National Reviews Andrew C McCarthy har længe været den vigtigste skribent, hvis man vil forstå det komplicerede juridiske og efterforskningsarbejde i det politisk spil om efterforskningen af alting Trump og Rusland

Det fransk-jødiske samfund er stadig det største i Europa, men det mindskes hurtigt. Det estimeres, at der i år 2000 var 500.000, men antallet er nu mindre end 400.000 og falder fortsat. Jødiske kvarterer, der engang blomstrede, er nu ved at uddø.

Rigmand Rachid Nekkaz mener han har ret til at komme til Danmark og stikke fingeren i øjnene på det danske retssystem.

Det, vi er inde i og bare ser begyndelsen på, er en enorm korrektion. Historien tillader ikke, at de ledende lag ophæver de love, som den har sat: At frihed er bundet af visse love, som ikke kan ophæves uden fatale følger.

Med et rigt og veldrevet samfund følger en fare: Misundelse. Der er altid kræfter, som mener sig berettiget til at overtage alt – og jo større rigdom og værdier samfundet repræsenterer, desto længere vil fjenderne gå for at overtage rigdommen.

Den palæstinensiske undervisningsminister siger, at han er bekymret over en “forbrydelse,” som er ved at blive begået imod arabiske børn i Jerusalems skoler. Denne “forbrydelse” er, at børnene skal undervises efter en israelsk læseplan og ikke en palæstinensisk.

Danmark har udstukket en ny kurs. Ingen ved, hvorhen den fører. Man har sat sig nogle mål: Afskaffelse af parallelsamfundene. Det er at sejle ind i ukendt farvand.
-Er der noget andet vesteuropæisk land, der har forsøgt? spurgte Clement Kjersgaard i Debatten sidste uge. Svaret var nej.

Den fransk-algeriske rigmand Rachid Nekkaz véd at udnytte modsætningerne mellem demokratier og islam til at iscenesætte sig selv: Han betaler de bøder, som tildeles kvinder, der bryder niqab-forbudet.

Højesteretsformand, Thomas Rørdam, delte i sin tid akterne i en stor økonomisk sag på Færøerne med sin klient, uden tilladelse. Han blev tiltalt, men ikke dømt. Selv i dag er det ikke muligt at få aktindsigt i sagen, som Thomas Rørdam selv betegner som pjat.

Da Ebtisam Aldebe var opstillet til Rigsdagen i 2014 havde det længe været kendt, hvilket syn hun havde på lov og ret. Hvis tilstrækkeligt mange havde stemt på hende, var hun havnet der; i Sveriges lovgivende forsamling.