Forleden skrev jeg om den islamkritiske historiker Raymond Ibrahim,  der om få uger modtager Trykkefrihedsselskabets Sapphopris. Den pris får han ikke mindst på grund af sit mod.

Ibrahim har i mere end et årti dokumenteret kristenforfølgelse i den muslimske verden ved at gå direkte til de primære kilder. Prisen for at formidle den indsigt har været forsøg på at få ham aflyst, marginaliseret og gjort moralsk suspekt. Og som hos så mange andre kritikere af islam, establishment og venstrefløjen er det ikke ufarligt. Vold og trusler hører til erhvervsrisikoen for frie mennesker.

Så meget desto større grund er der til at hylde frie og modige intellektuelle.

Ibrahim er nemlig ikke enestående. Han er et eksempel på en type. Spørgsmålet er, hvad vi egentlig mener, når vi kalder den slags mennesker modige. Og hvad det siger om dem, der ikke er det.

Mod er ikke frygtløshed

Her er en distinktion, der er filosofisk central og praktisk afgørende:

Den frygtløse er ikke modig. Han registrerer blot ikke faren. Enten fordi han ikke ved, at noget er farligt. Eller fordi han af rent instinkt ikke frygter det, vi andre frygter. Aristoteles kaldte ikke frygtløshed en dyd, men en mangel, en manglende evne til at se, hvad der er på spil.

Mod, derimod, forudsætter frygt.

Uden frygten er der intet at overvinde. Det er derfor, mod er en dyd i klassisk forstand: ikke et instinkt man fødes med, men en erhvervet egenskab. Mod er en indre kapacitet til at handle rigtigt, selv når kroppen og fornuften råber på tilbagetog. Man ser afgrunden, måler den og træder frem alligevel.

Det er selvovervindelsens dyd. Modstanderen er ikke ydre; den er indre: Den del af én selv, der vil have det nemt og finder en fornuftig begrundelse for at lade det svære passere.

Mod er at sætte den del af os selv til side i beslutsomhedens afgørende øjeblik.

Derfor beundrer vi mod. Vi ved, at den modige frygter, men valgte alligevel. Det er anerkendelsen af en indre sejr. Den sværeste af alle, fordi modstanderen er én selv.

På den måde demonstrerer man, at man er et frit menneske. Man hæver sig over den blotte selvopholdelse, naturnødvendigheden, og det gør man ved at sætte sin komfort, sin status, sin karriere og ultimativt sit liv på spil.

De største historiske eksempler på ekstremt mod var sjældent højtråbende og bredskuldrede. De var ofte stille, undseelige. Tag modstandsfolkene under besættelsen som den stilfærdige, venlige piberygende kroejer Marius Fiil, der ledte Hvidstensgruppen. En af Danmarks modigste helte, der betalte den dyreste pris for sin kamp for Danmark.

Konformitetens tyranni

Tocqueville så det allerede i midten af 1800-tallet: Det demokratiske samfund avler ikke tyranner, men noget langt mere subtilt: en blød despotisme hvor ingen tvinger nogen til tavshed. Man tier frivilligt, fordi det betaler sig. Karrieren er tryggere. Invitationerne bliver ved med at komme. Venskaberne forbliver intakte.

På universiteterne og i de etablerede medier er dette konformitetstryk i dag stærkt, men ikke nedskrevet nogen steder. Det fornemmes derimod. Den unge forsker ved intuitivt, hvilke konklusioner der er karrierefremmende. Den erfarne journalist ved, hvilke historier redaktionen belønner, og hvilke der skaber intern friktion.

Men det intellektuelle privilegium i et frit samfund medfører en forpligtelse. At bruge det udelukkende til at bekræfte det eksisterende, til at producere forskning, der ikke forstyrrer, og kommentarer, der ikke provokerer, er en eksistentiel tomhed. Man havde muligheden for at betyde noget, men valgte i stedet ligegyldigheden.

Samvittigheden er den instans, der ved det. Den søger ikke andres blik og lader sig ikke stemme ned. Den er ikke demokratisk og står ikke til forhandling. Samvittigheden er ambitionens inderste kerne. Men er også det, konformitetskulturen eroderer.

Eksemplerne

Hvem er de ambitiøse – i betydningen modige – mennesker i dag?

Bjørn Lomborg er den ”den skeptiske miljøforkæmper”, der blev mødt med en koordineret akademisk kampagne, der forsøgte at få ham diskvalificeret som forsker. Helmuth Nyborg, psykologiprofessor ved Aarhus Universitet, publicerede forskning om medfødte forskelle i intelligens blandt etniske grupper og var udsat for det samme. Han blev anklaget for videnskabelig uredelighed, men blev frikendt.

Bent Jensen brugte årtier på at dokumentere den danske venstrefløjs underkastelse under Sovjet og kommunismen og blev behandlet som persona non grata i store dele af det akademiske og kulturelle establishment. Anerkendelsen kom sent og sparsomt.

Claes Theilgaard er et yngre og på mange måder mere sigende eksempel, netop fordi han er ung. En journalist der tidligt i sin karriere har valgt at skrive det, der gør ham upopulær – om integration, kriminalitet, parallelsamfund. Det har kostet alvorlige trusler. Den unge journalist valgte anderledes end andre og på et tidspunkt, hvor det koster mest, fordi positionen endnu ikke er befæstet.

Lignende kunne siges om akademikeren Marianne Stidsen, debattøren Eva Selsing, forfatteren Mikael Jalving, islamkritikeren Naser Khader og skribent på Document Lars Hedegaard. Raymond Ibrahim placerer sig i den samme konge- og dronningerække som en intellektuel, der har valgt konsekvens over respektabilitet.

Et samfund, der ikke kan rumme dissidenten, mister sin vigtigste korrektionsmekanisme. Det er ikke aristokratiet som stand, der er brug for. Det er aristokratiet som ideal: Forestillingen om at et menneske kan og bør kræve noget af sig selv, der rækker ud over karrieren, konsensus og komforten.

Det er, hvad mod og ambition egentlig betyder. Og det er derfor, de karaktertræk er så sjældne og så beundringsværdige.

Af Kasper Støvring, forfatter