Kommentar

www.asgeraamund.dk

Hvis man havde spurgt statsminister Thorvald Stauning den 1. april 1940, om han kunne tænke sig at danne en samlingsregering, ville han sikkert have svaret, at det havde han absolut ingen planer om, og at det var en konstellation, han ikke kunne se for sig. Samme dag som den tyske værnemagt besatte Danmark, den 9. april, dannede Stauning alligevel en samlingsregering bestående af Rigsdagens fire største partier:

Socialdemokratiet, de Radikale, Venstre og Konservative. Forudsætningerne for den politiske styring af Danmark havde på få timer ændret sig radikalt, og det blev derfor nødvendigt at se bort fra døgnets politiske ævl og kævl partierne imellem. I stedet så Stauning det som regeringens pligt at løse landets problemer så praktisk og hensigtsmæssigt som muligt under de nye vanskelige forhold.

Danmark i dag er ikke i fare for en fjendtlig besættelse, men står alligevel over for så store problemer, at det kan blive nødvendigt med en samlingsregering, hvis medlemmer har modet til at miste deres politiske farver og i stedet tænker og handler praktisk og forretningsmæssigt til gavn for almenvældet. Under folketingsvalget satsede Venstres leder, Jakob Ellemann hele butikken på farven blå på den politiske roulette med statsministerposten som mål. Roulettens pil standsede imidlertid på rødt og hermed røg drømmen om en borgerlig regering. Som for Stauning havde forudsætningerne ændret sig grundlæggende, og der forelå nu nogle andre optioner: Hvis Mette Frederiksen danner en regering med støtte fra de røde partier og de Radikale, vil hun være uden muligheder for at gennemføre nødvendige reformer for det danske samfund. Regeringen vil blive fastholdt i en hundedyr grøn omstilling i en idiotisk klimakamp mod CO2 udledning og vil blive tvunget til en velfærdsgavebod og en ekspanderende offentlig sektor uden ende. Men hvis nu Jakob Ellemann turde stole på, at Mette Frederiksen ville følge den socialdemokratiske tradition, at partiet ikke er bange for at gennemføre store reformer, når det har magten, så kunne Venstre måske hoppe med på regeringsvognen.

ANNONSE

Det er dog ikke småting, der er brug for: Hvis vi skal finansiere fremtidens velfærdssamfund, skal vi som folk tjene flere penge. Ellers kan vi ikke betale den voldsomme vækst i de sociale udgifter. Antallet af demente vil i de kommende årtier fordoble sig fra de 85 000 patienter, vi har i dag. Antallet af ældre på pension, på sygehuse og på plejehjem vil vokse med eksplosiv kraft. Forudsætningen for økonomisk vækst i Danmark hviler på en omfattende skattereform, der fjerner topskatten, der jo nærmest er blevet en ekstra lønmodtagerskat. Endvidere skal den ekstremt væksthæmmende iværksætterskat tages af bordet og også arveafgiften, der er en alvorlig hindring for succession i familieejede selskaber. Forsvaret skal genrejses fra sine ruiner, og den aftalte kampbrigade skal stå klar 2025 og ikke i 2033, som planen ellers er. Mobiliseringen af kamptropperne skal være 3 døgn som i USA og ikke uanstændige 3 måneder som i det danske forsvar. Indvandring og integration skal under radikal forandring. Kompetente, veluddannede migranter skal ind, indvandrere, der ikke kan forsørge sig selv skal ud. Ingen overførselsindkomst ved første arbejdsvægring. Migranter udvises efter fængselsstraf. Regering og Folketing må generobre magten over den offentlige sektor, der lever sit eget liv som en stat i staten og er især urørlig inden for indvandring, integration og i omsorgssektoren.

Disse uomgængelige reformer kan Mette Frederiksen ikke under nogen omstændigheder gennemføre med røde støttepartier, men hun kan med Venstre som regeringspartner og med Moderaterne som deltager i regeringsgrundlaget. En gyllestråle af kritik hagler ned over Jakob Ellemann fra de blå partier: Politisk svindel, løftebrud og vælgerbedrag. Ellemann´s virkelige dilemma er imidlertid dette: Bliver Venstre i opposition og overlader Mette Frederiksen til SF, Enhedslisten og de Radikale, er det slut med ægte reformer i Danmark. Som gidsel hos venstrefløjen vil vi se en udvandet tandløs lovgivning hen over midten til glæde for ingen. En fortsat march på stedet.

Hvis Venstre tør tage det store og farlige spring ind i et regeringssamarbejde med Socialdemokratiet, foreligger der to muligheder. Hvis Mette Frederiksen slår op i banen og ikke konsekvent tør møde landets store udfordringer, så ender Jakob Ellemann og Venstre som en tom godsvogn bag Mette Frederiksens røde bumletog. Dette bliver så enden på Ellemann og Venstre som en væsentlig faktor i dansk politik. Men hvis statsministeren oprigtigt og ærligt erkender nødvendigheden af gennemgribende reformer og tør gennemføre dem, vil Venstre høste megen og fortjent anerkendelse af partiets dristige og modige spring ind i regeringen. Lykkes reformpolitikken, bliver det til glæde for hele folket. Stauning i sin himmel smiler gennem skægget, og vi andre kan glæde os over, at nogle gange er løftebrud ikke det værste, man har.

ANNONSE

Mest læst

Al-Araberlingske