Tingbjerg skal løftes. 30 års integrationspolitik har ikke kunnet løse problemerne med indvandring, så nu vil kommunen flytte nogle andre mennesker ind. Syv unge familier fra Nørrebro tilbydes rækkehuse til under halvdelen af markedsprisen mod et løfte om at blive boende i fire år.

Kommunens erklærede ambition er at gentrificere området “max opad”, formuleret uden antydning af skam af en af bagmændene. DR sender et kamerahold med, og resultatet er dokumentarserien ”Tingbjerg-eksperimentet”. Det er kosteligt tv, forrygende lærerigt, morsomt og dog samtidig trist.

De rigtige hvide

Tilflytterne er alle hvide akademikere fra Nørrebro. En af fædrene markerer dog tidligt, at han ikke bryder sig om “rige, hvide mennesker”, og konen nikker bekræftende. De er åbenbart hvide på en anden og mere oplyst måde.

De nye rækkehuse er opført midt imellem de eksisterende boligblokke, og tilflytterne finder hurtigt sammen, men kun med hinanden. De er meget optaget af ikke at have fordomme. Til gengæld indgår der ingen legeaftaler med de mørkhudede nabobørn, og ingen egentlig samtale med de familier, der har boet i området i årtier.

Ved nytårsbordet falder det en af fædrene naturligt at nævne, at han engang har trænet en af kongehusets sønner i fodbold. De muslimske kvinder i området har deres egen, mere kontante vurdering af det hele: Tilflytterne skulle have taget til Jylland i stedet!

Maja redder verden

Seriens absolutte centrum er Maja. Hun er dokumentarens hjerte, motor og komiske nerve.

Allerede inden familien er flyttet ind, støder hun tilfældigt på sine kommende naboer. Hendes første instinkt er at foreslå en alliance om at sende børnene i samme institution. Så meget for multikulti-idealet. Hun er også synligt utilfreds over, at en anden familie har fået det store hus. Så meget for antikapitalismen.

Hierarkiet er allerede ved at blive forhandlet.

Majas særlige talent er at stille spørgsmål. Til skolelederen: “Hvordan forholder skolen sig, hvis der er en elev, der er queer? Har I en egentlig LGBT+-politik?” Skolelederen må meddele, at der ikke er nogen queer-elever på den indvandrertunge skole. Det skuffer Maja. Hendes teknik er raffineret: Ved at formulere sine politiske krav som spørgsmål undgår hun at fremstå som den, hun er. Men effekten er den samme.

Samme fremgangsmåde anvendes i børnehaven, da Majas søn har gjort den observation, at en af legekammeraternes mødre er “sort”. Dette betragter Maja som en sag, der kræver opfølgning. Pædagogen forsikrer roligt, at det er aldeles normalt, at små børn også kan se hudfarver. Maja er ikke beroliget.

Kort efter iværksætter hun et oplysningsforløb over for samme pædagog om, at de oprindelige folk i Amerika ikke selv har valgt betegnelsen “indianer”. Så den sprogbrug må ophøre.

Hvad hun ikke bemærker, er, at hun selv er flyttet ind i et rækkehus bygget på de grønne arealer, som områdets beboere satte pris på – som de kolonisatorer, hun netop har holdt et belærende foredrag om.

Om aftenen læser hun venstreorienterede bøger om hudfarve højt for sine små børn.

Majas dydssignalering

Hendes mand Thomas begår den fejl at omtale fattige lande som “tredjeverdenslandene”. Han rettes på stedet. Han begår også den fejl at sige, at han aldrig har mødt en non-binær. I den efterfølgende scene er han iført en Pussy Riot-t-shirt til afveksling for den militante, venstreradikale t-shirt med skydevåben. Man kan kun gætte på sammenhængen.

Majas dydssignalering er ellers ofte rettet mod mennesker, der befinder sig lavere i det kulturelle hierarki end hende selv. Folk der ikke tør sige hende imod.

Serien slutter med, at sønnen Saxo begynder i den lokale, multikulturelle skole. Maja græder af glæde. Fire års arbejde med at overvinde egne fordomme er nu konverteret til den form for kulturel kapital, der virkelig tæller i hendes omgangskreds: et barn placeret midt i al den mangfoldighed.

Claus og mulighedernes mand

Claus er ikke så kompleks en størrelse. Han savner kaffebarer. Han vil have adgang til en kommunal visionspulje og et krea-rum, han kan indrette ordentligt. Han mener bestemt, at man burde tale om muligheder frem for problemer.

For nogle sølle hundrede kroner mere per beboer, kunne man udrette underværker. Til tilflytternes forslag hører også mikrobagerier, et mikrobryggeri og en pop-up Noma. En repræsentant fra kommunen oplyser tørt, at adskillige af de nuværende beboere har vanskeligt ved at betale huslejen.

Det er træls, fornemmer man på Claus. Ak, ja, underklassens bekymringer er så triste, de fattige er så tvære.

Jens Kramer Mikkelsen, tidligere overborgmester og projektets utroligt selvglade, politiske faderskikkelse, gæster Tingbjerg og holder tale. Han er ikke til at misforstå: “I skal være vildt glade for det her.” Det siger han så mange gange. Vel fordi, han ikke selv tror på det.

Det er ham, der har formuleret ambitionerne om at gentrificere “max opad”. Han bor selvfølgelig ikke selv i Tingbjerg.

Badeforhænget

De muslimske kvinder i naboejendommene har hængt badeforhæng op på deres altaner. Årsagen er, at de nye rækkehuse har fjernet det private rum, der tidligere gjorde det muligt at sidde uden den belastende hijab og trække vejret i fred.

Det er integrationseksperimentets uforudsete bivirkning: En konkret forringelse af tilværelsen for de mennesker, projektet angiveligt skulle gavne.

Midt i alt dette sidder Lillian ved bankobordet. Hun er den eneste etnisk dansker i sin opgang og husker den dag, kommunen lovede, at der aldrig ville bo mere end én fremmed familie per opgang. Den dag virker fjern nu.

Vi ser ikke de unge mænd i området, men ser dog et klip om et skuddrab i området. Vi hører meget lidt fra de muslimske familier bag badeforhængene. Beboerformand Anja kommenterer dog de nyankomne frelsere med tre ord: “Giv det fem år.”

Sheik, en ældre indvandrer, der rent faktisk arbejder for integration ved at være træner for cricketholdet, siger om de nye frelsere: ”De laver en ghetto i ghettoen”. Det er seriens skarpeste replik.

DR’s dokumentar vil gerne fortælle, at Tingbjergs problemer er politisk skabte. En af tilflytterne kalder den tidligere ghettopakke “sygt racistisk.”

Det er problemerne ikke. De skyldes, at mennesker gerne vil bo sammen med dem, de ligner. Det er ikke racisme. Racismen kommer derimod helt andre steder fra.

Efter fire år sælger en af nabofamilierne deres rækkehus. Fortjenesten er 2,5 millioner kroner, skattefrit. Eksperimentet er officielt afsluttet. Tingbjerg er stadig Tingbjerg. Men nogen har gjort en god handel.

Af Kasper Støvring, forfatter