Kulturhjørnet

Menneskets naturlige Ansigt forekom mig som en Maske, der ofte ligner, og ofte skjuler den sande Karakteer; de almindelige Dragter syntes mig at være falske Costumer, Tale og Væsen et scenisk Spil. Men her, paa den saakaldte Maskerade, viser Mennesket sig som det er: Narren fremstiller sig ærligen i hele sin Narreklædning, sqvadronerer aabenlyst med sin Brix, og klingrer lystigt med Bjælderne: den trædske, dovne, graadige, hænger Munkekappen over: den stolte triner gravitetisk frem som en Grand d’Espagne: den forfængelige prunker med Baand og Stjerner, selvopfundne, selvpaahængte, men netop derfor desto ægtere Tegn paa selvfølt Værd: den vellystige Kvinde, som paa Livets store Maskerade tilhyller sig tugtigen i Uskylds Klædemon, og ser ud blye, undseelig, hellig som en Cæcilia, hun optræder paa den Lille med et dristigt Væsen, og drapperet som Kleopatra: Xantippen farer offentlig omkring med det Riis, der ellers kun snerter inden hendes egne lukte Dørre, og morer det store Publikum med sine Shcarlagensprækener.

Steen Steensen Blicher (1782-1848)
Fra Himmelbjerget (1833)

ANNONSE