Tavle

Odense, 12. november 2015. Det var helt tilfældigt, at jeg dumpede ind netop her. Jeg havde ikke meget tid, og en ’ændring af foranstaltning’ lød som noget, der ville være overstået i en fart.

Den første overraskelse var, at det væltede ind med publikum i forhold til normal standard, hvor jeg er den eneste på tilskuerrækkerne. De øvrige fire fremmødte viste sig at være offentligt ansatte, som i forskellige kapaciteter skulle følge sagen, blandt andet en socialrådgiver og en bistandsværge.

Den domfældte, som vi kan kalde Ahmed, er sytten år gammel, og anledningen til ændringen i hans foranstaltning er netop, at han står over for at fylde atten. Han har udskiftet sin advokat adskillige gange, og er i dag repræsenteret af den i alt fjerde.

Anklageren glæder sig over, at der ikke er ’optræk til noget publikum’, hvilket får mig til at se mig forundret omkring. Hvad han mener, er, viser det sig, at politiet har frygtet, at Ahmeds venner ville møde talstærkt op, og der er af samme grund fire betjente med – to, der bevogter ham i retssalen, og to uden for domhuset. Den domfældte, som sagen handler om, er tidligere blevet befriet af sine kammerater i forbindelse med et besøg hos lillebror, der sidder i Ringe statsfængsel.

Anklageren fortæller også, at Ahmeds far og mor, som befinder sig i udlandet, har spurgt, om Ahmed kan blive overført til videre afsoning i hjemlandet, så de kan besøge ham – far er nemlig udvist efter endt afsoning – men det kan ikke lade sig gøre, da Ahmed er dansk statsborger.

Ahmed blev i oktober 2014 som sekstenårig idømt forvaring på en institution for personer med vidtgående psykiske handicap efter at have begået forskellig kriminalitet i form af et par gaderøverier, et butiksrøveri, trusler og vold. Hans forsvarer ønsker nu dommen ophævet, og Ahmeds eget ønske er at få foretaget en ny mentalundersøgelse, da han ikke mener, det er relevant for ham at være i et behandlingsmiljø. Anklageren ønsker derimod foranstaltningen skærpet, fordi domfældte har vist sig at være til fare for både personale og andre patienter på de institutioner, hvor han har været.

Han er vandret fra institution til institution, fordi han fremstiller våben, smadrer møbler og andet inventar, samt udsætter personale og øvrige klienter for alvorlige trusler og vold. Han sidder nu på en sikret afdeling, og den aktuelle institution ønsker ikke at forlænge aftalen med Odense Kommune efter hans fyldte attende år, hvor han derfor vil skulle overgå til en åben institution for voksne med vidtgående psykiske handicap.

Problemet er blandt andet, at han ikke vil kunne fastholdes i en åben institution – han er tidligere stukket af fra Egely – og vil være ’utryghedsskabende’ for øvrige patienter. Han lider under omfattende kognitive mangler (IQ er målt til 65), og har derfor svært ved at udvikle sig væk fra sin tillærte negative adfærd. Trusler og vold er hans eneste successtrategi, lyder det, og recidivrisikoen anses for at være meget høj.

Ifølge en udtalelse kan han ikke læse og skrive, hverken på dansk eller arabisk, og han udviser tegn på islamisk radikalisering, blandt andet ved at have talt rosende om angrebet på Charlie Hebdo og have givet udtryk for et ønske om at komme til udlandet og kæmpe – det sidste benægter Ahmed dog i retten.

Personalet på hans tidligere institution, Bakkegården, har af frygt ikke ønsket at anmelde hans meget grove trusler mod deres familier. Bistandsværgen fortæller, at man har ’set en helt anden Ahmed’ på Egelys sikrede afdeling igennem de seneste to måneder, hvor der ingen uheldige episoder har været.

Angående mentalundersøgelsen giver dommeren anklagemyndigheden medhold i, at der ikke er noget grundlag i diverse udtalelser for at mene, at den oprindelige, som blev lavet for halvandet år siden, er forkert.

Hvad selve skærpelsen angår, plæderer anklagemyndigheden for, at der bør være mulighed for at anbringe Ahmed på en sikret afdeling, også efter hans fyldte atten år. Også i denne henseende får anklagemyndigheden medhold. Dommeren opfordrer Ahmed til at fortsætte den positive udvikling med henblik på at kunne komme på en åben afdeling og eventuelt senere blive løsladt.

***

Er det ikke synd for Ahmed, at han er så dårligt begavet og er født ind i en kriminel familie, han ikke har magtet at frigøre sig fra? Jo, det er det. Men det er ikke kun synd for Ahmed. Det er også synd for alle dem, der har lidt og vil komme til at lide under Ahmeds adfærd.

Jeg kan ikke undgå at bemærke de voldsomme omkostninger, Ahmeds familie påfører os i den sociale sektor, hos politi, domstole og kriminalforsorg, samt i forhold til de ofre, der skal samles op og hjælpes videre, når Ahmed har været på gaden. Jeg kan heller ikke undlade at bide mærke i, at Ahmed langt fra står alene i verden. Han besøges flittigt af sine venner, og da han truede personalet på Bakkegården var det netop med, at han ville få disse venner til at eksekvere truslerne. Det var trusler, der skræmte dem så meget, at de ikke ønskede at retsforfølge ham for dem. Trusler og vold som successtrategi – sandelig.

Og Ahmed er ikke alene. Vi ser en stor, stor overrepræsentation af gerningsmænd fra mellemøstlige og nordafrikanske lande blandt gerningsmændene til de personfarlige forbrydelser – de forbrydelser, der forringer trygheden og livskvaliteten i de vestlige lande allermest. Hvorfor skal vi gå med til at lade endnu flere af disse mennesker indvandre, selvom ikke hver eneste, eller overhovedet de fleste, er kriminelle? Vi har gennemgående kun meget lidt glæde af dem.

 

Forfattet av Nemo, der af forskællige grunde ønsker at optre anonymt

 

Ét svar til “En dag i retten”

  1. Lars Hansen siger:

    Det skal vi heller ikke – lade denne byrdefulde diaspora vokse yderligere gennem indvandring – tværtom burde vi få iværksat en effektiv repatrieringspolitik.