Kopierede/fra hoften



Avisene rapporterer om terroren i Nice som de rapporterede om de andre terrorangreb – med chok og vantro. Ledende politikere siger de er chokerede – igen. Vi andre er ikke chokerede længere for vi ser at der ingen grænser er for hvilke uhyrligheder folk kan få sig selv til at gøre mens de skriger “Allahu Akbar”.

Langs promenaden i Nice ligger ligene strøede omkring. Det er mange, antallet døde steg i løbet af natten og det sidste tal er 84. Så kommer alle de som er skadet på livet i tillæg. Så mange berørte familier og venner.

Mange børn blev ofre denne gang. De stod med glade forældre på promenaden for at se fyrværkeriet og fejringen af Bastille-dagen. Det er mindst 10 børn blandt de døde.

ANNONSE

Undtagelsestilstanden i Frankrig skulle egentlig afblæses som om nogen troede at de kunne råbe “faren er ovre” og trække et lettelsens suk. I stedet er landet låst fast i en permanent undtagelsestilstand hvor fjenden er naboen som vil dræbe politifolk eller andre vantro. Hvordan skal landet beskytte sig? Mod hvem? Og hvem vil de prioritere at beskytte?

I Paris gik den traditionelle militærparade af stabelen tidligere på dage. En vittighed. Hvad skal man med kampvogne når befolkningen mejes ned af en jihadist bag rattet på en lastvogn?

France3

Vi er færdige med “Je suis Nice” og alt det der på Facebook nu. Terroraktionerne kommer tæt som hagl, der er knap tid til at ændre profilbilledet mellem hver gang.

I kommentarfelterne i franske aviser siger de det sådan:

“Ikke flere stearinlys, ikke flere marcher, ikke mere “Je suis Nice”. Nej, nu er det “jeg er ikke underkastet” og “I skal få at betale”.

Andre siger: -Staten er svag og inkapabel.
Eller: -Mere sandsynlig at det er en Youssef end en Jacques (vel, tæt på, det var en Mohamed)
– Jeg er frygter begyndelsen på en borgerkrig
-Et attentat d. 14. juli er en krigserklæring
De er trætte af “dette-har-ingenting-med-islam-at-gøre-politikere”.
Der er sympatierklæringer også, men ikke i samme antal som før. Stemningen er anderledes. Folk siger, hvad de mener. De vil ikke længer sidde stille og se på at det en terrorangreb afløser det andet. Génération Identitaire skriver:
Encore une fois, le terrorisme islamique a frappé nos frères, nos sœurs, nos enfants…
Toutes nos pensées vont aux victimes de cet acte ignoble ainsi qu’à leurs proches.
L’heure n’est plus à la parole mais aux actes, cette situation doit cesser.
(Igen har islamisk terrorisme ramt vore brødre, vore søstre, vore barn …
Vore tanker går til ofrene for denne afskyelige handlingen og deres familier.
Tiden er ikke til snak, men til handling, denne situation må høre op.)
Hege Storhaug siger at Frankrig er fortabt. Jeg er ikke så sikker på det. Der vil komme en modreaktion, spørgsmålet er i hvilken form den kommer. Trægheden i det politiske systemet som hæmmes af et tokammersystem gør at landet er kommet ud af balance og at den politiske eliten er ude af takt med befolkningen. Der er et helt år til næste valg. Hvor mange flere terroraktioner vil vi se før den tid?
Sydfrankrig er ikke længere noget trygt sted. Det ved også de rige som har brug for mere omfattende beskyttelse af deres boliger og ejendele. Nice er ikke noget billig sted om sommeren og det var ikke de fattige studenter på barer som blev dræbt denne gang. Alle som har været i Nice har set det ærværdige Le Negresco hotel på promenaden. Luksushotellet blev gjort til kapel for de døde og skadestue for de sårede i nat. Det gør noget ved folk.
hotel-negresco
Terroren ramte midt hjertet af de riges sommerdrøm.
De store kontraster i Frankrig forstærker effekten af et sådant terrorangreb. For franskmænd som fejrede deres nationaldag kom jihad-angrebet som en krigserklæring. Mens man nervøst håbede at Euro 2016 skulle forskånes fra islam-terroristerne, så kom dette angreb som lyn fra en klar himmel.
Det er vanskelig at forestille sig at franskmændene vil fortsætte med slikke sår mens de venter på det næste angreb. Snoren er  Snoren er spændt så stramt, at den snart brister.
ANNONSE