Indflydelsesrige dele af USA’s demokratiske parti, herunder adskillige medlemmer af Kongressen og mange af de traditionelle medier, håber tydeligvis på en iransk sejr i krigen mellem Israel-USA og det iranske præstestyre. De glæder sig over enhver lille vanskelighed, som de hævder, at præsident Trump ikke har forstand til at bemestre. Nogle af dem påstår tilmed, at mullaherne og deres revolutionsgarde enten allerede har vundet krigen eller er på vej til det.

Det kan godt være, siger de, at de allierede har vundet nogle militære sejre og således svækket styret i Teheran, men strategisk betragtet er Trump endt i en blindgyde, som han ikke aner, hvordan han skal komme ud af. Han kan bombe nok så meget, men så længe Allahs mænd kan holde sig på benene, vil de betragte det som en sejr, og de har tålmodighed til at vente på en ny chance for at bringe Vesten til fald, så snart Trump bliver træt eller stækket af et demokratisk Kongres-flertal efter midtvejsvalget i november.

En af demokraternes og mediernes anklager mod Trump er, at han ikke har nogen strategisk plan eller forestilling om, hvordan hans militære eventyr skal ende.

Der er imidlertid også indsigtsfulde iagttagere, som forfægter en ganske anden opfattelse, nemlig at Trump udmærket ved, hvad han vil opnå. Og de peger på, at han har en strategisk plan, som er langt mere omfattende end blot at knuse præstestyret, nemlig at stække Kinas muligheder for at realisere sine imperialistiske ambitioner – først og fremmest at invadere Taiwan. Xi Jing-Pin har beordret det kinesiske militær til at forberede sig til krig i 2027, men efter konflikten i Mellemøsten er det tvivlsomt, om han har styrken til at udfordre USA og dets allierede.

Sagen er, at Kina er afhængigt af olieimport fra Iran, og ved at blokere Hormuz-strædet har Trump lukket af for den iranske olie. Blokaden tjener således flere formål.

Indtil videre har amerikanske flådefartøjer effektivt forhindret skibe, der kommer fra iranske havne, i at gennemsejle strædet, mens alle andre frit kan passere. Blokaden må ses som led i USA’s økonomiske krigsførelse. Så længe, den står på, får Teheran ingen indtægter fra landets vigtigste eksportvare, og inden længe er mullahstyret afskåret fra at kunne betale løn til dets politi og andre bøllekorps. Det betyder, at den iranske befolkning, som altovervejende hader styret, får bedre muligheder for at vælte det. Blokaden medfører også, at der kommer til at mangle lagerplads for den olie, som Iran ikke kan komme af med. Ifølge nogle iagttagere er der snart ikke mere oplagringskapacitet, og det vil tvinge Teheran til at lukke for olieudvindingen.

Uanset hvor brutal den Islamiske Republik er, bliver den nødt til at bøje sig for de økonomiske realiteter. Man kan ikke holde en økonomi gående ved at hænge folk i kraner eller nedskyde dem i gaderne. Den iranske valuta har allerede mistet al værdi, bankerne er lukket og inflationen er verdens højeste.

Hvad angår Kina, må det kommunistiske styre erkende, at det har lidt et geostrategisk nederlag. Ikke nok med, at det har mistet to af sine strategiske allierede i skikkelse af Venezuela og Iran. Nu bliver det også ramt på økonomien.

Den 31. marts kunne Reuters berette, at Kina køber mere end 80 pct. af Irans udskibede olie, som udgør ca. 13,4 pct. af landets skibsbårne olieimport. Denne olie har de kinesiske kommunister kunnet købe til en betydelig rabat i forhold til verdensmarkedsprisen – ligesom tilfældet var med olien fra Venezuela. Det er det nu slut med, for USA har sat sig på oliehandelen – samtidig med, at landet på grund af Trumps ”drill baby drill”-politik og opgør med klimamafiaen er blevet verdens største producent af olie og en ledende olieeksportør.

Som om det ikke var galt nok for Beijing, kunne den amerikanske krigsminister, Pete Hegseth, for to dage siden meddele, at USA har indgået en forsvarsaftale med Indonesien, som bl.a. indebærer, at USA har uhindret adgang til at overflyve indonesisk territorium. Det er vigtigt, fordi Indonesien kontrollerer Malacca-strædet – en anden flaskehals for den maritime verdenshandel og en afgørende handelsvej for Kina.

Kinas ambitiøse planer om at erobre verdensherredømmet smuldrer. Det samme gør Trump-hadernes våde drømme om, at hans storpolitik vil lide skibbrud.