Danskere har den frieste debat i Norden. Uden tvivl. Men alligevel foregår Trykkefrihedsselskabets møder under mundingen af maskinpistoler, og lørdag også med skodderne for vinduerne. Da må man spørge: Er det fordi debatten er mere fri at den er mere truet?

Katrine Winkel Holm strejfet spørgsmålet da hun sagde at vel er debatten friere, men se hvilke forhold vi mødes under.

Er det fordi debatten er friere i Danmark at den er truet? Svaret synes oplagt: Ja. Hvorfor er det så ikke klart og tydelig formuleret? Af samtlige for hvem det betyder noget om de kan tale frit. I stedet har den politiske klasse været mer optaget af at lede med lys og lygte efter undskyldninger for truslerne. Var det ikke Jyllands-Postens hensigt at provokere? Kunne de ikke bare ladt være? Simpelthen. Det er gennemgangsmelodien de senere år. Lars Vilks kunne lade være. Kurt Westergaard bare lade være.

Det er konsekvenserne af hvad Jens-Martin Eriksen og Fredrik Stjernfelt kalder voldsmandens veto. Eriksen ville øge strafferammen dratisk for trusler mod ytringsfriheden.

Men den største trussel er at vi har adapteret et perspektiv som ser ytringsfriheden fra “deres” side, og da tænker jeg ikke bare på de der truer, men de der misliger bestemte meninger og mener sig krænket.

Når selv politikerne og retssystemet går ind på de præmisser, har vi ledet vores samfund ind på det spor som gør at møderne i Trykkefrihedsselskabet og Fri Debat eller filmfremvisninger om Charlie Hebdo, må foregå bag tung politibevogtning.

Fjenden er “Charlie” inde i vores hoveder.

Hvis vi vovede at erkende at det er Danmarks frie debat der udløser truslerne, ville hele den danske offentlighed blive nødt til at tage et valg: Enten backer man op om det frie ord, eller så dør det. For pressionen vedvarer og er øgende.

Det er derfor en sammenhæng mellem truslerne mod Flemming Rose og Naser Khader, og den måde vi både bevæger os på i det offentlige rum og taler til hinanden på.

Lars Vilks lever som i et fængsel. Møderne med ham må foregå i en belejringstilstand. Hvis vi accepterer at det er selvforskyldt har vi tabt.

Hvad så med borgere som viser en bestemt identitet eller sympati? Hvis du bærer kippa eller en synlig David-stjerne i dagens Europa, løber du en risiko.

Jeg kender en dreng som bærer både David-stjerne og kors synlig og han gør det bevidst. Han fortæller om medtrafikanter der stirrer olmt på ham. De fleste vil helst undgå disse blik. De lader være.

Da har man kapituleret som samfund. Måden det sker på er at de som burde vide, vender ryggen til problemerne og lader som de ikke eksisterer. Alle ved de gør det og forholder sig til det i hverdagen. Det gør også de som sender de hadefulle blik.

Det er en magtkamp og de ved at vi som frit samfund er på vigende front. Det var det TV2s dokumentarprogrammer fra moskéerne handlede om. Imamen sa det lige ud.

De ved og vi ved, men vi foretrækker skuespillet om at truslerne kun berører nogle få.

Det gør de ikke. De gælder alle. Det må siges igen og igen.

Paradoksalt og tragisk nog er det de mest liberale som går foran og sier at det er et bevis på vores storsind og frie samfund at vi må tolerere disse trusler.

Det ligger en dyb tragedie i deres schizofrene position, men man skal se situationen udefra for at forstå galskaben i den. Hvordan er det mulig at en redaktør der var med til at udgive karikaturtegningene og forstod betydningen af dem, nu argumenterer for at det islamiske had er lige naturlig som kærlighed?

Svarene ligger i os selv, ikke de andre.