Kort



Mikael Jalving på JP blogs – Det borgerlige Danmark er dårlig til at hylde sine helte.

“Blev Kastholms død, herunder hans liv, nævnt i DR eller TV 2?

Her må I hjælpe mig, orker ikke at længere at sidde at glo på det lort. Måske var der en kort notits på tekst-tv, måske ikke. Claes Kastholm Hansen, en af Danmarks skarpeste politiske kommentatorer og en aktiv spiller i den nu for længst hedengangne kulturkamp, nu afløst af Lars Løkke Rasmussens emblematiske rådvildhed, døde så godt som ubemærket af det officielle Danmark.

Forventeligt, vil nogle sige. Men hvad så med det borgerlige Danmark? Her gælder mere eller mindre samme tavshedsregel. Sammenlign venligst med andægtigheden og talestrømmen ved Tøger Seidenfadens bortgang? Eller Svend Aukens. Eller Rifbjergs. Quite another kind of party, right?

Når de store røde død, vækkes alt og alle til live, tv, radio, blogs, alting sættes på den anden ende. Når de store blå eller sorte død, kommer der en vejrudsigt i stedet med melding om forbipasserende slud og sne. Sådan er Danmark så forudsigeligt bekvemt et sted at leve, hvis man er rød eller død. De uskrevne regler er så normaliserede, at ingen behøver skrive dem ned.”

ANNONSE


  • Britta Due Andersen

    Jo, jeg synes, jeg først hørte om hans død i en af radioens korte timenyheder.

  • Ivan Dybdal

    Jeg læste altid Claes Kastholm Hansens klumme hver søndag, da jeg i sin tid købte Politiken Søndag, hvor han skrev om ugen i politik på skift med den legendarisk J. B. Holmgaard. Nu er de begge døde, desværre, men de er i den grad savnet for deres eminente analyser.
    I dag er kun Niels Lillelund tilbage i mesterklassen med ‘Verdens gang’ i Jyllandspostens Indblik om søndagen, men også Arne Hardis, Hans Mortensen og Poul Pilgaard Johnsen på Weekendavisen tangerer ofte dette høje litterære og analytiske niveau.
    Det kendes på at man overraskes og spontant ler højt flere gange mens man læser og er opløftet bagefter.