Det vrimler med teorier, forudsigelser og forslag til, hvad Trump skal gøre med krigen mod det iranske styre.

USA’s demokratiske parti håber med få undtagelser, at Trump må trække sig tilbage med halen mellem benene, og ligesom medierne tror de ikke på, hvad det store flertal af den iranske diaspora i Vesten beretter om den iranske folkestemning og modstandsvilje mod bøddelstyret. De tror på bødlerne og håber inderligt, at de vinder, for de hader alt, hvad Trump prøver at udrette – hvilket er en strategisk fjer i mullahernes hat. Hver dag, de holder sig ved magten, vil de blive hyldet blive af Trump-haderne.

Hvem, der skal kaldes vinder, beror på, hvordan man vil definere sejren. Er man sejrherre, når man som israelerne og amerikanerne kan sønderbombe det iranske regimes militære installationer, våbenlagre, politiske ledere og kommandocentre, eller skal man definere sejren strategisk?

Går man ud fra de historiske erfaringer, kan man ikke tvinge en fjende til at acceptere et nederlag ved at bombe ham. De allierede prøvede over for Nazityskland under 2. Verdenskrig, og det slog fejl. Senere forsøgte USA sig med luftbombardementer i Vietnam, hvis kommunistiske magthavere trods amerikanernes overmagt endte med at trække det længste strå. Strategisk set er det ligegyldigt, hvor stor skade et regime må lide, blot det kan holde sig ved magten. Og hvis de iranske herskere – dvs. Revolutionsgarden – overlever den israelsk-amerikanske offensiv, vil den til Trump-hadernes jubel erklære, at den har sejret.

Med stor tungefærdighed forklarer den amerikanske militærekspert, professor Robert Pape fra Chicago University, at Trump er gået i en iransk fælde. På det taktiske plan kan han bryste sig af strålende sejre, men strategisk betragtet vil han lide nederlag. De udspekulerede mullaher har nemlig for længst forberedt sig. Det kan godt være, at Israel og USA har bombet Irans kernevåbeninstallationer, men Pape mener at vide, at Allahs mænd har gemt deres berigende uran rundt om i landet, hvor Israel og USA ikke kan finde det. Når USA og Israel snart bliver trætte af at føre krig, vil de islamiske galninge kunne genstarte deres kernevåbenprogram.

Professor Pape udlader at beskæftige sig med det iranske regimes morderiske natur og 47 års promovering af terror overalt i verden. Han fortæller heller ikke, hvad USA og Israel skulle have gjort for at forhindre mullaherne i at skaffe sig kernevåben. Forskellige amerikanske præsidenter har prøvet med forhandlinger, indrømmelser, appeasement, sød tale og – i Barack Hussein Obamas tilfælde – milliarder af dollars, som mullahstyret har brugt til oprustning og terror-finansiering. Hvis man tror, at Allahs mænd i Teheran bekymrer sig om det iranske folks ve og vel, har man ikke forstået noget. Styrets eneste prioritet er at holde sig ved magten og med alle midler undertrykke og dræbe enhver, der ikke bøjer sig for Allahs vilje.

Da jeg i 2008 interviewede kronprins Reza Pahlavi, spurgte jeg, om han var enig i den vurdering, at alle verdens terrorhandlinger enten er iværksat af de iranske fanatikere, eller at de i det mindste har forudgående kendskab til dem. Det kunne han bekræfte.

Da jeg i 2013 blev udsat for et attentat, forklarede en eksiliransk veninde og mangeårig aktivist, at hun var sikker på, at det via stråmænd var foranstaltet af Den Islamiske Republik.

Flere ellers seriøse iagttagere lufter muligheden af, at Trump må indgå et kompromis med Revolutionsgarden, hvis rester er mullahstyrets egentlige magthaver. Det gælder bl.a. det normalt forstandige tidsskrift, First Things. First Things er kristent (katolsk) og burde derfor interessere sig for teologi og bestræbe sig på at forstå islam. Redaktionen må derfor vide, at man ikke kan lave kompromisser med islamiske galninge. De vil skrive under på hvad som helst og gøre, som de plejer, inden blækket et tørt.

Den normalt Trump-tro professor Steve Turley meddeler i sin seneste podcast, at Revolutionsgarden er konstrueret til at kunne overleve ethvert anslag.
Mens præsident Trump og krigsminister Pete Hegseth udbasunerer meldinger om alt, hvad Israel og USA har ødelagt, vil Revolutionsgarden forberede sig på lavintensiv krig og forlade sig på mindre militære stik og støtte af de vestlige medier.

Mange i den vestlige diskurs hævder, at Trump ikke havde nogen plan, før han kastede sig ud i sit vovelige krigsforetagende. Selvfølgelig havde han det. Hans militære rådgivere har utvivlsomt også beskrevet de forventelige konsekvenser, nemlig at Revolutionsgarden ville opløse sig i talrige spredte formationer, som kunne operere uden nogen statsomfattende ledelse, men føre udmattelseskrig ud fra en forholdsordre.

Erfaringerne viser imidlertid, at man kun kan håbe at føre lavintensiv udmattelseskrig, hvis man kan forlade sig på støtte fra en sympatiserende civilbefolkning, som er villig til at skjule og forsyne de kæmpende. Det viser adskillige succesrige guerillakrige fra Kina til Algeriet og til Vietnam.

I den sidste ende vil Iran-krigen blive afgjort af det iranske folk.