Kommentar



I sommerens løb er der sket en interessant udvikling i den danske debat, der tegner et billede af en presset kulturradikal venstrefløj, der har set deres moralske overtag, når det drejer sig om at definere den gode tone og de rigtige holdninger stærkt udfordret – både i nyhedsmedier og på facebook:

anneLise.Mastrand-Jørgensen

Således har Venligboerformand AnneLise Marstrand-Jørgensen valgt at boykotte Radio 24Syv under henvisning til, at den statsfinansierede radiokanal fastholder “…en ledelsesmæssig linje, der billiger racistiske og xenofobiske udsendelser”. Her henviser Marstrand-Jørgensen til Mikael Jalvings sommerudsendelser “Je suis Jalving” – et debatprogram om folkevandring og islamisk terror. Programmet er udtryk for “kulturel og religiøs racsime”, sagde Marstrand-Jørgensen i Deadline 18. august, og hun håbede, at hun med sin boykot af radiokanalen kunne opnå en “selvransagelse i medierne” – underforstået, at Radio 24Syv og andre medier, der kunne tænkes at ville kolportere programmer båret af holdninger, der falder uden for den venstre-kulturradikale skive, ville besinde sig.

Et andet eksempel, som også ramte Deadline dagen før, var lektor Niels Vestergaard Thomsens facebook opdateringer. Han kaldte et jysk ægtepar for landsforræddere, fordi de inviterede muslimske asylsøgere til at bo i deres baghave – og dermed hjælpe islam til at erobre nyt land. Og da en kvinde modsatte sig kommentaren skrev Niels Vestergaard Thomsen: “Du minder mig mig om en af dem, modstandsfolk klippede skaldede da krigen var slut”. Krasnik kaldte Vestergaard Thomsens retorik for “hadsk og dehumaniserende” og IT-professor og medlem af Etisk Råd, Thomas Ploug gjorde et stort nummer ud af at afsværge landsforræder referencen: “Der er ikke i nogen teknisk, hverken juridisk eller etisk betydning tale om landsforræderi” bedyrede han, og mente, at det var en meget dårlig etisk begrundelse for at skrive som Vestergaard Thomsen, at man ville udtrykke frustration.

ANNONSE

Pernille Vermund, partiformand i det fremstormende nationalkonservative parti Nye Borgerlige fik i samme udsendelse et bredside af blogger Amalie Lyhne:

“Problemet med højrepopulisterne og med Nye Borgerlige, Pernille Vermund, det er, at de tegner et meget forkert billede af Danmark – og så bruger de det forkerte billede til at forklare og forsvare folk, der sviner andre mennesker til på nettet. Folk, der begår vold og selvtægt”

Senest har den radikale Zenia Stampe på Politiko.dk belært læserne om, hvordan man skaber “ordentlig dialog” på sociale medier. Her giver hun opskriften på, hvilke krav man skal opfylde, hvis man har “…nogle HELT, helt andre holdninger” og gerne vil i dialog med hende. Hvis man er negativt stemt over for flygtninge, skal man for det det første redegøre for, hvor “de holdninger” kommer fra. For det andet, skal roden til ens holdninger være selvoplevede – dvs. de må ikke komme fra nyhedsstrømmen, fra politiske diskussioner eller lignende. Det skal være oplevelser, man har haft på egen krop og må ikke være teorier. Pudsigt nok, eftersom det ellers er meget svært at finde holdninger eller argumenter om islam og migrantstrømmen, der er båret af personlige oplevelser og erfaringer hos Stampe selv.

At den såkaldte tone i debatten ofte kan være hård er rigtig, men indlæg som Niels Vestergaard Thomsens er ikke værre end hvad de (selv)gode på den kulturradikale venstrefløj i rigt mål har følt sig kaldet til at lade regne ned over hovederne på dem, de ikke mente var  gode mennesker – eller havde stuerene holdninger. Tænk bare på, hvad de har udsat Pia Kjærsgaard for gennem tiden. Det overgår langt Vestergaard Thomsens feltmadras-reference. Der skal skarp lud til skurvede hoveder, og dagens debat er ikke for tøsedrenge. Og det er måske heller ikke så meget den hårde tone, der presser det snakkende mellemlag, men mere den omstændighed, at de nye tanker idag tænkes helt andre steder: på højrefløjen af det væld af skarpe, veluddannede intellektuelle, der befolker bloggosfæren, både på og uden for de etablerede medier.AnneLise Marstrand-Jørgensen

ANNONSE