Kommentar

Hassan Preisler har været et lyspunkt. Her med Uwe Max Jensen. Foto: Facebook
’En ikke uvæsentlig del af mediekritikken her på siden, var de første mange år baseret på den svenskrøde propaganda der dagligt destilleres fra P1. Da Radio24syv blev skabt i 2011 var jeg på med det samme, men blev hurtigt skuffet. Per Stig Møllers borgerlige P1-alternativ, var mindre ideologisk end P1, men blev hurtigt en fræk lyserød udgave – ikke altid bøvet og barnlig, men aldrig borgerlig i ordets egentlige forstand.

Når man hører et fornuftigt argument, så er det ofte med præfixet: ‘Lad mig lige lege djævelens advokat her’. Venstrefløjen skal ikke forklare højrefløjens politik. Et borgerligt P1-alternativ skal ikke undskylde. Ikke-marxistisk, ofte liberal, men aldrig konservativ national. Det er bare ikke godt nok.

Når jeg de senere år har kritiseret Radio24syv, så er det altså ikke fordi P1 er bedre. Tværtimod. Der er langt mellem snapsene på Radio24syv, men der er vitterligt ikke andet end fiskerlussinger på P1. De senere år har jeg hørt Radio24syv i mine mange timer i bilen, og jeg har sågar investeret i et par high-end høretelefoner, så jeg kan podcaste udvalgte programmer på arbejde eller i fitness-centeret. Jeg har og har haft stor glæde af kanalen, for samtaleradio giver nu engang mere til sjælen end fordummende pop. Politik er en del af livet, men ikke alt.

Der er gode folk på Radio24syv, som trækker i den rigtige retning (eks. Mikkel Andersson, Hassan Preisler), men set oppefra er kanalen spækket med københavnere, der anskuer dansk politik på nogenlunde samme måde – ofte sammenfaldende med den nørrebro’ske venstrefløj. De kender hinanden på kryds og tværs, og har meget lidt berøringskontakt til den gennemsnitlige lønarbejder vest for Valby bakke.

ANNONSE

Dækningen af Trump i 2017 var udenfor kategori. Det var ikke unormalt, at den folkevalgte amerikanske præsident blev svinet til i tre på hinanden følgende udsendelser (uanset overordnet emne), og selvom Frederik Bruun fra Den Korte Radioavis (ironi over Den Korte Avis) er skuespiller og spiller karikeret venstreorienteret, så ved man aldrig helt om han mener det seriøst. Han lyder til forveksling som en af de mandlige værter i Nattevagten. Keith Thomas Lohse sætter grundtonen cirka ved Socialistisk Ungdomsfronts paroler.

Venstrefløjen kan i sagens natur ikke være helhjertet tilhænger af alternativer til DR, men det bliver altså ikke undertegnede der hyler i kor med pæne liberal-borgerlige, blot fordi Radio24syv lukker og slukker. Den værdipolitiske højrefløj har af tre omgange haft sommerserier (Støvrings Den Nye Verdensorden, 2012; Je Suis Jalving, 2016; Je Suis Jalving, 2017), hvorimod alle tænkelige og utænkelige smalle emner har fået fuld styrke i årevis.

Der har været flere programmer om Calisthenics, Okklusionstræning, undervandsrugby og græskromersk brydning (Fitness m/k)end det værdipolitiske standpunkt mere end halvdelen af danskerne ønsker. Man kan høre gårsdagens politikere forklare sig i timelange udsendelser (Huxi og Det Gode Gamle Folketing), høre indvandrere forsvare islamisering og multikultur (Rushys Roulette, Ghettofitness mv.). Aktionærerne har Millionærklubben, LGBT’erne har Er du Sunshine?, og hele programserier har været dedikeret til tibetansk nationalisme. Hvad med Bente fra Brejning og Morten fra Mommark, der ikke er på Twitter?

Siden Dansk Folkeparti krævede delvis udflytning af Radio24syv fra Sjælland, har partiet fået kniven i samtlige programmer. Under 1 procent af regeringens trafikplan, inkluderer jernbane til Billund Lufthavn (som til Kastrup og Aalborg), og nu kaldes den så for ‘Tullebanen’. Jeg ved ikke om jeg hørte udtrykket først på Det Røde Felt eller Cordua & Steno, for de blå efterligner de røde ift. alt væsentligt. Radio24syvs eneste eksistensberettigelse er som ideologisk modvægt. Alternativt medfører det blot større pluralisme i angrebet på det bestående, finansieret af den gennemsnitlige dansker.

Mikael Bertelsen og Mads Brügger er bestemt ikke de værste i dansk journalistik, men vil man skabe en borgerlig radiokanal, så starter man ikke med at gøre et tidligere centralkomitémedlem af Kommunistisk Arbejderparti til direktør. Han er i øvrigt gift med DR-vært. Ananas i egen juice.

Nu kan jeg så høre, at forlagsdirektør på Aarhus Universitet Carsten Fenger-Grøndahl vil byde på kanalen, og det sker forhåbentligt ikke, for så går vi fra asken til ilden. Parret Fenger-Grøndahl befinder sig politisk et sted mellem Enhedslisten og Alternativet, og har i denne blogs levetid kæmpet hårdt for muslimer, romaer og kædeindvandring. Ja, faktisk var hans medinitiativtager til ‘Danmarks Løver’, oprettet med henblik på at bekæmpe Dansk Folkeparti. Hun er i øvrigt tilknyttet P1.

Det er svært at skabe en borgerlig radio i et rødt univers, men Radio24syv gjorde regning uden vært. Kanalen sender sidste gang den 31. oktober. Pass the beernuts…

“Er vi virkelig kommet så langt ud, at en radiokanal der kun er 95% venstreorienteret og kulturradikal nu ses som et lys i mørket…” (Bjarne Binee)

ANNONSE