DR viser for tiden en dokumentarserie om den norske maler Odd Nerdrum. Det er en god anledning til at se nærmere på den mesterlige maler. Hvorfor er han så kontroversiel? Og hvorfor er han så god?

Odd Nerdrum er en anomali. I en tid, hvor kunsten helst skal være koncept og kommunikation, står han ved staffeliet og maler, som om de gamle mestre stadig levede. Han kan i den forstand sammenlignes med den lige så fremragende, danske maler Thomas Kluge.

Som Kluge er Nerdrum også blevet beskyldt for at male kitsch. Nerdrum har endda selv valgt ordet “kitsch” om sit projekt. Det er ikke ironisk ment. Man skal derimod forstå det som en krigserklæring mod en kultur, der vil forklare alting og derfor ikke længere ser noget.

De ser slet ikke, hvor antimoderne i positiv forstand Nerdrums projekt er. Det er utidssvarende kunst i Nietzsches betydning: Kunst, tiden mangler, men har brug for.

Strauss om Nerdrum

I litteraturen finder vi et åndeligt slægtskab hos den tyske digter og kulturkritiker Botho Strauss, og netop Strauss har skrevet et dybt og originalt essay om Nerdrum.

Strauss ser i Nerdrum en kunstner, der har skabt en lukket modverden til den moderne billedkunst.

Hvor samtidskunsten drejer sig om idéer, institutioner og kritisk strategi, viser Nerdrums lærreder en anden orden: Epifaniske billeder, der rammer som chok. En mytisk intensitet, som ikke kan oversættes til teori.

Nerdrum er maler for alt det, vores tid helst vil tale væk. Sandheden kommer til syne som pludselige epifanier, som billedchok, der ikke kan forklares, men kun bæres; som mytiske scener og en næsten ubærlig intensitet, der ligger langt uden for den oplyst-rationelle samtales rækkevidde.

Nerdrums billeder viser, at mennesket er indfældet i en orden, det ikke selv har skabt. I stedet for at iscenesætte identitet og det liberale individs suveræne selvbeherskelse, viser han mennesker som væsener, der står over for noget ældre og mere uigennemskueligt end dem selv: jord, himmel, tid, skyld, skæbne, tragedie.

Landskaberne er tidløse, kostumerne gådefuldt historieløse, og figurerne lever ikke i et genkendeligt “nu”, men i en slags permanent eftertid. I selve værkernes grundstemning ligger tilsvarende en anknytning til det førmoderne: En mistillid til fremskridtstro, en dyb viden om tragediens uafvendelighed og en intuition om, at værdighed opstår i måden, man bærer sin ulykke på.

Hvor den moderne bevidsthed løber mod næste løsning, standser Nerdrum tiden og lader os se, hvad det betyder at være bundet til skæbne, arv og en verden, der var der før os og vil være der efter os.

Det antimoderne hos Nerdrum

Det antimoderne viser sig også i Nerdrums afvisning af selvskabelsens ideal. Figurernes verden er ikke plastisk, men præget af uafvendelighed: De træder ikke ind i en åben fremtid, men befinder sig i situationer, hvor udfaldet allerede synes indskrevet i scenen.

Det kommer til udtryk i den måde, kroppe er anbragt på – som om de reagerer på kræfter, der går på tværs af deres egne intentioner – og i en billedøkonomi, hvor alt overflødigt er skåret væk, så kun det uafvendelige står tilbage.

Også Nerdrums forhold til stil og teknik er antimoderne: Han insisterer på langsomt, håndværksmæssigt arbejde og en genoptagelse af en figurativ tradition, som den moderne kunst officielt har lagt bag sig.

Hvorfor gør Nerdrum – og Thomas Kluge – det?

Fordi den menneskelige grundsituation – sårbarhed, skyld, længsel efter mening – bedst bæres af former, der allerede har vist deres holdbarhed gennem århundreder. I en kultur, der hylder brud og nyhed, svarer Nerdrum med kontinuitet og tyngde.

Odd Nerdrum The Cloud 1985

Hos Nerdrum bliver alt det, som den dominerende, optimistiske fornuft håber at kunne løse gennem samtale og argument, flyttet over i billeder, der ikke kan svare igen. Hvor den moderne tænkning forstår mennesket som deltager i en åben dialog, viser hans malerier et menneske, der står over for erfaringer, som ikke kan forhandles: død, tab, skæbne, nåde.

I stedet for gennemlyst transparens får vi gådefuld fortætning; i stedet for idealet om herredømmefri kommunikation får vi figurer, der ikke engang kan kommunikere med hinanden, men kun med en dunkel horisont.

Nerdrum maler den rest af erfaring, som bliver tilbage, når man har talt sig igennem alt og opdager, at der stadig står en nøgen krop under en tung himmel.

Kitsch som modkunst

Tilbage til spørgsmålet om kitsch.

For Strauss er det afgørende, at Nerdrum ikke blot tolererer etiketten “kitsch”, men selv gør den til program, og at dette netop er hans storhed. I en kunstverden, hvor kitsch normalt er skældsord for sentimentalitet og teknisk dygtig, men åndeligt tom efterligning, kan man vende perspektivet om: Hos Nerdrum er kitsch den form, hvori den forviste alvor kan vende tilbage.

At malerierne ligner noget fra en tabt figurativ tradition, er tegn på modstand mod en modernitet, der har mistet forbindelsen til det tragiske og metafysiske. Kitsch betyder her: Billeder, der tør være patetiske, fortællende, “for meget”, og som netop derfor kan bære erfaringer af tragedie, skæbne og nåde, som den højrøstede, ironiske samtidskunst ikke længere kan rumme.

Nerdrums kitsch vil ikke indgå som ironisk kommentar i den moderne kunstcirkulation; den er alvorligt ment, og det er præcis det, der gør den skandaløs.

Hvis Nerdrum malede modernistisk, ville værkerne før eller siden blive indoptaget og tæmmet som stil i den moderne kanon og moderne kunstinstitution. Kitsch er bevidst anakronisme, alvorligt ment patos, kompromisløs figurativ fortælling på tværs af den moderne kunsts spilleregler.

Netop derfor fungerer Nerdrums maleri som modkunst, men ikke i den gamle avantgardeforstand, hvor det nye sprænger det gamle, men omvendt: Det gamle, forviste formsprog vender tilbage for at sprænge samtidens selvfølgeligheder indefra.

Return of the Sun

Lad os til sidst se på mesterværket “Return of the Sun” fra 1986.

Tre unge kvinder står på kanten af verden og rækker ud mod et lys, vi aldrig ser direkte. Munde og øjne er åbne, men øjnene er matte, blinde, må vi formode; de reagerer på en glans, de ikke kan se. Blindheden viser netop, at relationen til horisonten ikke er oplyst indsigt, men en dunkel, mytisk dragning: Mennesket står her ikke som seende, moderne subjekt, der behersker sit perspektiv, men som et væsen, der famler mod et lys, det både er afhængigt af og truet af. Som om de både beder og skriger mod noget, de kun fornemmer.

Er solens genkomst frelse eller undergang?

Billedet svarer ikke. Maleriet efterlader os i uro og holder os fast i en dobbelthed, den moderne bevidsthed helst vil slippe: At horisonten både kan være begyndelse og ende, både løfte og dom, nåde og fortabelse.

At tiden kan være ved at rinde ud, samtidig med at noget andet er på vej ind.

Mennesket er et skrøbeligt, delvist blindt væsen under en urolig himmel.

Der findes stadig sandheder, som kun anes, når lyset pludselig falder over et lærred.

Af Kasper Støvring