenns-nettbruk-603809b.html

http://www.aftenposten.no/norge/Utvalg-sier-ja-til-at-E-tjenesten-far-overvake-innholdet-i-all-internett–og-telefontrafikk-som-krysser-riksgrensen-603232b.html

http://www.aftenposten.no/meninger/debatt/Derfor-bor-Norge-etablere-et-digitalt-grenseforsvar-603784b.html

læs hele rapporten her