Nyt



Den lille britiske by Dewsbury har produceret mange såkaldte “hjemmedyrkede” jihad-terrorister.

 

Molenbeek i Brussel er ikke det eneste sted i Europa, hvor jihadisterne trygt kunne skjule sig blandt venner og bekendte. I Frankrig har vi mindst 100 sådanne kvarterer, siger den socialistiske franske minister Patrick Kanner. Det er nok et konservativt anslag, det er allerede kendt, at Frankrig har 750 såkaldte no-go zoner. Også i England er der mange sådanne områder, især i de gamle industribyer i nord. For ikke at nævne vores naboland Sverige, hvor parallelsamfund vokser med migrationsstrømmen.

Hvordan denne situation vil skal blive løst, ved ingen. Hvert land forholder sig til deres “lokale” problemer. De lokale spørgsmål har alligevel mange fællestræk, som narkotikasalg, bander, selvjustits, hærværk, øgende afstand til det omgivende samfund – både sproglige og kulturelle, angreb på offentligt ansatte som postbud, ambulancer, hjemmeplejen, brandvæsen og politi. Skolene har problemer med børn, der ikke kender sproget godt nok til trods for at de er født i landet. Den hvide “flugt” sker ikke uden grund. Og i byer som Dewsbury er dem, der endnu ikke har flyttet, ofte presset ud med tilbud om hussalg – i kontanter – helst 20% under markedsværdien.

Integrationen har fejlet. Overalt. Og ingen ved, hvordan dette kan vendes. Det er urealistisk at tale om at sende folk “hjem”, når de er født i landet. Man kan heller ikke flytte folk med magt. Vore demokratiske retsstater tillader ikke sådanne interventioner.

ANNONSE

Men noget kan da gøres. I det mindste kan man holde op at styrke segregationen ved at acceptere endnu flere, at fortsætte at tillade arrangerede ægteskab mellem fætre, ved at tillade at muslimer har deres egne skoler, ved at tillade og økonomisk støtte opførelsen af flere moskeer og “kulturhus “.

Problemerne forsvinder ikke af sig selv, selv om offentlige statistikker begraver sandheder, politiet kommer op med koderne “291“, eller at politikerne tror, at alt er fint, så længe man ikke marcherer i takt med nazistiske hilsener. Der foregår reelle, socialt hurtige og store forandringer. Og ændringerne sker hurtigere end hvad de “demokratiske” valgsystemer kan håndtere.

Valgsystemerne er ikke bygget for store samfundsmæssige omvæltninger selvom vælgerne reagere hurtigt. Hvordan kan britiske UKIP få 20% opslutning i befolkningen, men kun 1 repræsentant 1 representant  (winner takes all system – ingen udjævningsmandater) i parlamentet, fordi vælgerne ikkeer  geografisk koncentrerede, men spredt over hele landet. Noget er galt, når 3,8 millioner UKIP-vælgere får kun én repræsentant. Til sammenligning er Skotlands 4,2 millioner vælgere repræsenteret med 59 mandater. Somethings sucks.

I Frankrigs to-delte valg kan alle, der er imod et parti som Front National, rotte sig sammen og stemme imod, så de ikke har en chance, medmindre de får over 50% af stemmerne. I Sverige kunne syv partier indgå en aftale, at holde Sverigedemokraterna udenfor, til trods for at det er landets 3. største parti. Og nordmænd slider med en spærregrænse der er alt for lav og tillader at mikropartier hele tiden sidder på floppet med alt for meget magt. Spærregrænsen er naturligvis ikke hævet, fordi disse partier ikke vil stemme sig ud af Parlamentet.

Mens Europas befolkning slider for at blive hørt af politikere, der ikke fuldt ud afspejler befolkningens politiske opfattelse, øger terroren.

Man undrer sig over hvor slemt det skal være før realisme synker i. Det er allerede klart, at mange politikere og vælgere aldrig vil indrømme eller forstå, at dette bærer galt afsted. Dette gælder især for ikke-folkevalgte i EU, der ikke behøver blive holdt ansvarlig for andet end sine “etiske” grundprincipper.

Frustrationen kommer til syne i de skrækkelige “højreekstreme miljøer”, der udfylder vakuumet i den politiske parti-repræsentation. Når det ikke engang hjælper at være med til at stemme, hvad gør folk? Ja, de demonstrerer. For nogle er tærskelen lav. De, der er ligeglad med, hvad folk mener om dem, dem der er vant med at færdes i bander, og nogen har eksisterende netværk som fodboldfans. Hooligans og højreekstreme, bliver de kaldt. Det er ofte dem, der er tilbage i de segregerede områder. De, der ikke havde råd til at flytte, mens de mumler noget om et bedre liv “udenfor byen” i landlige omgivelser, hvor børnene kunne lege i en stor have.

Hooligans har ingen venner i de etablerede kredse eller blandt middelklassen.

12764518_1560753990903966_7701924887237978877_o

Tegning: Thomas Knarvik

 

Men instinktivt ved vi, at PST-chef Benedicte Bjørnlands idé om, at vi skal omfavne dem der kommer, og tilbyde vores “armkrok”, er en dårlig løsning. Udtryk som “rapefugees” kommer ikke faldende ud af intet. Naturlig skepsis overfor fremmede er en sund refleks. Man skal vide, hvem du har med at gøre før du stiller dig blott og bar. Og det er tilladt at lære lidt af andres erfaringer. Generalisering er en hurtig vurdering baseret på viden og erfaring og ikke nødvendigvis på fordomme, selvom venstrefløjen elsker at fremhæve sidstnævnte.

Om natklubberne har britiske piger lært og oplevet, at det at danse med “sorte” er problemfrit, mens “arabere” ikke er det. Den samme erfaring, som man selv gjorde for 30 år siden, er stadig gældende. Men stadig tror mange, at de vil frigøre sig fra deres kultur, så snart de kun kommer til Europa og får sig et kursus eller to i ligestilling.

Vi kan tilbyde kurser, indtil vi bliver grøn i ansigtet, det ændrer ikke den opvækst og miljøpåvirkning, de modtager i deres tilnærmet vandtætte skotter i Europas muslimske nabolag, mens vi hælder i mer penge, så de kan opretholde “deres” kultur.

Men det er ligegyldigt, hvad “vi” gør: det er muslimerne selv, der skal udlevere jihadisterne til politiet. De skal blive smidt ud af reden.

Daily Mail

ANNONSE