Gæsteskribent



Billedet: Medlemmerne af den paramilitære bevægelse kaldet Odins Soldater opfatter sig selv som finske patrioter, der går omkring i Finlands gader og yder beskyttelse mod muslimske immigrantforbrydere. Kritikerne beskylder dem for at være ekstremt højreorienterede, og de kan reelt have forbindelse til de tidligere skinheadbevægelser fra 1990’erne.

 

Finland – som er et åbent land, der roser sig af, at det respekterer forskellige måder at leve på såvel som forskellige kulturer og religioner – bliver i høj grad testet af bølgen af mellemøstlige asylansøgere.

Finland er et homogent land med godt og vel 5,5 millioner indbyggere, hvoraf omkring 4% er fremmede[1]. For tyve år siden immigrerede tusindvis af somaliere til Finland. I de seneste ti år eller mere er der ankommet flere internationale studerende for at studere, og flere udlændinge er kommet for at leve og arbejde her.

ANNONSE

De finske universiteter og den akademiske stand ligger på et højt niveau, og de fleste finner taler engelsk i et vist omfang. Men det er ikke nemt for udefrakommende at finde job. Barrieren er sproget: Finsk er, ligesom ungarsk, en del af de finsk-ugriske sprog og vanskeligt at lære.

Hvor mange asylansøgere fra Syrien, Irak og Afghanistan ankom til Finland i 2015? Tallene ændrer sig hele tiden. Myndighederne skønner mellem 30.000 og 50.000 – betydelige antal set i forhold til antallet af migranter som helhed over for den indfødte befolkning.

Multikulturalisme, indvandringspolitik og loven

“Hatespeech” (vihapuhe) bliver i Finland defineret som “tale, der angriber en person eller gruppe på basis af karakteristika såsom køn, etnisk oprindelse, religion, race, handicap eller seksuel orientering.” Hatespeech er forbudt, hvis det er udtryk for en slags etnisk agitation. For mange kritikere – heriblandt Jussi Kristian Halla-aho, medlem af Europaparlamentet for Sande Finners Parti – er forestillingen om et forbud mod hatespeech problematisk: der findes ingen klar definition, hvilket er en mangel, som fører til forvirring og bitterhed.

Kriminalloven, som forbyder blasfemi, er forældet i mange finners øjne, især efter angrebet på det franske satireblad Charlie Hebdo. Mange finner mener, at ytringsfriheden bør være absolut. Mellem 1910 og 1990’erne var der flere forsøg på at afkriminalisere blasfemi, dog uden held. I et ekstremt tilfælde fik Halla-aho en bøde i 2008 for at forbinde islam med pædofili på sin personlige blog.

Den nuværende immigrationssituation i Finland er exceptionel. Muslimer, som flygter fra Mellemøsten, har udløst en humanitær krise, hvis lige man ikke har set i Europa meget længe. Den internationale offentlige mening og EU-politikken på området bliver sat på prøve. Den aktuelle tilstrømning af muslimer gennem Sverige til det nordlige Finland er kaotisk.

Indenrigsministeriets webside fastslår, at “Finland er et åbent og trygt land” og forklarer landets migrationspolitik:

“Grundlæggende opfattes migration som en mulighed: bevægelighed skaber internationale netværk og medfører nye måder at gøre tingene på. Migration vil være med til at afhjælpe Finlands forholdsvise afhængighed, men samtidig vil landenes konkurrence om arbejdskraften tage til. For at klare sig godt i denne konkurrence må Finland være i stand til effektivt at tiltrække uddannet arbejdskraft, som vil blive boende i landet i længere tid. Som et ansvarligt medlem af det internationale samfund er Finland forpligtet til at yde international beskyttelse til dem, der har behov for det.”

Ministeriet tilføjer også, at “enhver kan finde en rolle at spille,” og “diversitet er en del af hverdagen.”

Regeringens embedsmænd har taget denne strategi helt personligt. Premierminister Juha Sipilä tiltrak sig de internationale mediers opmærksomhed sidste efterår, da han tilbød sin feriebolig i Kempele til flygtninge. Han understregede værdier som barmhjertighed og medfølelse i indvandringssammenhæng.

Selvom den finske regering kan skabe en liberal politik, som opfordrer til større åbenhed over for immigration, vil realpolitikken dog i sidste ende komme i spil. Da det blev tid til at stemme i Bruxelles om EU’s kvotefordeling af flygtninge og disses genhusning i EU-landene, afholdt Finland sig fra at stemme.

Det regerende centrum-højrepolitiske parti, Centerpartiet (Keskusta), er både pragmatisk og skeptisk over for EU. Det næststørste politiske parti, Sande Finner (Perussuoamalaiset), er kendt for sin anti-EU, anti-immigration og anti-muslim retorik; dets leder, Timo Soini, er landets nuværende udenrigsminister. Det politiske samarbejde mellem Centerpartiet og Sande Finner er et eksempel på en stærk pointe i det finske demokrati: konsensus er vigtig.

Forud for valget sidste år fastslog Sande Finners webside følgende: “Finland kan ikke gøre alle i verden lykkelige. Finland bør først og fremmest drage omsorg for finnerne.” Dette slogan forklarer meget om den finske regerings tilsyneladende modsigelsesfyldte hjemlige og internationale indvandringspolitik.

Den finske befolkning har også kommenteret sin regerings holdning til indvandringen ved at stemme den tidligere premierminister Alexander Stubb ud ved valget i 2015.[2] Republikkens præsident, Sauli Väinämö Niinistö, sagde i februar 2016, at de internationale forpligtelser bliver taget alt for seriøst, og at Finland ikke kan styre migrantstrømmene. Niinistös kommentarer blev anset for politisk ukorrekte og blev bortcensureret fra de offentlige fjernsynskanaler i to dage.

Voldtægtsproblemet

Samtidig med al Finlands tale om multikulturalisme og indvandring er de nye beretninger om de nedbrydende følger, såvel af multikulturalismen som af bølgen af asylansøgere, dukket op i medierne og har chokeret både regeringen og offentligheden. Nyhederne drøfter den stigende arbejdsløshed, de voksende udgifter til sociale velfærdsydelser under velfærdstatens tilbagegang, problemer med at uddanne fremmede og spørgsmålet om assimilation med flertallets kultur, som respekterer finske værdier og et sekulært, frisindet og åbent samfund – alt sammen forskelligt fra de traditionelle muslimske værdier.

I Finland bliver flere og flere eksempler på, at finske piger og kvinder bliver voldtaget af asylansøgere, omtalt i den brede presse. Store dele af det finske samfund virker chokeret, forvirret og vredt over stigningen i voldtægter begået af asylansøgere. Disse forbrydelser har provokeret mange nationalister og ført til dannelsen af en paramilitær bevægelse kendt som Odins Soldater. Medlemmerne af bevægelsen opfatter sig som finske patrioter, der går omkring i Finlands gader og yder beskyttelse mod muslimske immigrantforbrydere.

Odins Soldater beskyldes for at være ekstremt højreorienteret og kan reelt have forbindelse til de tidligere skinheadbevægelser fra 1990’erne. Deres uniform er helt sort, og deres symbol refererer til den gamle nordiske vikingegud Odin.

Tapanila-voldtægten

Den 9. marts 2015 begik fem mænd gruppevoldtægt mod en ung finsk kvinde nær Tapanila banegård. Voldtægtsmændene var af somalisk herkomst og mellem 15 og 18 år. Ifølge rapporterne steg somalierne på det samme tog som kvinden og begyndte at chikanere hende. De fulgte efter hende, da hun steg af toget, og voldtog hende brutalt i ly af mørket i en nærliggende park. De blev pågrebet umiddelbart efter.

Tapanila-voldtægten chokerede den rolige forstad, som ligger i udkanten af Helsingfors, og tillige hele Finland. Mange spekulerede på, hvad der dog fik disse andengenerations somaliske borgere i Finland til at begå et så grufuldt overfald.

Først gang, nyheden om overfaldet så dagens lys, var i en offentliggørelse på en webside tilhørende den yderste højrefløj, og mange i Finland mente, at der måtte være tale om en falsk rapport. Men myndighederne bekræftede snart, at voldtægten havde fundet sted, og det vakte voldsom opstandelse.

Ifølge en artikel i Finland Today frygtede det somaliske samfund, at dets medlemmer uretmæssigt ville blive stemplet som forbrydere, og at antallet af racistiske overgreb ville vokse. Men artiklen fortalte også, at

“Der blev anmeldt 1.010 voldtægter til politiet i 2014, ifølge Finlands officielle statistik. Antallet af mistænkte immigranter i disse sager er omkring tre gange højere end antallet af mistænkte indfødte i befolkningen. Der foreligger ingen svar på, hvorfor det forholder sig sådan, og dette vil blive efterforsket yderligere.”

Voldtægtsmændene blev til sidst stillet for en dommer. Én blev idømt ét år og fire måneders fængsel, to fik en dom på ét års fængsel, og to andre blev frikendt. Straffene blev mildnet på grund af voldtægtsmændenes alder. Anklageren Eija Velitski kaldte dommenn for “skuffende.” De sociale eftervirkninger af overfaldet spredtes vidt og bredt.

Kempele-voldtægten

Et andet overfald, den såkaldte Kempele-voldtægt, fremkaldte en reaktion fra premierministeren selv. Kempele er en lille by på godt og vel 15.000 indbyggere i nærheden af Oulu. Den er mest berømt for sine nyskabende iværksættere og generelt høje tilfredsheds- og lykkeniveau blandt indbyggerne.

Om aftenen den 23. november 2015 var en 14-årig pige på vej hjem gennem Kempele, da en 17-årig immigrant fra Afghanistan overfaldt og voldtog hende. Hun blev senere fundet af lokale beboere, som spadserede gennem området.

En politihund førte myndighederne til et nærliggende flygtningecenter for mindreårige asylansøgere. “Politiets hundepatrulje fulgte de mistænktes spor, som førte til en lejlighed. I lejligheden pågreb politiet to mænd, som nu er mistænkt for voldtægt af skærpet karakter og skærpet seksuelt misbrug af et barn,” lød politiets erklæring. Politiet kunne ikke straks forhøre de mistænkte, fordi man ikke kunne få fat i en kvalificeret tolk. Den 17-årige nægtede enhver deltagelse i overfaldet, og den anden mistænkte blev efterfølgende løsladt.

Kempele-voldtægten vakte et voldsomt røre i Finland. Seppo Kolehmainen, landets rigspolitichef, indrømmede efter overfaldet, at de finske myndigheder tidligere havde modtaget indberetninger om uroligheder, fysiske slagsmål, tyverier og upassende behandling af kvinder såvel inde på som omkring modtagelsescenteret.

Odins Soldater

Voldtægtssagerne i Tapanila og Kempele gødede jorden for de finske nationalister. Ifølge deres finske Facebook-side (deres egen webside er nedlagt) giver Odins Soldater de “islamistiske indtrængere” skylden for “usikkerhed, manglende tryghed og kriminalitet i Finland.” Den nationalistiske bevægelse hævder, at politiet har mistet kontrollen, og at det nu er op til dem at sørge for ro og orden i gaderne. De siger, at et af deres hovedformål er at forhindre muslimske immigranter i at begå kriminalitet, især voldtægt.

Odins Soldater udvidede for nylig deres patruljering til byen Joensuu i det østlige Finland. Paradoksalt nok har landets rigspolitichef udtrykt sin støtte til denne form for selvorganisering fra det finske folks side. Nogle liberale finner har beskyldt politichefen for racisme og krævet hans afgang.

Hvad bliver det næste for Finland?

Finland er et fredeligt samfund, og mange finner frygter følgerne af den seneste indvandringsbølge. Men på grund af politisk korrekthed og deres egen nationale karakter afholder de fleste finner sig fra åbent at ytre deres bekymring. Men tavshedens og den politiske korrektheds gardin er i dag fuldt af flænger.

Finsk kultur, lov og politik opmuntrer alle mennesker til at leve i samdrægtighed trods kulturelle og etniske forskelle. Men der er en grænse. I dag kræver finnerne handling. Regeringen bør “gøre noget” for at vise, at Finland stadig er trygt, og for at begrænse indvandringen.


[1] Der er også en minoritet bestående af svensktalende finner (godt 5% af befolkningen), samt en russisk minoritet (omkring 1,5%). I fem hundrede år var Finland besat af Sverige (fra 1809). Senere var landet en del af det Russiske Kejserrige (indtil 1917).

[2] To EU-skeptiske partiers sejr over det EU-begejstrede og indvandringsvenlige Kokoomus Parti fortæller meget om den følelse af uretfærdighed, som præger den finske offentlighed. Og selvom Stubbs Kokoomus indgik i en regeringskoalition med Soini og Sipilä, er dets position svag. I dag står den finske regering ved en skillevej. Der er stærke spændinger i toppen, som er begyndt at splitte nationalisterne, der er ledet af Soinis parti.

Dawid Bunikowski har en juridisk doktorgrad (fra Nicolaus Copernicus Universitet). Han underviser ved Østfinlands Universitet (juridisk læreanstalt) og er tilknyttet Cardiff Centre for Law and Religion (Storbritannien). Følg Dawid Bunikowski på Twitter

ANNONSE