USA indfører sanktioner mod Tyrkiets justits- og indenrigsminister for dennes rolle i fængslingen a den amerikanske pastor Andre Brunson.

Nu er begrebet klassekamp dukket op de underligste steder, nemlig hos “den yderste højrefløj”, hvis talsmænd påpeger, at de riges krav om åbne grænser, fri indvandring af løntrykkere og afskaffelse af nationalstaten er klassekamp rettet mod arbejderne og de fattigste.

Demonstrationen mod niqab-loven var patetisk. Mer alvorlig er mediernes angreb på loven i liberalitetens navn. Deres forsvar for tolerance lader sig vanskelig skille fra sværmeri for islam.

Venstres udlændingeordfører, Marcus Knuth, har været i Sverige og stiller et spørgsmål, som allerede er besvaret: “Er Sverige tabt?” Han mener vist nok, at det er socialdemokraternes skyld, men de ikke mere skyldige end Knuths borgerlige kammerater.

Danske politikere, akademikere og journalister tør ikke tage et opgør med islam som sådan. Derfor har de valgt et symbol, der vækker offentligt anstød, men hvor et forbud kun rammer en minoritet. Men selv dette forbud har de problemer med at forsvare.

De Grå Ulve, radikale islamisk-tyrkiske nationalister er virkelig et punkt, hvor MSM ikke ser den blinde vinkel. Det bedste eksempel må være forløbet med Hamit Dermitas, der med hjælp fra kunstneren Birgit Bjerre, blev en del af kampagnen mod Dansk Folkepartis ‘Der er så meget vi skal passe på’-annonce.

Når du ser en kirke, hvor korset troner på toppen – skal du ikke nødvendigvis opfatte det som religiøst, men som et symbol på den frie verden. En verden, hvor du og jeg blandt andet kan kritisere hinanden, dronningen, vore politikere og alle andre. Det hedder demokrati. 

Så fik man læst den norske journalist og forfatter Åsne Seierstad ‘s bog – eller “en reportage” – To søstre. Jihad-brude i Kalifatet. En reportage. (Gyldendal) om to unge somaliske søstre fra Norge, der rejser til Syrien for at tilslutte sig Islamisk Stat. Det er en god bog, men det er en problematisk bog.

Et kort besøg på stranden i Aarhus gav et tværsnit af fremtiden. Det første vi ser er de karseklippede drenge, der i flok står halvvejs ude på cykelstien. Drengene er her. Nedenfor bakken mod vandet sidder der familie på familie, hvor manden er i fritidstøj og kvinderne er indhyllet som egyptiske mumier.

Før han døde, skrev den ungarske nobelprisvinder og Auschwitz-overlevende Imre Kertész dagbog om dagens Europa. Det han siger, minder om Oriana Fallaci. Det giver den svenske kulturelite apoplektiske anfald. De ser kun natsort had, selvom svenskerne er de, som burde have størst behov for Kertész’ ord.