Angela Merkel tildelte det tyske demokrati et alvorlig slag fredag, da hun åbnede for at komikeren Jan Böhmemann kan stilles for retten for majestætsfornærmelse mod Tyrkiets stærke mand, Recep Tayyip Erdogan. Erdogan har udviklet sig i en retning af stadig mere brutalitet og storhedsvanvid. 2.000 mennesker er trukket til retten i Tyrkiet, anklaget for at fornærme præsidenten. Dette er Caligula-tendenser. For den humørløse er sangen en overtrædelse. Den uden humor kan ikke, eller vil ikke, se satirens virkemidler. Böhmemann beskriver Erdogan bevidst på…

Det statsoverhoved, der ikke kan tolerere satire, har gået til krig mod humoren. Recep Tayyip Erdogan nøjes ikke med at herske over tyrkerne. Han vil også bestemme over hvad, der kan siges om ham i Tyskland. Angela Merkel har bøjet sig for ham. Det er et skammens kapitel.

Danskere har den frieste debat i Norden. Uden tvil. Men alligevel foregår Trykkefrihedsselskabets møder under mundingen af maskinpistoler, og lørdag også med skodderne for vinduerne. Da må man spørge: Er det fordi debatten er mere fri at den er mere truet? Vort frie samfund er på vigende front. Det var det TV2s dokumentarprogrammer fra moskéerne handlede om. Imamen sa det lige ud. De ved og vi ved, men vi foretrækker skuespillet om at truslerne kun berører nogle få. Det gør de ikke. De gælder alle. Det må siges igen og igen. Paradoksalt og tragisk nog er det de mest liberale som går foran og sier at det er et bevis på vores storsind og frie samfund at vi må tolerere disse trusler.

Politik bliver et spil med ord når man i det ene øjeblik er Charlie og i neste lader Erdogan forfølge kunstnere på europæisk jord, præcis som han gør hjemme. Reaktionerne på Merkels knæfald er stærke, også blandt danske politikere. Og det giver udenrigsordfører Søren Espersen (DF) ham ret i. »Jeg ved ikke, hvor mange europæiske […]

Angela Merkel har sagt ja til at komikeren Jan Böhmermann kan strafforfølges for hans satire over Recep Tayyip Erdoğan. Dermed prisgiver Merkel også ytringsfriheden. Hun har tidligere indgået et samarbejd med Erdogan uden hensyn til de massive menneskerettighedsbrud der har sket under hans styre. Formelt har Tyskland en lov som kan ramme fornærmelser mod udenlandske […]

I et tarvelig og elendig stykke journalistik, skildrer Nettavisens Thomas Paust og NTB Lars Vilks’ optræden på svensk presses årlige konference, at det var hans provokationer, der er skyld i at de 700 på konferencen potentielt var truet. Under et stort billede af Vilks står overskriften. – Denne mand sætter 700 liv i fare Nettavisen henter […]

Trykkefrihedsselskabet holder møde på Vartov i lys av debatten om hvor hårdt man skal gå frem overfor radikale imamer og moskeer. Paneldebat med Flemming Rose, Naser Khader, Mikkel Andersson, Martin Jensen, Jens-Martin Eriksen, Katrine Winkel Holm Det er blevet tydeligt, at Grimhøjmoskéen og andre moskéer er arnesteder for vold mod anderledes tænkende. Regeringen vil nu gøre noget for at stoppe […]

Retssagen mod Geert Wilders er en politisk retssag. Hvis man graver i præmisserne sagen bygger på, vil man hurtigt se, at de er politiske. Hvis retsapparatet bruges til at gennemtrumfe visse politiske præmisser, og straffe andre, sprænges demokratiet indenfra. Netop fordi vi lever i en brydningstid er det viktigt, at afvigende røster bliver hørt. Wilders’ anliggende er nogle konkrete spørgsmål om det hollandske samfunds fremtid. Man kan ikke straffe “væk” spørgsmålene.

Det bedste forsvar mod terrorisme er sandheden. Der er en mangel på mod til at konfrontere virkeligheden, der gør at vestlige at demokratier halter.
Enter Matthew Doyle, en tilsyneladende vanlig borger. Han har forstrukket sig selv ved at stille et spørgsmål til en muslimsk kvinde, i den tro, at han ville få en fornuftig svar. For det andet mente han, at han boede i et frit land og kunne offentliggøre hendes svar på twitter. Han fik ikke moralpolitiet på døren, men de virkelige politi. Og vil blive retsforfulgt. Dette er ikke taget fra et John Cleese-show. Det er blodig virkelighed.

To af Tyrkiets dygtigste journalister afslørede at tyrkiske myndigheder smuglede våben til IS. For det blev de smidt i fængsel, anklaget for at være medlemmer af en terrororganisation og truet med livstid. Imidlertid: Højesteret løslod de to, Can Dündar og Erdem Gül. Da fik præsident Erdogan kolerisk anfald: Højesteret var ikke lojal mod staten. Sagen demonstrerer at Tyrkiet er på fuld fart mod despotiet.