Ayaan Hirsi Ali har netop udtalt, at hun som følge af Iran-krigen forventer en ny flodbølge af fanatiske muslimer i Europa.

Fra de europæiske regeringer og deres overherrer blandt bureaukraterne i Bruxelles skal muhamedanerne ikke frygte nogen modstand. De europæiske eliter har for længst besluttet, at den islamiske invasion er et nyttigt redskab i deres bestræbelse på at underminere nationalstaterne – en bestræbelse, der har båret frugt i godt og vel 50 år.

Den muslimske magtovertagelse har nu stået på så længe, at europæerne er begyndt at opfatte invasionen som et naturligt vilkår, som man ikke kan gøre noget ved – lige så lidt som man kan forhindre sommeren i at blive afløst af vinteren. Denne gang drejere det sig imidlertid ikke om årets gang, men om vores rejse ind i et evigt vintermørke.

Magthaverne kan ikke være uvidende om, hvad der venter os (Ayaan Hirsi Ali er ikke), men ligesom Frankrigs herskere før revolutionen i 1789 vælger de at sige: Efter os syndfloden. Lad os sole os i magten og privilegierne, så længe vi kan. Lad os nyde vores status som ombejlede velmenere, der får rosende omtale i systemets medier. Fremtiden interesserer os ikke, og vi har folk til at fylde godmodige borgere med ammestuehistorier om ”multikulturens” lyksaligheder.

Alt mens det nationale fællesskab bliver undergravet, og det fædrelandssindede mindretal bliver forfulgt og lagt for had, ser vi i disse dage, at mennesker stadig har brug for fællesskab – for noget at tilhøre.

Derfor oplever vi massedemonstrationer i USA og London, hvor hundredtusinder marcherer under besynderlige slagord som ”No Kings”. Få af demonstranterne har bemærket, at hvis Donald Trump virkelig var en enevældig konge, ville han have forhindret dem i at demonstrere.

Det karakteristiske ved masseoptogene er, at de ikke har noget fælles fokus. De er forsamlinger af kommunister, jødehadere, sexfanatikere, muslimer og pensionister, der ikke har andet at bruge dagen til og har godt af en gåtur. Men de føler alle den fælles varme gribe dem om hjertet, og når de er færdige med at demonstrere, går de hjem i bevidstheden om at have udrettet noget betydningsfuldt.

Folk vil have fællesskab, og forbyder politikerne og EU, at det bliver et nationalt fællesskab, vælger de andre – om ikke andet så de mest absurde og destruktive.