Forud for det ungarske valg på søndag er kritikken igen haglet ned over Viktor Orbán for korruption og indskrænkning af retsstaten. Det er nu det ungarske folk, der skal vurdere betydningen af denne kritik, og på et tidspunkt rinder tiden jo ud for selv den mest populære regeringsleder.

Vi andre må derimod kaste et kritisk blik på selve kritikken, der fremføres af europæerne, særligt EU.

For der er noget besynderligt ved, at et overnationalt bureaukrati uden demokratisk mandat sætter sig til dommer over, om et land med demokratiske valg og et folkevalgt flertal lever op til demokratiets krav. Ungarn har en vælgerbefolkning bag sig. Kommissionen har en traktat. Det udemokratiske – men liberale – EU ville med det samme falde, hvis de samme kriterier, man anvender over for Ungarn, skulle gælde for EU selv.

Før vi ser på den europæiske dobbeltmoral i forhold til Ungarn, er det værd at dvæle et øjeblik ved det liberale misforhold til demokratiet.

Liberalismens skjulte frygt

Den amerikanske jurist Adrian Vermeule har identificeret en strukturel spænding i det liberale projekt: Det har brug for demokratiets legitimitet, men lever i konstant frygt for, hvad demokratiske flertal kan beslutte, når de ikke følger den liberale dagsorden.

Et regime uden demokratiske ambitioner – som Kina eller Saudi-Arabien – vækker derfor ikke den samme harme som et regime, der holder frie valg, men fører en politik, liberale eliter anser for uacceptabel. Det første er en fremmed magt. Det andet er en afviger inden for familien. Og en sådan er Ungarn.

Vermeule beskriver det som forskellen på hedningen og apostaten. Hedningen har aldrig tilhørt menigheden og kan behandles med en vis ophøjet distance. Apostaten derimod har svigtet, og svigt straffes hårdere end fremmedhed.

Orbán har vundet en lang række valg, og han regerer med flertal. Det er netop dét, der gør ham så truende for dem, der helst så demokratiet fungere som en procedure, der altid producerer de rigtige resultater. Nemlig liberale.

Hegnet, Europa siden har bygget

Så til den europæiske dobbeltmoral, som den britiske professor Doug Stokes har udpeget på to afgørende områder. Det første er indvandringen.

I sommeren 2015 opførte Ungarn et mægtigt stålhegn langs den sydlige grænse for at dæmme op for masseindvandringen fra særligt Afrika og Mellemøsten. Reaktionen fra EU’s institutioner var omgående fordømmelse. Den daværende Kommissionsformand Jean-Claude Juncker irettesatte Orbán offentligt, og den tyske velkomstkultur satte standarden for, hvad et ansvarligt EU-land forventedes at mene. Med katastrofale følger.

Et årti senere ser kontinentet da også anderledes ud. Ifølge Europa-Parlamentets forskningstjeneste voksede den samlede længde af EU’s grænsebarrierer fra 315 kilometer i 2014 til over 2.000 kilometer i 2022. Altså en syvdobling. Mindst 11 medlemslande har siden fulgt Ungarns eksempel.

EU’s migrations- og asylpagt, som blev vedtaget i 2024, bygger på principper, der i al væsentlighed svarer til dem, Budapest forsvarede i 2015: Stram grænsekontrol, muligheder for tilbageholdelse af migranter og en anerkendelse af, at fysisk omfordeling af asylansøgere ikke er obligatorisk for alle. For nylig meddelte den tyske kansler Friedrich Merz så, at over 80 procent af syrerne i Tyskland forventes hjemsendt inden for tre år, vel at mærke til et land uden sikkerhedsgarantier.

Bruxelles har altså i praksis gjort Orbáns politik til sin egen. Men sanktionerne mod Budapest består.

Hykleri af værste skuffe.

Energiens dobbeltregnskab

Den anden form for dobbeltmoral, Stokes anholder, handler om energi.

Ungarn er blevet kritiseret for sin fortsatte import af russisk energi. Det præsenteres som udtryk for en villig politisk underkastelse under Kreml. Men billedet er mudret og mørkt som russisk råolie.

I december 2025 lå Frankrig og Belgien som henholdsvis anden og tredjestørste importør af russisk energi i EU. Spaniens import af russisk LNG, altså flydende naturgas, steg samme måned med 27 procent. Belgiens import via Zeebrugge er siden den fjortende sanktionspakke steget med 76 procent. EU som helhed er Ruslands største aftager af både LNG og rørledningsgas.

Hertil kommer, at olieprodukter – raffineret i Indien og Tyrkiet på grundlag af russisk råolie – frit strømmer ind i EU uden protester. Russisk olie skifter blot navn undervejs.

Man kan knapt skære gennem dobbeltmoralen. Så tyk er den.

Straffen, der kun rammer én

I 2022 indefrøs EU over seks milliarder euro i ungarske strukturfonde med henvisning til problemer med retsstatsprincipper. Polen havde under sin tidligere regering sammenlignelige problemer og på visse punkter mere alvorlige, ifølge Stokes. Men Polen blev behandlet langt mildere, da landet demonstrerede opbakning til EU’s Ukraine-linje. Ikke ligefrem et konsekvent europæisk retsprincip. Det lugter snarere af politisk prioritering.

Den mekanisme, der muliggør indefrysningen af de ungarske midler, blev vedtaget trods Ungarns protest og uden traktatændring. Den giver Kommissionen – et ikke-demokratisk organ – beføjelse til at tilbageholde midler fra suveræne medlemslande på grundlag af vurderinger, hvis kriterier Kommissionen fastsætter og fortolker.

Det er en magtkoncentration, som burde give anledning til principiel diskussion også uden for Budapest.

Ret på det forkerte tidspunkt

Som Stokes skriver, er Orbán ikke uden fejl. Korruption svækker statens legitimitet. Politisk styrede domstole undergraver borgernes retssikkerhed. Kritik af disse forhold er berettigede.

Men der er en forskel på saglig kritik og selektivt anlagte standarder. Ungarn straffes for en migrationspolitik, Europa siden har vedtaget. Landet kritiseres for en energiafhængighed, kontinentet deler. Og det er et land, der er straffet for forhold, der også burde have ramt andre.

Af Kasper Støvring