Kort



Der er skrevet meget godt om Morten Kirkskovs famøse fascismekronik, og han har fået solid modstand fra både Hans Hauge og Klaus Kjøller. Her lidt fra lektor Jørn Bjerres kronik i lørdagens Berlingske – De uanstændigt anstændige.

“To af de udsagn, der vakte størst debat i den forgangne uge, handlede om at klippe håret af andre. Først skabte det overskrifter, at Dansk Folkepartis lokalformand i Nyborg, Jens Hald, havde lavet et Facebookopslag med teksten: ‘Klip venligboerne skaldede som tyskerpigerne’. Dernæst stod der som overskrift på Berlingskes kronik (9. januar) på b.dk: ‘Må jeg foreslå, at man også klipper håret af langhårede flygtninge og sælger det til parykker’.

Den nu omdiskuterede kronik… var begået af skuespilchef ved Det Kongelige Teater Morten Kirkskov. Kirkskov repræsenterer ikke blot et andet holdningsfællesskab end Hald, han tilhører en anden klasse og har en anden position i samfundet. Som ved en naturlov, bliver Kirkskovs udsagn da også behandlet på en kvalitativt anden måde end Halds og med ganske andre personlige konsekvenser. Det kan ikke undre, at Jens Hald med sin hjælpeløst tåbelige udtalelse påkaldte sig nationens skam, og af sine egne er blevet tvunget fra sin lokalformandspost. Men det er en overvejelse værd, at Kirkskov ved at have adgang til bedre debatfora, bruge en mere avanceret retorik, appellere til eliten og så vende skytset i den modsatte politiske retning ender med at fremstå som eksponent for en kompromisløs anstændighed – på trods af, at han rent formelt gør det samme som Hald: dæmoniserer sine modstandere.

Om det er en årsag eller snarere et symptom, kan jeg ikke sige, men det forhold, at Morten Kirkskov på trods af, at han spiller på alle propagandaens tangenter, fortsat er den, der repræsenterer det, vi kalder den gode tone, er et udtryk for, at den gode tone har revet sig løs fra det gode argument og nu svæver over den offentlige debat som et spøgelse.

Socialpsykologen Alex Gillespie beskrev for et par år siden i en artikel, hvordan der i det moderne pluralistisk diskuterende samfund er opstået en ny type propaganda. Modsat den klassiske propaganda, der søgte at undertrykke alternative perspektiver på en meget direkte måde, opererer den nye propaganda mere indirekte ved at dømme modstanderens perspektiv ude ved hjælp af betydningsmæssige barrierer.

Den første barriere, som Gillespie nævner, er brugen af ‘rigide modsætninger’. Denne barriere etablerer Kirkskov ved at definere sit eget synspunkt som anstændigt og modstanderens som ‘fascistisk’. At denne modsætning er rigid, understreger Kirkskov selv, idet han peger på, at man ikke kan være lidt eller meget fascist: Det er enten eller.

Morten Kirkskov tilfører denne rigide modsætning en voldsom pondus ved hjælp af en anden barriere, som Gillespie kalder ‘følelsesmæssig overføring’. Her overføres følelser, som er knyttet til en kulturel kernemodsætning til en sekundær situation. Det sker, idet Kirkskov låner følelser, der knytter sig til nazisternes udryddelse af jøderne, med henblik på at beskrive den nuværende regerings politik. …

Ved først at gøre debatten til en rigid modsætning for og imod ens egen position og dernæst skabe en følelsesmæssig forbindelse mellem modstanderens position og nazi-bødlernes praksis, gør Kirkskov det til en logisk umulighed både at være uenig med ham og at være et ordentligt menneske. Dette forhold skaber en tredje barriere, som Gillespie kalder ‘forbudte tanker’. Man mister simpelthen status som menneske, hvis man associeres med bestemte tanker.

… Det kan undre, at selvrefleksionen ikke kan række længere. Ifølge Morten Kirkskov er fascismen noget, der kommer ’snigende ind i vores sprog og præger vores handlinger’, som kan genkendes på, at man behandler andre med foragt og opdeler mennesker i over- og undermennesker. En mere præcis beskrivelse af Kirkskovs eget bidrag kan næppe gives.”

ANNONSE


  • Henrik True

    Glimrende.