Journalisten Jonas Andersson besøgte Tensta og Rinkeby i Stockholm, to af Sveriges mest omtalte og berygtede kvarterer. I årtier har de været skueplads for skyderier, fremkomsten af parallelle normsystemer og enorme demografiske forandringer.

Både ældre og yngre beboere, mennesker, der har oplevet forandringen fra forskellige vinkler, beskriver et sted, hvor hverdagen er kommet længere og længere væk fra det Sverige, der engang eksisterede.

Et par butikker er åbne, nogle muslimske kvinder bærer poser med dagligvarer over torvet, og en skoleklasse går forbi, mens læreren giver instruktioner på arabisk. På biblioteket er der en meddelelse om “midlertidigt reducerede åbningstider”, og arabiske skilte med teksten “Pengeoverførsel” kan ses overalt.

I mange år har Tensta og Rinkeby været kategoriseret af det svenske politi som “særligt sårbare områder” – en kategori, der bruges, når såkaldte socioøkonomiske problemer, parallelle magtstrukturer og kriminalitet falder sammen. Ofte er disse områder blevet beskrevet som “ghettoer” eller “no-go-zoner”.

I centrum af Tensta mødte Samnytts reporter to ældre kvinder fra Finland, hvoraf den ene havde en rollator. De har begge boet i Tensta siden 1970’erne og beskriver en forandring, der har været gradvis, men tydelig. Som alle andre der ønsker de at forblive anonyme og ikke have deres navne og fotos offentliggjort.

“For tredive år siden var der næsten ingen problemer herude. Man tog en taxa hjem, gik ud og dansede,” siger den ene. Hun fortsætter: “Nu går vi ikke ud om aftenen.”

Den anden kvinde tilføjer: “Men det er faktisk blevet lidt bedre på det seneste. De dræber ikke så mange.”

Hun fortsætter: “Svenskerne er i mindretal nu, man ser næsten ingen svenskere, men fordi vi er fra Finland – og også indvandrere – men ligner lidt svenskere, er det blevet værre for os.”

Er de nogle af de få nordboere, man møder her?

“Ja, der er ikke mange tilbage. Alle er flyttet væk eller døde. Børnene og børnebørnene vil ikke bo her. Byens centrum er blevet meget, meget værre. Der er ingenting der.”

Samtalen drejer sig om islam og det faktum, at det bliver stadig mere tydeligt, at de fleste kvinder bærer hijab eller lang muslimsk beklædning.

“De siger, at islam er en meget kvindevenlig religion, men det er den slet ikke. Vi vestlige kvinder bliver bare set som ludere,” siger en af kvinderne.

Bandenetværkene i området består hovedsageligt, og har næsten udelukkende bestået, af mennesker med indvandrerbaggrund fra Afrika – især Somalia – og Mellemøsten.

På torvet i Rinkeby møder Samnytt to unge mænd. Den ene er i tyverne og har rødder i Mellemøsten. Den anden er 18 år, født i Sverige og har somalisk baggrund. De er glade for at tale, men ønsker ikke at blive fotograferet.

Mange partier taler nu om at indføre et reemigrationsstipendium til indvandrere, der ikke tilpasser sig det svenske samfund. Hvad synes de om det? En af dem vil støtte Sverigedemokraterna (SD).

“Jeg vil stemme på SD. Jeg vil have dem til at forsvinde,” siger den lidt ældre unge mand. Han fortsætter: “Jeg er selv indvandrer, men jeg er en god indvandrer, jeg betaler skat og arbejder. Jeg gør noget godt for Sverige. Dem, der ødelægger landet, bør rejse hjem.”

Når han siger “dem”, hvem mener han så? Begge mænd ser sig omkring og virker tankefulde. “De kriminelle, der ødelægger det for alle. Send dem hjem,” siger den yngre mand med rødder i Somalia.

“Kriminelle skal udvises. Jeg forstår ikke, hvorfor landet ikke gør det. SD bør gøre det. Dem, der ødelægger landet, skal hjem. Sæt dem på et fly: hjem med jer!”

Men hvad gør man, når modtagerlandet siger nej, vi vil ikke have dem?

“Kan de gøre det? Det vidste jeg ikke… Nu har jeg ondt af Sverige.”

De beskriver også, hvordan området har ændret sig fra år til år.

“Det er længe siden, jeg har set svenskere her. Har du set Rinkeby før? Man kan se film, det var ret hyggeligt,” siger den ældste af de to. “For tredive år siden var der kun svenskere her. Nu ser man næsten ingen, det er kaos her.”

“Nå ja, man kan se en svensker en gang imellem hos tandlægen deroppe,” tilføjer den yngre mand.

Når samtalen drejer sig om de bandekriminelle, man kan se på torvet efter mørkets frembrud, bringer de også spontant familiernes rolle og ansvar på banen.

“Det er mest forældrenes opgave at holde øje med tingene. Der er mange, der ikke gør det,” siger den yngre mand af somalisk oprindelse.

“Man kan se, hvem der er dårlige for Sverige. Om aftenen står de her og sælger alle mulige ting… Bare tag dem og smid dem ud. Det er ikke så svært!”

Samnytt skriver, at når man kombinerer vidnesbyrdene fra Tensta og Rinkeby – fra pensionister, der har boet her i et halvt århundrede, til unge mænd, der forsøger at etablere sig på arbejdsmarkedet – er billedet ensartet. Forandringen er sket gradvist, men uden at nogen rigtig har taget det fulde ansvar for, hvor udviklingen har ført hen.

Det svenske folk har heller aldrig taget direkte stilling til den type sociale forandringer, der nu kendetegner disse områder. Beslutningerne er blevet truffet gennem politiske kompromiser, regeringsstrategier og medietryk, ofte langt fra dem, der bor her, og uden folkelig opbakning.

Derfor bliver spørgsmålet om ansvarlighed i sidste ende uundgåeligt. Hvor meget kan der ændres i et demokratisk samfund uden at konsultere vælgerne og granske de ansvarlige? I Tensta og Rinkeby er svaret ikke teoretisk. Det er synligt i gaderne, i skolerne, i statistikkerne – og i folks egne ord.