Albrecht Dürer Skull (1521)

Frederik Lind Køppens debutsamling “Stjernens navn er malurt” er netop udkommet på Forlaget Umbra.

 Titlen er hentet fra Johannes’ Åbenbaring, kapitel 8, hvor en stjerne falder fra himlen og forgifter vandene. Samlingen taler fra et sted, hvor noget er gået galt, hvor vandet er bittert, og hvor digterjeget råber op som en ensom stemme i den faldne verden.

Køppens bog indvarsler en ny stemme i litteraturen, der skriver om en kultur i dybt forfald, om masseindvandringens konsekvenser, om vold og overgreb, stofmisbrug, seksuel vulgarisering, Pride, OnlyFans, fosterfordrivelse, humanitært hykleri og tab af det ophøjede med en intensitet og vildskab, der er sjældent set i dansk poesi.

Samlingens komposition udgør en bevægelse fra mørke mod lys, fra vrede mod bøn og forsoning, fra det mørke forfald mod den lysende have.

Bogen er både stødende og aggressiv, men som kunstnerisk nødvendig form og materiale, ikke som mål. Og det lyriske jeg, der proklamerer og fordømmer og beder, er en litterær konstruktion i en lang tradition for profetisk og apokalyptisk litteratur, ikke en politisk erklæring fra forfatteren.

Når jeg nævner det, skyldes det, at man kan kalde det højreorienteret poesi, som har været den gængse betegnelse i den aktuelle debat, hvor Køppen har spillet en central rolle. Men det drejer sig netop også om noget dybere end politik: et menneskesyn, et historiesyn og et sprogsyn, der adskiller sig fra den poetik, som har domineret dansk litteratur.

Konservativ litteratur er en bedre betegnelse forstået som bestemt måde at forholde sig til tradition, tab, tro og det transcendente.

To poetikker

Den venstreorienterede poetik bygger på forestillingen om mennesket som formbart og undertrykt: et subjekt, der skal frigøres fra de strukturer, der holder det nede. Historien er fremadskridende, kunsten skal bidrage til forandringen, sproget er et magtredskab der skal dekonstrueres, og det transcendente er mistænkeliggjort.

Den konservative poetik bygger på et andet menneskebillede.

Mennesket er forankret: bundet til det partikulære, til slægt, sted, sprog og tradition. Det er et tragisk væsen, der ikke kan frigøres fra sin natur, men må lære at bære den med værdighed. Historien er cyklisk: civilisationer opstår, blomstrer og forgår. Sproget er ikke et magtredskab, men en levende arv der skal plejes. Det transcendente er ikke mistænkeliggjort, men tilstræbt eller sørget over som noget tabt.

Kristen modernisme

Kristendommen spiller en særlig rolle i denne poetik som bærer af en civilisatorisk erfaring og en metafysisk dimension, som moderniteten har kasseret med store omkostninger.

Hos Køppen er den kristne dimension både til stede som allusion og eksplicit anråbelse, fra de bibelske billeder i åbningsdigtet til epilogens næsten liturgiske sprog. “I DET DYBESTE ÅNDEDRAG ER GUD”, lyder det i teksten “Et evangelium for den nye tid”.

Det er en mystisk og fænomenologisk formulering, ikke en dogmatisk: Gud erfares i vejrtrækningen, i stilheden, i det mest elementære, snarere i slægt med kristen mystik end med trosartikler.

Den konservative poetik har dybe rødder i europæisk litteraturhistorie. T.S. Eliot er den mest markante figur. Hans konversion til anglokatolsk kristendom var en bevidst forankring i en civilisatorisk arv, som moderniteten var ved at kaste over bord. “Classicist in literature, royalist in politics, and Anglo-Catholic in religion”.

Den største fornyer af modernistisk litteratur var samtidig troende katolik, traditionsbevidst og dybt politisk konservativ!

Den konstruktion kender man ikke i dansk litteratur. Om den får et gennembrud, må tiden vise. Men hos Køppen er kristendommen til stede som bærer af en metafysisk erfaring, som sekularismen har kasseret til sin egen skade.

Længslen efter hårdhed og tyngde

Dekadencekritikken er en naturlig del af samme poetik. Køppens beskrivelser af indvandrerghettoen, af den såkaldt frigjorte kvinde, af chemsex og forfald er udtryk for en civilisationskritik, der spørger, hvad der sker med et folk, når det mister evnen til at skelne mellem godt og ondt, sandt og falsk, skønt og hæsligt.

Det kulturelle selvhad behandles som en patologi. “Verden kunne være smuk, og dette er din største synd: din forbrydelse mod det sublime, det ophøjede”, skriver Køppen i “Åbent brev til søster Syfilis”.

Pornoficeringen af kulturen og normaliseringen af det grænseoverskridende ses i konservativ poetik ikke som frigørelse, men som det modsatte. Masseindvandring og islamisering læses i dette lys tilsvarende som konkrete trusler mod den kulturelle substans.

Hvad konservative forfattere deler, og hvad Køppen arver fra dem, er det, der på tysk er blevet kaldt ”Sehnsucht nach Härte und Schwere”: en længsel efter hårdhed og tyngde. Forkastelse af oplevelsessamfundets trivialkultur, en beundring af eksistentiel alvor, en afvisning af den lette løsning, den sentimentale trøst, det uforpligtende.

Det udtrykker en trang til at vende sig bort fra den moderne verdens nivellering for derimod at søge ind i erfaringer af fare, sorg, skæbne og offer, et ønske om at genetablere en forbindelse til det tragiske og mytiske som grundform.

Med Køppens debut har denne tradition for første gang i mange år fundet en dansk stemme, der taler med konsekvens herom.

En tilbagevenden til haven

Køppens samling er vred, ja, til tider uudholdelig. Men vreden er båret af noget stærkere: en fornemmelse af, at verden kunne have været anderledes, at skønheden og det ophøjede er virkelige størrelser, at tabet af dem er et reelt tab.

Denne type litteratur er førpolitisk. Den spørger, hvad et menneske er, når det er afskåret fra traditionen, fra det hellige, fra de fortællinger, der giver livet retning og mening.

Epilogens klosterhave er derfor en af samlingens vigtigste billeder. Her falder versalerne væk, tempoet sænkes, og sproget bliver lavmælt og næsten bedende.

Bevægelsen gennem samlingen er klassisk treleddet: nedstigningen i mørket, kampen i mørket, opstigningen mod lyset. De latinske plantenavne, sativum, rosmarinus, satureja, thymus, salvia, vitis, forankrer teksten i klosterhavens konkrete og historiske orden. Det er den have, munkene gennem århundreder dyrkede som et billede på civilisationens bevarede kerne midt i kaosset udenfor.

En have med rod og et lys der ikke slukkes. ”Indenfor murene, som vi prægtigt bygger op efter guders og forfædres forbillede, / hvorfra varmen emanerer og velsigner de opbundne ranker / her kan vildskaben tilrettes / her kan udfoldelsen ledes.” Og her finder vi også samlingens mest sårbare linje: “Når jeg ser min datter vokse, når gode, blå øjne, fuld af hemmelig gensidighed, hviler på mig, da ser jeg haven og himlen.”  Al vreden, al forfaldsbeskrivelsen, al den apokalyptiske retorik peger til sidst mod dette: et barn, en have, et lys. Gud.

Radikalkonservativ poesi

Det er en form for radikalkonservativ poesi. Radikalismen angår den konsekvente brug af de kunstneriske midler samt intensiteten og uforsonligheden i den bærende kulturkritik. Men samtidig – og umiddelbart paradoksalt – konservativ, fordi hele bestræbelsen bæres af en søgen mod noget renere, højere, bedre.

“Sandheden er at kende sig selv, at leve indenfor den gode skabelses orden, at vide, at den var udstukket længe førend, at vi lå i moders liv.” Der gives en orden, som ikke er menneskeskabt, og som mennesket må leve i forhold til, ikke på trods af.

”Stjernens navn er malurt” er en sjældenhed i nyere dansk poesi. Den vil få mange kritikere, endda modstandere. Om den virkelig varsler et nybrud, er selvfølgelig endnu uvist. Men malurtens stjerne er steget på himlen. Og den drager os nærmere.

Frederik Lind Køppen: Stjernens navn er malurt. Forlaget Umbra. 200,- kroner https://forlaget-umbra.dk/vare/stjernens-navn-er-malurt-tekster/

Af Kasper Støvring, forfatter, cand.mag., ph.d. i litteraturvidenskab