LEDER



Menneskene er globaliseret, økonomien er globaliseret, men ikke narrativet, ikke fortællingen der binder sammen, hvad der sker. Det lyder måske underligt, for hvis der er noget, der kendetegner globaliseringen, så er det kommunikation.

Men kommunikation er ikke fortælling. Narrativ er noget andet end et hipt, litterært ord der har flyttet sig over i spin-doktorverden.

Jeg taler om det der giver mening, og mening kun kan findes, hvis man forstår sammenhænge.

Men hvis de der kommunicerer, vælger at ikke forstå, ikke at stille de ubehagelige spørgsmål, vil forståelsen glippe, og med dét, meningen.

Et konkret eksempel. Dagens Næringsliv (DN) kommenterer på lederplads det norske redningsfartøj Siem Pilots indsats ud for Libyens kyst. Onsdag tog det op 1000. Siden juni 2015 har besætning reddet utrolige 19.000 mennesker.

Men nu ser de en foruroligende tendens:

Styrkesjef Pål Erik Teigen på «Siem Pilot» sier til Dagbladet at svært mange av migrantene nå kommer i gummibåter som aldri kan nå Europa. Bakmennene satser på at handelsfartøyer eller skip fra EUs «Operasjon Triton» skal plukke dem opp.

Vi har vidst dette længe. “Industrien” tager ikke humanitære hensyn, dvs det spekulerer i, at andre gør det. Hvordan har de europæiske lande har til hensigt at besvare dette? De har ikke noget svar.

ANNONSE

Det har heller ikke Dagens Næringsliv:

EU har tatt nye initiativer. Den parallelle «Operasjon Sofia», som skal bekjempe menneskesmuglingen, skal videreføres. Kystvakten i den skjøre libyske staten skal få opplæring.

Norske myndigheter bør følge utviklingen tett.

Hvis en velment innsats for å redde liv fører til at flere dør, bør vår humanitære hjelp leveres på andre måter.

“Norske myndigheter bør følge utviklingen tett”? Det var god! Det vil helt sikkert hjælpe. Hvad skal vi følge med på? At strømmen er endeløs?

Samtidig kommer det store flertallet av dem som nå legger ut på reisen, fra ulike afrikanske land, ikke fra krigsområdene i Midtøsten. Få har krav på beskyttelse etter internasjonal lov. Samtidig er det, slik norske myndigheter har erfart, svært vanskelig å returnere folk til mange afrikanske land.

Avisen har anmodet om, og modtaget, tallene for omsætning og lønsomhed i driften af modtagelsescentre.

UDI har etter forespørsel fra Dagens Næringsliv utarbeidet listen som gir den komplette oversikten over hvor mye landets største operatører av asylmottak har fått utbetalt siden flyktningkrisen startet.

Den nye oversikten fra UDI viser at seks aktører har fått en dominerende posisjon i det norske asylmarkedet med 2,5 milliarder kroner i samlede utbetalinger på bare halvannet år – i 2015 og hittil i 2016. Ser man ikke bare på de seks store, men på samtlige operatører av mottak siden 1. januar ifjor, har UDI har utbetalt nærmere fem milliarder kroner til operatører av mottak i perioden.

Det er jo udmærket. For Hero Norway AS, der siden sidste år har fået næsten 1,5 milliarder af Utlendingsdirektoratet (UDI). Med den trafik over Middelhavet og de demografiske udsigter for Afrika, vil væksten fortsætte ind i himlen.

Alle forstår, at det ikke kan fortsætte. Men ingen kan eller vil trække bremsen. De ved ikke, hvor den er. For bremsen vil udløse handlinger, der går ud over nogen, og det vil ingen holde ud at se på: Hverken regeringen, Dagens Næringsliv, UDI, eller Norges Rederiforbund. Hero Norge AS spørger vi ikke.

Alt DNs lederskribent præsterer at sige er, at “vi bør følge med på utviklingen”. Det kan blive spændende.

Denne lammelse er beskrivende, ikke kun for det land langt mod nord, men for hele EU. De har ingen problem med at tyne grækere for den sidste slant, men de kan ikke gribe ind overfor en trafik, der truer med at destabilisere Europa.

Gælder det ikke deres eget kontinent og deres egne omgivelser?

Uforstanden synes ubegribelig. Når det vedbliver, tror jeg det har at gøre med et tab af mening og en manglende vilje, og tilsidst evne, til at se sammenhænge. Selv når de er indlysende.

Hver bidige dag hvirvler det nyheden forbi, der åbenbaret er relateret, men de behandles som løsrevne.

I stedet pumpes de humanitære muskler og fortellinger om de onde og de gode. Uophørligt. Billederne af både, og katastrofen af de kantrede og druknede.

Hvad der sker inde i Libyen ønsker “vi” ikke vide særlig meget om.

Men der er mange tegn på, at vi skal og bør, når “Libyen” kommer til os.

 

Billedet: Hvad vi vælger at se. Vi vil ikke se ligene der skylles iland på libyske strande. Vi liker ikke lide at blive mindet om “omkostningerne”, men klynger os til forestillingen om, at vi gør det bedste vi kan. Det hjælper bare ikke. Så længe vi er passive modtagere, vil trafikken kun holde frem og definere vor menneskelighed, så vi intet valg har.
ANNONSE