Hvis man kan lære noget af den seneste muslimske terrorhandling i Australien, må det være, at tiden er kommet til at sætte sig ind i, hvad islam går ud på. Det er ikke noget, vi får at vide i medierne – som både er blinde og døve foruden løgnagtige – af de lokale ”eksperter” eller politikere. Man må selv gøre arbejdet med at sætte sig ind ind i islams kerne, som ikke burde nyde status af religion, fordi den hovedsageligt er en politisk ideologi. Det er et spørgsmål om liv og død, for alle fremskrivninger viser, at om få år vil islams europæiske ummah være så talrig og magtfuld, at der ikke er andet tilbage end fysisk modstand– med mindre europæerne blot resignerer og bøjer sig, hvilket desværre er det mest sandsynlige. Vi er nemlig blevet fyldt med så mange løgne de seneste 50 år, at de fleste har svært ved at orientere sig.

De færreste har lyst til at læse en masse bøger med de nedslående beretninger om den islamiske ideologi og virkningshistorie, men der er en genvej. Man kan f.eks. bruge et par timer på at lytte til en af denne verdens mest indsigtsfulde islamkendere i skikkelse af Raymond Ibrahim (som jeg linker til nedenfor). Hvad han beretter svarer stort set til, hvad jeg har konkluderet efter at have læst – og skrevet – en masse om den realeksisterende islam.

Hvad islams opkomst angår, holder Ibrahim sig til den traditionelle opfattelse: En arabisk kameldriver modtog i begyndelsen af 600-tallet nogle åbenbaringer fra Allah (guden) via ærkeenglen Gabriel, som fortalte, at herefter ville der ikke komme flere budskaber, og at kameldriveren derfor lå inde med den endegyldige sandhed, som alle havde at rette sig efter. Hermed blev islam mejslet i granit og kan aldrig ændre sig. Metoderne og strategien kan, men aldrig målet, nemlig at islam skal herske over alt, og at enhver plet på Jorden, hvor det endnu ikke er tilfældet, er ulovligt besat af vantro, fordi den ganske verden tilhører Allah og dermed hans jordiske forkæmpere.

Jeg er ikke sikker på, at Ibrahims redegørelse for islams udspring holder vand, for flere troværdige forskere kritiserer den traditionelle historie, som de mener er opdigtet længe efter den påståede profets død. Nogle betvivler tilmed, at Muhamed er en historisk skikkelse, men mere skal placeres i selskab med Robin Hood og Julemanden.

Men det kan alt sammen være ligegyldigt. Det afgørende er, hvad muslimer tror, der er sket, og det er, hvad vi må forholde os til.

Bortset fra den akademiske diskussion om islams opkomst, kan jeg tilslutte mig Ibrahims redegørelse for ideologiens indhold og historie. Islam er uden tvivl den farligste udfordrer, verden nogen sinde har været udsat for. Man kan ikke argumentere mod dens postulater, for muslimer vil afvise ethvert udsagn fra vantro som illegitime – noget man ikke skal tage alvorligt, for man kender jo sandheden. Med demokratiske midler kan man ikke begrænse islams indflydelse, for ideologiens fortalere er mestre i at bruge demokratiet mod demokratiet. Man kan ikke bruge loven til at forsvare den vestlige livsform, for loven har intet at sige om kulturen. Det nytter ikke at henvise til ugerninger begået i islams navn – som massemorderne i Australien bekendte sig til – for ummahens kristne, jødiske og ateistiske forsvarere vil til enhver tid henvise til multikulturens velsignelser, og de har magten over de vestlige samfunds institutioner. Ikke mindst de medier, som vi er tvunget til at betale for.

Vestens venstrefløj har med rette anerkendt islam som en allieret i kampen for at bringe Vesten til fald og arbejder derfor for at fremme den muslimske tilvandring. Desværre han denne venstrefløj bredt sig til partier, der præsenterer sig som borgerlige – eller i det mindste ”blå”.

Disse ”blå” er ikke andet end kyniske eller idiotiske fortalere for Danmarks undergang.