Nyt

Jyllands-Posten bringer i dagens udgave hvorfor forholdsvis mange indvandrere er blandt de voldtægtsdømte, og indhenter kommentarer fra forskningschef Britta Kyvsgaard og seniorforsker Bjarne Laursen, der begge afviser kulturens betydning. Kultursociolog Mehmet Ümit Necef affærdiger dog den socio-økonomiske forklaringsmodel som værende ‘Uvidenskabeligt nonsens’. Fra omtalte artikel.

“‘En del mænd fra ikkevestlige lande, ikke mindst Mellemøsten, har ikke forstand på kønskulturen i Danmark,’ siger kultursociologen…

Mændene kommer ifølge ham fra en kultur, hvor kvinder ikke færdes alene i det offentlige rum, ikke drikker og ikke har sex før ægteskabet.

‘Set fra disse mænds synsvinkel byder disse kvinder sig til ved at færdes fulde og alene i byen om natten. De har ingen respekt for disse kvinder, for de bryder i mandens øjne normerne for anstændig opførsel,’ siger Mehmet Ümit Necef.

‘Jeg har ikke set ordentlig forskning, der tilbageviser, at det er de kulturelle faktorer, der er hovedforklaringen her,’ siger Mehmet Ümit Necef, der tror på, at statistikkerne for indvandrere og efterkommere på et tidspunkt vil rette sig.

‘Mændene fra ikkevestlige lande og Mellemøsten vil lære det, men det vil tage lang tid, og det vil gå ud over nogle kvinder,’ siger Mehmet Ümit Necef.

Ifølge Mehmet Ümit Necef er problemet dog mere kultur end religion. Som et eksempel peger han på begivenhederne i Tyskland nytårsaften. Der blev ikke råbt ‘allahu akbar’, mændene tog del i nytårsaften, der ikke er en muslimsk tradition, og de var angiveligt fulde, pointerer han.

‘Hvis det er korrekt, tyder det ikke på, at de var specielt religiøse. Men de har tilsyneladende også denne opfattelse af, at her er nogle kvinder, der er alene, danser og er fulde, og så er de i deres øjne offentligt tilgængelige til at blive berøvet, berørt og seksuelt forulempede,’ siger Mehmet Ümit Necef.”

ANNONSE