HBOs meget omtalte serie Euphoria er blevet hyldet som den store, progressive ungdomsserie om sex, stoffer, køn og identitet.

De unge kvinder i serien ”lukrerer på deres krop og seksualitet. De går klædt, som det passer dem, har sex, som det passer dem, og forstår, at det ikke har nogen direkte sammenhæng med deres værdi eller selvrespekt. Imens er mange af de mandlige personer et nuanceret studie i giftig og særligt skrøbelig maskulinitet.” Sådan hedder det f.eks. i en anmeldelse i Ekko.

Det er en klassisk frigørelseslæsning: Sex, selvfremstilling og digital eksponering forstås som empowerment, ikke som problem. Serien roses for at være følsom, respektfuld og “med” de unge. Et generationsportræt, der tager unge kvinders seksuelle selvbestemmelse alvorligt.

Andre læsninger anskuer serien som en strukturel, feministisk kritik af patriarkalsk middelklassekultur og krænkelseskultur. Atter andre som en queer, magtkritisk frigørelsesfortælling, hvor billedet af sex, stoffer og identitet skal frigøre de unge fra skam snarere end bekræfte konservative normer.

Syndefaldet

Sådan har det i hvert lydt i de to første sæsoner. Men nu er syndefaldet sket:

Tredje sæson, der netop er udgivet, kritiseres af anmeldere, fordi den ikke længere bekræfter den progressive fortælling. ”Forræderi” raser Politikens anmelder, der vantro spørger, om serien har ”en værdimæssig kerne, eller er det hele bare kynisk kaos, ragebait og patter?”

Den smagsdom vakte øjeblikkeligt min interesse. En serie, der kun får en enkelt stjerne i Politiken. Dén serie måtte jeg se.

Jeg har ikke set de to første sæsoner, men satte mig altså for at se de tre afsnit, der indtil videre er sendt i den tredje sæson. Mit indtryk er det modsatte af de danske anmeldere: Euphoria har værdi, netop fordi den fremtræder som et konservativt anklageskrift mod den grænseløse frigørelsesideologi.

Politiken mener, at kameraet ”nydelsesfuldt svælger i seksualiseret nedværdigelse af kvinder”. Jeg forstår anmelderens væmmelse. Fentanyl‑bolde sluges som var det hard core porno blowjob, kvinder skider i miniskørter, en hund slikker dem mellem benene, kvinder poserer i snor på OnlyFans. Alt er ulækkert, lummert og iskoldt, nøjagtigt som anmelderen skriver.

Euphoria er ikke et progressivt projekt

Men jeg ser det ikke som ”nydelsesfuldt”. For spørgsmålet er, om det er serien, der forråder sit publikum. Eller om det er den progressive reception, der nu opdager, at det frigørelsesprojekt, man projicerede ind i de første sæsoner, aldrig har eksisteret.

Politikens anmelder indrømmer: ”Vi var mange, som elskede [serien], netop fordi den var – troede vi – en dyb kritik af seksuel vold. Af overgreb, fra samfundet, fra normer, fra magtfulde mænd.”

Euphoria skulle være magtkritisk queerness med empati og indsigt; tidsånden som venstreorienteret frigørelsesfortælling.

Konservatisme i progressive gevandter

Men her er det nødvendigt at tage serien mere alvorlig, end dens – nu skuffede – fans gør. Nogle anmeldere er inde på dette, som Jesse Arm i Unherd,  der i Euphoria ser en slags konservativ kunst pakket ind i progressive klæder.

Serien prædiker ikke dyd, men viser, hvad et liv uden grænser gør ved mennesker. Nemlig ødelægger dem. Altså en kras kritik af en kultur, hvor pornoficering, normløshed og økonomisk udbytning er blevet livsform.

At serien er konservativ, er på ingen måde en selvfølgelig dom. Konservative meningsdannere har også fordømt serien, fordi den netop ligner enten moralistisk progressivitet eller amoralsk vulgaritet.

Så hvordan kan jeg vide, at serien er konservativ? At den ikke bare nydelsesfuldt svælger i ulykke og spekulerer i undertrykkelse? At den netop ikke er kynisk, men faktisk har en ”værdimæssig kerne”?

Det kan jeg, fordi den, ser man nøjere efter, rummer modbilleder til ulykken.

De opbyggelige modbilleder

Hovedpersonen Rue havner hos en kristen familie i Texas: et beskedent hjem, en stor flok børn, et liv organiseret om tro og lokal forankring. De tager imod hende, hjælper hende, de giver hende mad, seng og en billet videre uden at kræve noget igen. Altså den så hyppigt udskældte småborgerlige, ”højreorienterede” kernefamilie.

Det samme gælder figuren Ali, Rues AA‑sponsor. Han er troende, taler om Bibelen (som Rue senere lytter til i sine mange bilture) og forsøger at forklare en yngre, libertær generation, at moral ikke er det samme som had.

Over for ham står den refleksagtige afvisning: Alt, hvad ikke bekræfter den seksuelle ortodoksi, udskriges som indskrænkethed. Serien lader ham ikke vinde argumentet med en løftet pegefinger, men den giver ham tyngde og autoritet; han er faktisk det tætteste, Euphoria kommer på en far.

Men i den danske reception fylder figuren ingenting.

Jeg har ikke noget sted læst om alle disse opbyggelige modbilleder. Hvorfor er anmelderne så blinde for dem?

Den intolerante tolerance

Tag også scenen, hvor Rue antyder over for Lexi, at hun er ved at nærme sig noget religiøst. Lexi svarer, at hun ikke kan være venner med en kristen, fordi kristne er dømmende. Som Arm påpeger: Man behøver ikke være kirkegænger for at høre ironien: frigørelsesideologiens tolerance rækker til alt – undtagen den, der faktisk tror på noget andet end frigørelsesideologi.

Serien gør ikke et stort nummer ud af scenen. Den konstaterer bare, at de unge, der kalder sig åbne og inkluderende, i praksis er dybt intolerante over for tro og tradition.

Jeg bed ekstra mærke i dette, da jeg lige har læst en stor britisk undersøgelse om radikaliseringen af unge kvinder. De er blevet meget mere progressive, end mænd er blevet konservative; de bryder sig hverken om mænd, deres land, ligesom de ikke ønsker at få børn. Og så er de dybt ulykkelige.

Måske var de “empatiske” briller i 2019 den illusion, der nu skrælles af, så kun empirien står tilbage. Altså en generation, der har gjort sig selv til varer, fordi de fik at vide, at grænser var undertrykkelse.

Euphoria er – måske – mere subtil end vi tror

Den danske reception tager fejl, tror jeg.

Den kan endelig læses som det, den måske hele tiden har været. Nemlig et uafrysteligt billede af livet i et samfund, hvor de gamle ord om mådehold, skam, ære, familie og tro er latterliggjort i så høj grad, at de færreste kan tale om dem og leve efter dem. Resultatet er ikke frigjort lykke, men fentanyl, OnlyFans og døde, nøgne kroppe.

Har jeg ret, bliver det at fordømme serien derfor en måde at slippe uden om de svære spørgsmål. For hvis serien bare er Sam Levinsons perversion, kan vi fortsætte med at tro, at problemet ligger hos ham, ikke hos os, vores kultur.

Den mere ubehagelige mulighed er, at Euphoria viser vores egen kultur uden filter. I så fald er forræderiet, Politikens anmelder skriver om, ikke, at serien har forladt den venstreorienterede frigørelse. Forræderiet er, at vi stadig insisterer på at kalde det, vi ser, frigørelse.

Det er en subtil læsning, og måske har jeg ikke ret. Det vil seriens fortsatte afsnit vise. Det bliver spændende at følge.

Af Kasper Støvring