Hjemsendelser af udlændinge, der ikke er assimilerede ind i de vestlige værtsnationer, bliver de kommende års store politiske emne, så vi kan lige så godt tage fat i balladen med det samme. Vi må analysere debatten, forstå modargumenterne – og lære at afvise dem.

Debatten er allerede begyndt. I denne uge skrev Eva Selsing, at hjemsendelser, remigration, bliver den fjerde erkendelse efter Frederik Vads tredje erkendelse (den om udlændinge, der infiltrerer vores kerneinstitutioner). Kun Dansk Folkeparti har præsenteret et gennemtænkt udspil for hjemsendelser.

Kort efter skrev Enhedslistens Pelle Dragsted, at hjemsendelser er et udtryk for ekstremisme og et forsvar for etnisk udrensning. Han blev fulgt op af den liberale Søren Pind,  der med en slet skjult kritik af Selsing skrev om hjemsendelser på baggrund af religion og etnicitet. Pind har for nylig forsøgt at skandalisere DF som ”brun” ekstremisme.

Interessant er sammenfaldet mellem venstreorientering og liberalisme, selv om der nok skal være nogle klassisk liberale, der også er for hjemsendelser. Lad os se på, hvorfor både venstrefløjen og liberalismen er konservatismens modstandere.

Det individualistiske dogme

Liberale afviser hjemsendelser, fordi de fundamentalt strider mod princippet om individuel behandling.

For dem er det illegitimt at bedømme mennesker på baggrund af gruppetilhørsforhold eller kulturel assimilation frem for konkret, individuel adfærd. Hvis personer ikke har brudt loven, har staten ingen ret til at forsøge at få dem til at forlade landet, uanset hvor dårligt integrerede de måtte være.

Staten kan tilbyde danskundervisning og andre faciliteter, men den kan ikke tvinge folk til at adoptere bestemte kulturelle værdier. Det ville være statens uretmæssige indgriben i den private sfære. For liberale er assimilation den enkeltes private valg, ikke et offentligt anliggende.

Men denne tilgang ignorerer, at samfund ikke er neutrale rammer for individuelle valg.

Når store grupper lever efter fundamentalt forskellige normer – som når 40 procent af danske muslimer mener, at Koranen skal danne grundlag for lovgivningen – undermineres demokratiets forudsætninger. Liberale kan ikke forklare, hvordan deres individualistiske logik skal håndtere kollektive udfordringer for samfundets sammenhængskraft.

Den universalistiske barriere

Mange venstreorienterede ville være enige med liberale i dette, men de ser især hjemsendelser som diskriminerende og racistisk i sin grundstruktur. Det rammer uforholdsmæssigt ikke-vestlige indvandrere og minoriteter, som allerede er ”strukturelt undertrykte”. For venstreorienterede er assimilation blot en anden måde at tale om etnisk diskrimination.

Venstreorienterede betragter integrationsproblemet som et udtryk for systemisk racisme og social ulighed frem for kultur. Løsningen er derfor ikke at fjerne mennesker, men at bekæmpe diskrimination på et universalistisk grundlag – ”vi er jo alle bare de samme mennesker” – og skabe mere lighed. Remigration bliver til en slags fascistisk symptombehandling, der ignorerer de “virkelige” årsager til problemerne.

Men denne analyse kolliderer med realiteterne.

Parallelsamfund, æresrelaterede forbrydelser og shariapraksis kan ikke forklares som reaktioner på dansk racisme. Det er udtryk for importerede kulturer, der aktivt modarbejder integration.

Retsstatslige indvendinger som skjold

Både liberale og venstreorienterede gemmer sig bag retsstatslige argumenter.

Liberale hævder, at hjemsendelser af lovlydige borgere er totalitært og vil underminere retssikkerheden. Venstreorienterede tilføjer, at det vil krænke grundlæggende menneskerettigheder og internationale konventioner. Det vil mange liberale også være enige i. Spørg bare i Moderaterne.

Men disse argumenter overser, at remigration kan organiseres inden for retsstatens rammer. Danske statsborgerskaber, der er opnået på falske præmisser, kan fratages lovligt. Opholdstilladelser kan betinges af kulturel integration, ikke kun sprogfærdigheder og arbejde. Og internationale konventioner kan ændres eller opsiges, hvis de forhindrer nationernes demokratiske selvbestemmelse.

Internationalismens blindgyde

Venstreorienterede og liberale deler også en grundlæggende skepsis over for nationalstatens eksklusive karakter.

For venstreorienterede skal solidaritet overskride grænser, og alle undertrykte har ret til beskyttelse uanset nationalitet. For liberale er nationale grænser kunstige hindringer for fri bevægelighed og økonomisk effektivitet.

Begge prioriterer internationale normer over national selvbestemmelse. FN’s Flygtningekonvention, EU’s regler og abstrakte menneskerettigheder bliver højere autoriteter end danske vælgeres ønsker. Demokrati gælder kun, så længe det ikke truer universalistiske principper.

Men hvis Danmark og andre europæiske lande ikke må definere og opretholde sine egne kriterier for, hvem der gælder for medlem af nationen, ophører det demokratiske fællesskab og bliver til en administrativ enhed under international forvaltning.

Spørgsmålet er derfor: Skal danskere have ret til at bestemme, hvem der skal være del af deres samfund?

Kulturel selvopløsning som ideal

Venstrefløjen får bekræftet sin anti-nationale ideologi, liberale får billig arbejdskraft og større markeder. Hjemsendelser truer disse interesser.

På et dybere niveau afspejler modstanden mod hjemsendelser et opgør med selve ideen om Danmark som kulturelt fællesskab. Venstreorienterede ser dansk kultur som en undertrykkende konstruktion, der skal dekonstrueres til fordel for mangfoldighed. Liberale ser kultur som et privat anliggende, der ikke må påtvinges andre.

Begge positioner fører til samme resultat: Danmarks forfald til en neutral ramme for globale eksperimenter.

Men et samfund uden substantiel identitet er ikke et samfund. Det er en markedsplads eller et socialt eksperiment. Og den slags samfund har historisk vist sig at gå under i mistillid, borgerkrig og tab af indre styrke.

Dragsteds og Pinds alliance mod hjemsendelser illustrerer, hvorfor integrationsproblemet forværres. Det viser også, at kun konservative vil forsvare Vestens stærkeste arv: De kulturelt homogene nationalstater.

Af Kasper Støvring, ph.d., forfatter