Kommentar

Landsbyen  Baruny i Hviderussland 1. november 1, 2017

Denne hellige lektie skriver profeten Esajas: Dette siger Herren: I nådens tid bønhører jeg dig; på frelsens dag hjælper jeg dig. Jeg danner dig og gør dig til en pagt med folket, så du kan genrejse landet og fordele de øde jordlodder. Til fangerne skal du sige: Gå ud! og til dem i mørket: Kom frem! Langs vejene skal de græsse, i det nøgne land finder de græsning. De skal hverken sulte eller tørste, hede og sol skal ikke plage dem, for han skal føre dem i sin barmhjertighed og lede dem til kildevæld. Jeg gør alle mine bjerge til vej, og mine veje skal bygges højt.

Es 49,8-11 *

Denne hellige lektie skrives i Johannes’ Åbenbaring: Og jeg så en ny himmel og en ny jord. For den første himmel og den første jord forsvandt, og havet findes ikke mere. Og den hellige by, det ny Jerusalem, så jeg komme ned fra himlen fra Gud, rede som en brud, der er smykket for sin brudgom. Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige: »Nu er Guds bolig hos menneskene, han vil bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud vil selv være hos dem. Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet.« Og han, der sidder på tronen, sagde: »Se, jeg gør alting nyt!« Og han sagde: »Skriv! For disse ord er troværdige og sande.« Og han sagde til mig: »Det er sket. Jeg er Alfa og Omega, begyndelsen og enden. Den, der tørster, vil jeg give af kilden med livets vand for intet. Den, der sejrer, skal arve dette, og jeg vil være hans Gud, og han skal være min søn.«

Åb 21,1-7

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »I er jordens salt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med? Det duer ikke til andet end at smides ud og trampes ned af mennesker. I er verdens lys. En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset. Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene.«

ANNONSE

Matt 5,13-16

Prædiken

Det var Allehelgens aften i onsdags – den, der med et engelsk ord også kaldes for Halloween. Det betyder det samme: hellig-aften eller helgen-aften, men det sender nogle andre signaler, når man bruger det engelske udtryk. Halloween signalerer uhygge, troldtøj og overnaturlige ting og sager. Det er en aften, hvor børn klæder sig ud i skræmmende kostumer og går rundt mellem græskarpyntede huse og haver for at ”rasle”. Vi forstår, det har noget med de døde at gøre. Døde, der står op af deres grave som zombier, skeletter eller vampyrer og drager hærgende omkring for at sprede skræk og rædsel. Og Allehelgen har jo også nogen med de døde at gøre, men bare ikke på den samme måde.

Allehelgens aften – og allehelgens søndag, som er i dag, er dagen, hvor vi mindes og ærer vore kære døde. De kære døde, som var en del af vores liv – og som stadig bliver ved at være i vores tanker, selvom de ikke er blandt de levende mere. Henrik Pontoppidans roman, Lykke-Per, er film-aktuel. Per er en ung, ambitiøs præstesøn fra Vestjylland, som forlader hjemmet for at søge lykken som ingeniør i København og den store verden. Han opfatter sig selv som progressiv og nytænkende, og frasiger sig ethvert slægtskab med den strenge far, den fromme mor og hele den kristne tro, som han mener er bagstræbende og hæmmende for den frie naturs udfoldelse. Han skammer sig over sit efternavn, Sidenius, fordi det sætter ham i forbindelse med den forhadte slægt, som han gør alt for at distancere sig fra.

Alligevel bliver han rystet, da han finder ud af, at hans syge gamle mor er død i København. Hendes kiste skal fragtes med dampskib til Jylland, hvor hun skal begraves, og Per gemmer sig bag ruden i en havneknejpe, hvor han ser kisten blive lagt ned i en trækasse og kranet over på skibet. Pontoppidan skriver:

”Saaledes som den umalede og uhøvlede Kasse nu stod dér paa Stenbroen med sit dyrebare Indhold, skilte den sig ikke paa nogen iøjnefaldende Maade ud fra alt det meget andet Dampskibsgods, der var stillet hen paa den regnvaade Brygge. Navnlig efter at Rustvognen var kørt bort, skulde Ingen let falde paa, at disse Brædder med det paamalede Fragtmærke indesluttede et Menneske, en Moder, en udslukt Verden, hvis Liv tilmed havde været rigere og dybere bevæget end de flestes. Og nu lagde Arbejderne en Jernkætting omkring Kassen, ganske som de havde gjort ved Melsækkene og Petroleumstønderne, og ved et Tegn til Maskinisten paa Dampspillet hævedes den op fra Jorden. Lige over Lastelugen holdtes den nogle Øjeblikke svævende i Luften, indtil der lød et nyt Varskoraab. Under Kættingraslen og Prusten af Dampkraft sænkedes den gamle jyske Præstekone ned mellem Ølkasserne, Brændevinsankrene og Sukkerfustagerne.”

Per, der ellers roste sig af at have frigjort sig fuldstændig fra sin familie, bliver dybt bevæget. Han køber en billet til dampskibet for at følge sin mors kiste over havet. Hvorfor? Fordi den døde var et menneske. Et ganske særligt menneske, ikke blot et afsjælet legeme, men en person. En gammel jysk præstekone. En mor. Og idet hendes kiste bliver kranet ned i dampskibets lastrum sammen med levende dyr og døde ting, går det op for Per, at et menneske ikke er som en ko eller en hest, eller som en ølkasse eller en sukkerfustage. Et menneske har sjæl og ånd. Og selvom dette menneske, der ligger i kisten og snart skal begraves i den kolde jord, er dødt, så er det ligefuldt et menneske. Og dermed er det mere værd en selv den dyreste last. Vi ved, at det er sådan. Det fornemmer vi tydeligt.

Selv i denne afkristnede og åndløse tid, hvor løsenet – ligesom for Lykke-Per – er effektivitet og rationalisering. Selv i denne tid værner vi om vore døde. Vi kører ikke bare vore døde på lossepladsen. Vi begraver dem under stor alvor og andagt. Læser fra Bibelen, holder mindetaler og synger salmer. Lægger blomster på graven: En sidste hilsen. Hvil i fred. Tak for alt. Hvorfor?

Fordi de døde har noget at betyde. Mennesker – om de lever eller dør – er noget særligt, fordi Gud har indblæst sin ånd i dem. De er verdens salt. De er verdens lys, som ikke må sættes under en skæppe, men skal stilles i en stage så det kan lyse for andre.

Grundtvig siger i sin påskesalme: Kan de døde ej opstå, intet har vi at betyde, visne må vi brat i vrå, ingen have skal vi pryde; glemmes skal vi under muld, vil ej vokset underfuld smelte, støbes i det dunkle og som lys på graven funkle. Lyset, der funkler på graven, minder om den gamle fortælling om Nornegæst. Nornegæst blev født for mange år siden, dengang man endnu her i Norden troede på de gamle aseguder. I fødselsgave fik han af nornerne et tændt vokslys. Når lyset var brændt ned, skulle Nornegæst dø. Hans mor slukkede naturligvis straks lyset og gemte det væk. Nornegæst voksede op, og det viste sig, at han havde en smuk stemme og et vist talent for at fortælle historier, så han blev skjald. Lyset gemte han godt i bunden af sin harpe. I 300 år drog han omkring i Norden og sang sine sange og kvædede sine kvad. En dag kom han så til den norske Kong Olavs hof, og han blev inviteret indenfor i hallen. Dér kunne folkene berette, at der nu var kommet en ny tro til landet, hvor man troede på en ny Gud, der hed Hvide Krist. Denne Hvide Krist var en stærk og ærefrygtindgydende Gud, for han var rejst helt til Dødsriget, hvor han havde kæmpet med Døden selv – og vundet. Og derfor skulle man ikke være bange for døden, når man troede på Hvide Krist, for så skulle man leve evigt sammen med ham.

Troen flammede op i Nornegæsts hjerte. Han blev døbt på stedet. Og så kvad han det bedste kvad, han nogensinde havde kvædet. Derpå tog han sit lys frem og tændte det, for nu var han ikke længere bange for døden. Vi behøver heller ikke være bange for døden. Ethvert menneske har et umisteligt værd for Gud. Det viste han ved, at han sendte sin søn til jorden for at dø og opstå – for at vi skal dø og opstå og leve evigt sammen med ham. Det er det, der giver vores tilværelse mening – og det er derfor, vi mindes og ærer vore døde i stedet for bare at glemme dem. Vi ved, at vi ikke bare fødes for at dø, men at vi skal opstå af graven igen. Ikke som zombier eller skeletter til at hjemsøge de endnu levende; men som nye, forklarede, opstandne legemer til at leve evigt i Kristus Jesus.

ANNONSE

Læs også

2. påskedag 2018 -
Et kors for tanken -
Krist stod op af døde -
Krist stod op af døde -
Allehelgen -
”Hør ham!” -