

Et samfund kan ændre sin natur hurtigere end de mennesker, der lever i det
Et samfund begynder at ændre karakter i det øjeblik, folk indser, at der er udsagn, de er nødt til at gentage for at beholde deres plads, udsagn, som de ikke føler er sande, men som ikke desto mindre forbliver som billet til at undgå friktion, og i dette skift opstår en ny struktur, hvor sandheden mister sin praktiske funktion og erstattes af loyalitet gennem sproget, en loyalitet, der sætter sig i kroppen, før tanken har tid til at protestere.
Når en befolkning presses til at bekræfte noget, de ved er i modstrid med deres egne erfaringer, sker der noget med nerverne i hele kulturen, som om hver celle tvinges ind i en form, hvor ordene skal dække over en tavs uro, der vokser bag alt, hvad de gør, og denne uro skaber et indre pres, som aldrig slipper, fordi der ikke er nogen sikre rum tilbage, hvor sandheden kan siges uden omkostninger.
I dette rum opbygges en psykologisk tyngdekraft, der trækker alt nedad; institutioner, medier og partier begynder at fungere som et resonanskammer, hvor kun én type udsagn slipper igennem, mens alt, der udfordrer det etablerede, opfattes som en risiko, der vokser i folks forestillinger, indtil den overskygger selve argumentet, og denne risiko styrer handlinger, længe før nogen erkender, at de bliver formet af den.
Samtidigt ændrer individet sig i lyset af sådanne krav; folk finder sig selv i at veje deres egne tanker, vurdere, hvem der lytter, og justere deres ord, før de ved hvorfor, som om sproget er blevet en barriere, de skal passere med forsigtighed, og denne forsigtighed forvandler sandheden til noget privat i en offentlig sfære, der styres af andre hensyn end klarhed.
Det er her, et samfunds grundlæggende orientering kan ændre karakter; når sproget mister sin rolle som orienteringsredskab og bliver en social markør, opstår der en dobbeltbevidsthed, hvor hverdagen synes stabil, mens dybe strukturer bevæger sig under overfladen som langsomme tektoniske plader, som ingen ser, før bruddet allerede er en kendsgerning.
Når magten forventer, at folk siger ting, de ved er forkerte, opstår der en ny form for sammenhæng i kulturen, hvor tilhørsforhold måles i evnen til at bekræfte det uvirkelige, og det ændrer forholdet mellem individ og samfund, fordi sproget går fra at være en bro til at blive en test.
I dette rum dannes en mentalitet, der muliggør udviklingsveje, som ingen tidligere ville have accepteret, og denne mentalitet synker dybt ind i kulturen, længe før nogen har tid til at forstå, hvad der har ændret sig, fordi forventningen om løgnen allerede har skabt den struktur, den har brug for.
I sådanne strukturer begynder detaljerne at afsløre det bevægelsesmønster, der gør en kultur skrøbelig indefra, for når sproget “bøjer” væk fra virkeligheden, følger institutionerne efter med en præcision, som kun få er klar over, før konsekvenserne slår igennem med fuld kraft. <Når videnskabelige tidsskrifter og lægeforeninger lærer kommende generationer, at biologisk køn er en social konstruktion, mens forskere som Richard Dawkins beskriver køn som den eneste kategori i naturen uden overgangszoner og glidende spektrum, bliver denne forvrængning omdannet til en autoritet, der gør modstand vanskelig. Hvert individ, der vælger tavshed, styrker strukturen, og denne tavshed lægger pres på hverdagen for enhver, der bemærker, at der er noget galt med det, de ser.
Når britiske domstole skriver, at en anklaget kvinde har blottet sin penis, åbner det en sprække i bevidstheden hos alle, der læser det, en sprække, der ikke lukker sig, fordi den fortæller os, at virkelighedens grundlæggende kategorier nu styres af andre overvejelser end biologi. Helen Joyce beskriver, hvordan universiteter og regeringsorganer undgår at fremlægge grundlæggende fakta, og denne fejhed gør dem til uformelle distributionscentre for en ideologi, der ikke kan modstås. Når definitioner omskrives fra toppen af hierarkiet, tilpasser enkeltpersoner sig nedad for at undgå risiko, hvilket efterlader en hel befolkning i et mentalt rum, hvor løgnen flyder lettere end sandheden, og hvor sandheden i sidste ende bliver en privat aktivitet, som ikke kan bruges offentligt uden social reaktion.
.
Her opstår en ny form for politisk magt, en magt, der ikke har brug for love, trusler eller synlig magt, men kun sprog, lydighed og frygten for at blive opfattet som afvigende. Når børn lærer, at køn ikke er relateret til kroppen, men til følelsen af at være forkert, bliver denne ideologi direkte indlejret i unge mennesker, som ikke har udviklet evnen til at filtrere pres, og Joyce beskriver, hvordan forældre gradvist mister kontrollen over, hvordan deres egne børn tænker om deres kroppe. Dermed forskydes forholdet mellem borger og stat, idet staten ikke længere beskriver virkeligheden, men bestemmer den, og i dette nye rum mister individet den iboende ret til at eje sine egne tanker, fordi samfundet korrigerer alt, hvad der afviger fra ideologiens krav.
En kultur, der fungerer på sådanne præmisser, går ind i en fase, hvor folk føler, at de må undgå visse emner, fordi reaktionerne er blevet uforudsigelige, og denne uro gør dem mere selvbevidste, mere tilbageholdende og mere forsigtige med deres eget sprog. Lydigheden glider ind på arbejdspladser, skoler, institutioner og i akademiske miljøer, hvor samtalen om køn og identitet ikke længere handler om virkeligheden, men om korrekt opførsel. Denne tilstand skaber en mental lockdown, hvor mange opfatter, at noget er ved at ændre hele kulturens karakter, men ikke længere tør sige det, og denne tavshed bliver i sig selv et tegn på, hvor dybt systemet allerede er trængt ind.
Når et samfund har nået dette punkt, kan det formes i retninger, som ingen tidligere ville have tilladt, fordi en befolkning, der mister evnen til at modstå sproglige påbud, også mister evnen til at modstå politiske påbud. Sprog, der engang var utænkeligt, glider ind i love, politikker og offentlige dokumenter, og hvert nyt ord, der accepteres, udvider rummet for det næste skift. Der sker en normalisering af det, der for få år siden virkede uoverskueligt, og denne normalisering er den psykologiske tilstand, hvor store historiske skift tager form, uden at nogen lægger mærke til det, før skiftet allerede er etableret.
I denne udviklingsfase begynder virkelighedens tunge konturer at træde frem med en præcision, der ikke længere kan afvises, da ideologien skubbes til sine grænser og efterlader spor, der viser, hvor langt systemet allerede er strakt. I akademiske kredse er der stadig forskere, som siger det, der tidligere var selvindlysende. Richard Dawkins udtrykker det enkelt, når han siger, at “det er binært, der er ingen tvivl om det, du er enten mand eller kvinde”. Han uddyber, at “der nu sættes spørgsmålstegn ved disse underliggende principper for alt liv”, selv i samfund, der tidligere forsvarede den biologiske virkelighed uden forbehold, og han påpeger, at “den amerikanske lægeforening har fastslået, at sex og køn er sociale konstruktioner” – en udtalelse, der markerer et totalt skift i det akademiske landskab.
Børnene bærer konsekvenserne. Helen Joyce beskriver, hvordan skoler nu lærer eleverne, at kønsidentitet er en iboende, uforklarlig følelse uden forbindelse til kroppen, og hvordan forvaltninger ændrer børns juridiske køn uden at informere forældrene. Hun nævner praksisser som sterilisering af børn, der ikke overholder de påkrævede kønsstereotyper, og hun dokumenterer akademiske miljøer, der har købt en ideologi, der er inkonsekvent, i konstant forandring, og hvor selv små afvigelser bliver mødt med social straf.
.
Uden for den akademiske verden bliver det endnu tydeligere. Billboard Chris beskriver, hvordan unge mænd nu lærer, at de måske er født i den forkerte krop, en fortælling, der prioriterer bløde følelser frem for den krop, de faktisk lever i. Han advarer mod medicinske indgreb og understreger, at pubertetsblokkere fratager børn den udvikling, deres kønsfunktion kræver, og at sådanne foranstaltninger ikke er en neutral pauseknap, men et indgreb, der former den biologiske fremtid.
Biologen Colin Wright minder os om, at køn er noget, en person fødes med, og som varer hele livet, og han afviser ideen om et tredje biologisk køn ved at forklare, at interkønstilstande ikke repræsenterer en tredje kategori, men medicinske variationer, som stadig kan klassificeres som mand eller kvinde. Den norske situation viser det samme mønster. Truls Olufsen-Mehus beskriver begrebet “kønsidentitet” som et resultat af aktivisme, ikke videnskab, og han viser hvordan børn i norske skoler lærer, at køn ikke er knyttet til kroppen, men til en følelse af at være forkert.
Det mest foruroligende ligger dog i queerteoriens historiske rødder. I en ældre optagelse fra Eugene Public Library fra 2018 læser professor Derrick Jensen højt fra tekster af queerteoriens egne centrale forfattere – Foucault, Rubin, Califia – hvor afkriminaliseringen af pædofili bliver diskuteret uden kritisk distance. Ikke analyseret. Ikke fordrejet. Bare læst, som de selv skrev det.
En nyere optagelse viser, hvordan de samme mønstre følger med ind i vores tid, og hvordan de ideer, der opstod i 1970’ernes radikale kredse, stadig ligger som en skjult ramme bag nutidens sprog og politiske bevægelser.
En nyere optagelse viser, hvordan de samme mønstre følger med ind i vores tid.
Når disse brikker sættes sammen, fremstår helheden ikke som en uorganiseret bevægelse, men som en struktur, hvor sproget fungerer som en underkastelsesprøve, videnskaben bliver et risikoområde, medicinen mister sine principper, familien mister indflydelse, og børnene efterlades som forsøgsmateriale i en ideologi, der bevæger sig hurtigere, end samfundets forsvarsværker kan nå at reagere. Og når et samfund når dette punkt, er der ingen garantier for, hvad der bliver tilbage. Historien viser, at den næste fase kommer uden varsel, når virkeligheden mister sin position. Det sker ikke, når folk forventer det – men når de har vænnet sig til, at løgnen glider lettere end sandheden.