“Indvandrede arbejdstagere er der behov for, og vil sikre bedstemors pension.” Dette er gentaget så mange gange, at det har blevet en sandhed. Sidste gang vi hørte tale om dette i Norge var i slutningen af november.

Men frygt ikke, den gode nyhed forkyndes stadig, lige så ihærdigt som før. Konstanten har hele tiden været, at indvandring er positivt, med al verdens skiftende forklaringer. I det forløbne år er det imidlertid blevet nødvendigt at ændre konstant, og den nye er “succesfuld integration har omkostninger, og investeringen er det værd.”

Således er det skrevet i Aftenpostens hellige lederspalte:

“Skolegang er som kjendt ikke gratis for staten, hverken for barn født i Norge eller minoritetssproglige barn.”

Kan det forklare, hvorfor det meste af verden ikke importerer andre landes børn i hobetal?

“Flyktningekrisen i Europa tvinger Norge til å prioritere hardere.”

Bortset fra, for 117. gang, at vi ikke taler om flygtninge eller krise, men en migrationsstrøm Vestens øverste ledelse har tilladt i årtier, og nu har fået ud af kontrol.

Men kjenner man behovet og kostnaden, er det lettere å prioritere riktig.

Der er ikke nødvendig at dissekere mere af Aftenpostens leder, vores læsere kender problemerne fra før. Men vi bør se nærmere på tallene, og hvordan presse og politikere konstant positionerer sig agterud, så de kan underdrive det der til enhver tid sker.

Indvandring; Den sidste olie til velfærdsstaten

Her er et eksempel fra NRK den 10. december 2015, det tidspunkt, hvor den nye ad hoc-konstant om “succesrige integrationsomkostninger” blev indført. Reportagen tar for sig et bofællesskab / integrationsordning, der koster NOK 2 millioner per år per “asylbarn”:

En stolt leder af et bofællesskab for 6 “uledsagede asylbørn” i Kongsberg fortæller om et vellykket integrationsprojekt. For at følge op “asylbørnene” er der 17 medarbejdere tilknyttet centret, dvs. næsten 3 medarbejdere per “asylbarn”.

Det fremgår af reportagen at døgnprisen er 5 500 kr per person per år, dvs. omkring 2,o mill per asylbørn per år.

Ifølge lederen for “Bocenteret” var dette relativt dyrt, men ud fra et samfundsperspektiv, var det i sidste ende en meget god investering.

I reportagen angiver NRK følgende antal uledsagede asylbørn:

2013:  421

2014:  536

2015: 649

2016 (prognose): 4 400 (uledsagede under 18 år)

Så de virkelig dårlige nyheder. Prognosen for 2016 ser ud til at være endnu værre i den nye rapport fra Fafo, bestilt af kundskabsminister Thorbjørn Røe Isaksen, omtalt i Aftenposten den 30. marts 2016, med titlen “Megaregning venter hvis ikke asylbørnene får fuldgod skolegang”:

Anslagsvis 7000 mindreårige asylsøkere vil få opphold etter asyltilstrømningen i fjor. For 2016, og årene fremover, kan tallet bli like høyt eller høyere.

Aftenposten hjælper selvsagt ikke læserne med at huske, at nordmændene var holdt for nar i december sidste år; Antallet af uledsagede asylbørn i 2015 var 7000, ikke 649, og prognosen for 2016 er igen 7000, ikke 4 400. Aftenposten nøjes i stedet med at rose kundskabsministeren for de nye tal.

Avisudklip fra Aftenposten: som anført i erklæring til Utlendingsdirektoratet (UDI) udgør “mindreårige” næsten lige så mange som antallet af voksne, der vil opnå opholdstilladelse (7813). Antal af mindreårige, der får permanent opholdstilladelse i 2015 er anslået af UDI til 7000, dvs. ca. 47% af det antal, der får permanent opholdstilladelse. For øvrig viser historien at få af de tusener af afslag, faktisk vil ende med udsendelse.

Dersom 7000 “asylbørn” (ny prognose for 2016) bør have en lignende ordning til bosætning / integration i Kongsberg, vil kun dem, der forventes at komme til Norge i 2016, alene koste så meget som 14 milliarder kroner om året.

Mange af disse “asylbørnene” er sandsynligvis i alderen 14-18 år, og kræver opfølgning i flere år, før de i bedste fald kan forsørge sig selv, mens nye “flygtninge” kommer til hvert år. Omkostningerne er enorme og vil kræve en arbejdsstyrke, der er helt urealistisk.

Et par eksempler sætter ressourceforbruget i perspektiv:

1. 16. marts var en af hovedindslagene i NRK, at socialbidrag i 2015 var steget til omkring 6,0 milliarder (op 8 procent). Det betyder, at de potentielle omkostninger om året ved etablering og integration af 7000 “asylbørn” (pris 14 mia. 2 mill. per “barn” som i Kongsberg-modellen) ville koste over 130 procent mere end den hjælp, Norge i dag betaler til dens cirka 130.000 sociale modtagere (dvs. ca. 45.000 kroner per socialmodtager i gennemsnit). Dette på et tidspunkt, hvor arbejdsløsheden er høj, og hvor vinklen i NRK indslag udtrykker stor bekymring over den kraftige stigning i socialbidrag.
2. TV-aktionen, “Verdens største frivillighedsdag”, den dag i året, hvor nordmændene åbner tegnebøgerne og viser, hvor generøse de er, har i de seneste år indsamlet 200 mio. Med andre ord, for at tage sig af “7000 asylbørn” skal Norge bruge et beløb svarende til 70 TV-aktioner om året.

En sådan anvendelse af ressourcer er ikke muligt at forsvare, hverken økonomisk eller bemandingmæssig, og ville i et normalt land resultere i stop for fortsat import af for det meste middelklassebørn fra fattige lande (også kendt som “asylbørn”). I stedet får vi mere snak om at investere i indvandring, nu forklædt som “omkostninger på vellykket integration”.

7000 “asylbørn” i 2016 vil koste Norge 14 mia. kroner for 2016 og et minimum af det samme beløb for hvert år fremover. Til sammenligning:

• Salgsverdi om Staten selger Flytoget: 968 millioner (Finansavisen 28.01.15)
• Nye Holmenkollen kostede 1,2 mia.
• Operaen kostede 4,2 mia.
• Forsvarsbudgettet er på 49 mia.

Uledsagede “asylbørn” i 2016 vil med andre ord koste 14x af den forventede salgspris for Oslo lufthavns hypermoderne Flytoget. (Dette blev imidlertid afvist, politikerne ville beholde ekspresstoget på statens hænder). Men prisen af fjorten Flytog flyver således gennem asylbørn-vinduet hvert år fremover, mindst.)

Eller lyder det bedre at sige, at asylbørn i 2016 vil koste 4,2 operaer? Eller 11.6 Holmenkollen? Eller mere end dobbelt så meget som alle socialbidrag i Norge samme år?

Men det forudsætter fuldgod integration: Tilbage til Aftenposten, den 30. marts, faktaboksen:

Forskningsstiftelsen FAFO har beregnet at det vil koste samfunnet drøyt 3,8 millioner kroner pr. barn som får mangelfull opplæring.

Og videre, i artiklen:

Fullt mulig

Forskerne mener det er fullt mulig å iverksette tiltak som vil gi asylsøkere fullverdig utdanning, men at det vil koste mye penger. Her er de tiltakene de foreslår:

• Rask innrullering i skolen etter ankomst.
• Rask og særskilt norskundervisning, samt morsmål- eller to-språkopplæring.
• Kartlegging av psykiske vansker og oppfølging.
• Inkluderende skolemiljø. tett samarbeid skole/hjem.

Rapporten fastslår at det er store lokale variasjoner i hvor godt dette gjøres. Isaksen erkjenner forskernes konklusjon: Nemlig at det vil være ressurskrevende å følge opp disse tiltakene, men at ved å la være kan det være det mangedobbelte.

Den norske skatteborgers byrde

Så hvor ressourcekrævende bliver dette? For at opnå en “fuldgod skolegang”, som Kongsberg-modellen lægger op til, kræves næsten tre medarbejdere per asylbarn. Med andre ord vil de 7 000 “asylbørn” der forventes i 2016, kræve en stab på omkring 20 000 kvalificerede og engagerede mennesker.

Har Norge nok lærere? Modersmålspædagoger? Psykologer?

For øjeblikket har Norges arbejds- og velfærdsforvaltning (NAV) registreret næsten 8 000 arbeidsledige ingeniører og IKT-folk. Til sammenligning har de norske væbnede styrker i alt 24 000 medarbejdere, med rubbel og lidt.

Hvordan kan politikere og presse fastholde galskaben om vor lønsomme indvandring?

Den virkelige konstant har selvfølgelig hele vejen været at “Norge skal have indvandring, komme hvad der vil, for det er Norges nye statsreligion”; den opdeler befolkningen i de beskyttede, de der oplever fordeler ved denne globalisering (uanset om de tjener på det, gør dem til at føle godt om sig selv, eller selv er indvandrere), og de ubeskyttede, de, der oplever værditabet når generationers arbejd for velfærdsstaten og tillidssamfundet, cashes ud af de beskyttede, som hele tiden fortæller, hvor gode de er når gør de gør dette: “Vi kunne altid taget alt”, synes de at sige. Derfor er der behov for at dække samfundsplyndringen ved at uddele nogle statsgoderne til fremmede, der får farisæerne at føle sig ekstra gode, mens de daglig gør nar af sine egne og svageste. Det er ikke fuldbragt, indtil der ikke længere er nogen forskel mellem “dem” og “os”, bare et kaos, før Norge er omdannet til et Guatemala eller Brasilien (i bedste fald), med en tilsvarende overklasse. Hvad en dejlig vision / religion.

http://www.aftenposten.no/meninger/leder/Aftenposten-mener-God-integrering-koster-8409797.html

https://tv.nrk.no/serie/kveldsnytt/NNFA23121015/10-12-2015#t=4m31s