Mens dette skrives, er det fortsat uklart, om de berammede forhandlinger mellem USA og rudimenterne af Irans islamiske regime, som skulle være indledt i dag eller i morgen, onsdag, bliver til noget. Trump er officielt fuld af optimisme, mens hans modpart udsender indbyrdes modstridende signaler og ikke ved, om de stiller op.

De må hellere beslutte sig, for den midlertidige våbenhvile udløber ved midnat i morgen, men hvis de skulle indfinde sig i Islamabad, hvad vil de så forhandle om?

Som den iranske journalist (i eksil), Mahyar Tousi, forklarer til Fox News, aner iranerne ikke, hvilket ben, de skal stå på. Det islamiske regime er nemlig opdelt mellem tre fraktioner, som er de tidligere suveræne magthavere, mullaherne, Revolutionsgarden (IRGC), og hvad der er tilbage af regeringen, og de er åbenbart uenige om strategien over for amerikanerne.

Det ser ud til, at nogle af politikerne vil forhandle, mens Revolutionsgardens ledere har valgt en uforsonlig og trodsig kurs.

Så hvis vicepræsident JD Vance og hans delegation stiller op i Pakistans hovedstad, hvem er det så han forhandler med? Er det Irans udenrigsminister, teokraterne eller Revolutionsgarden? Sidstnævnte har netop fået ny chef i skikkelse af general Ahmad Vahidi – en af de mest ekstreme og kompromisløse fortalere for ”Død over USA”, ”Død over Israel” og en mand, der åbenbart har resolveret, at det tjener hans blodtørstige sag bedst at afvise enhver indrømmelse til ”Den store satan” – om prisen så skulle blive Irans ruinhans. Blot hans revolutionsgarde kan overleve, vil han betragte det som en sejr. Hvordan det går med den iranske befolkning, er ham ligegyldigt.

Det er uklart, hvad Trump håber at opnå med sine forhandlinger. Hans ufravigelige krav om atomar afrustning, et stop for Irans missilproduktion og finansiering af den udenlandske terror, vil være ensbetydende med Den Islamiske Stats overgivelse, for selve dens eksistensberettigelse er aggression mod og død over enhver, der ikke underkaster sig styrets shia-ideologi.

Og skulle det lykkes Vance at få iranerne til at love noget, som Trump ville kunne udbasunere som en sejr og trække de amerikanske styrker hjem, må han vide, at iranerne vil bryde ethvert løfte, så snart deres fly fra Islamabad lander i Iran. De vil ufortøvet genoptage deres atom- og missilprogram og forsyne deres udenlandske terrormilitser med så mange våben og penge, som de kan afse.

Vi får se, hvad Trumps plan egentlig går ud på, og det skal vise sig i handling. Vi kan nemlig ikke bygge ret meget på, hvad han siger – som ofte er beregnet på at desorientere hans modstandere.

I denne vanskelige situation kan det islamiske regime glæde sig over at have stærke allierede i skikkelse af de amerikanske mainstreammedier og USA’s demokratiske parti. Sidstnævntes

repræsentanter i Kongressen bruger al deres energi på at tvinge Trump til øjeblikkeligt at indstille kampen, uanset hvad islams mænd i Teheran måtte gøre. Medierne gør alt for at fremstille USA’s militære indsats som fejlslagen og prøver at indbilde den amerikanske befolkning, at det iranske styre er uovervindeligt. Hensigten er tydeligvis at vende den offentlige mening mod Trump og således servere bødlerne i Teheran den sejr, som de ikke kunne vinde på slagmarken.

Trump har netop tilkendegivet, at han ikke vil forlænge våbenhvilen, hvis de såkaldte forhandlinger ikke falder ud, som han vil.

Hvad han så vil gøre er uvist. Han taler om at udradere samtlige broer og hele Irans elforsyning gennem nye luftbombardementer. Men mon han ikke har en bedre plan, der vil skåne den iranske befolkning, hvis flertal betragter Trump og Netanyahu som deres befriere?

Måske behøver Trump ikke gøre andet end at opretholde flådeblokaden uden for Hormuz-strædet, der både forhindrer den iranske eks- og import, og som tilføjer Iran et dagligt økonomisk tab på anslået 400 millioner dollars.

Uanset hvor blodtørstig man er, skal man have noget at spise for at bevare kampkraften. Det gælder også Irans egentlige magthavere i Revolutionsgarden. Man kan ikke leve af tortur, hængninger og massemord.