Partiet Klaus Riskær er blot et nyt forsøg på at samle anti-DF-fløjen under en ny sektleder. De forsvinder når det bliver konkret, men indtil da er der mediemæssig medvind. Klaus Riskær er veltalende, men aldeles blank om væsentligt emner.

Indoktrineringen starter tidligt, og har vel næppe været så utilsløret siden slut-60’erne. Ny børnebog fra børnebogsforlaget Alvilda, der i øvrigt er et søsterforlag til venstreradikale Modtryk.

Andrew McCabe er top-politimanden der blandede rollen som politi og politiker uden at være klar over det. Han tror fortsat at han er den uhildede politimand længe efter at han blev afsat for at lyve. Nu afslører han at de på ramme alvor diskuterede at få præsidenten afsat. Han tror at præsidenten er i lommen på Putin. 

Anders Fogh Rasmussen tøver. Han mumler noget om, at det jo ikke kan nytte, vi må være fælles, vi må være europæiske, og hans blik bliver et øjeblik fjernt. Og dér, lige netop i dette fjerne blik, har vi portrættet af en moderne europæisk arketype. …

Hvorfor kunne medierne ikke stille de relevante spørgsmål, mens tid var? Hvorfor dyrkede medierne en konspirationsteori mere latterlig end dem vedrørende Månelandinger, The Grassy Knoll og Jack The Rippers sande identitet? Og hvem vil stole på dem igen? Venstrefløjens sexliv kan gå helt i stå.

Da videoen med halshugningen af Louisa Vesterager Jespersen og Maren Ueland blev kendt, reagerede PET lynhurtig. En dansk ambassadør i Silicon Valley sørgede for at den var fjernet fra nettet i løbet af to timer.

De danske medier mæsker sig i de her historier, men når journalister ekstrapolerer alt ud i det absurde, så bliver tilbagetoget endnu mere ynkeligt. Ikke at de behøver tage det så tungt, for narrativet er forlængst etableret og skal bare vedligeholdes: ‘fake but accurate’.

Hvor antallet af borgere med ikke-vestlig baggrund i København udgør 15 procent, så er det kun fire procent på Christiania. Vores indflytningsregler ‘er kollektive’, forklarer Ole Lykke Andersen, talsmand for Christiania i et interview med Berlingske.

I USA kalder de det ”Trump Derangement Syndrom”, I Skandinaven kan vi tale om et ”Trump-delirium”. Absolut alle spørgsmål vendes mod den amerikanske præsident. Det virker næsten som om journalisterne har en egen sadistisk glæde i at stikke kniven i præsidenten.

Kenneth Priisholm er en af de personer, der på Facebook har forsøgt at problematisere, at jeg har skrevet, at filminstruktør Finn Nørgaard var “på vej mod højre”, inden den palæstinensiske terrorist Omar El-Hussein skød og dræbte ham foran Krudttønden.