Det kom næppe bag på ret mange, at den franske premierminister Francois Bayrou tabte tillidsafstemningen i Nationalforsamlingen med et brag (194 stemmer for, 364 imod). Det blev så den tredje af præsident Emmanuel Macrons premierministre siden valget sidste år, der måtte bide i græsset.

Tillidsafstemningen var foranlediget af Frankrigs håbløse økonomiske situation. Statsgælden udgør lige nu 114 pct. af BNP, og gøres der ikke noget, nærmer man sig en situation, hvor landet får svært ved at låne mere. Bayrou havde derfor præsenteret et budget, der indeholdt besparelser på 44 milliarder euro, men hverken den magtfulde venstrefløj eller Marine Le Pens Rassemblement National ville gå med til de nødvendige nedskæringer.

Det bliver nu Macrons fjerde premierminister, Sébastien Lecornu, der får den utaknemmelige opgave at skabe flertal for et nyt statsbudget. Det ser nærmest umuligt ud – især i lyset af, at venstrefløjens talrige aktivister i dag, onsdag, vil gå på gaden for at ”blokere alt” (bloquons tout), bl.a. transporten og andre offentlige tjenester. Protesterne retter sig mod ”ultrarige kapitalister”, hvis kapital demonstranterne åbenbart vil uddele til resten af befolkningen. Og som i de fleste andre vestlige lande, anføres demonstranterne ifølge en nylig undersøgelse fra Jean Jaurés-fonden af unge, relativt højtuddannede, der går på gaden i harme over ”den voksende ulighed” og af omsorg for ”miljøet”. Kriminaliteten og den omsiggribende indvandring synes derimod ikke at bekymre venstreaktivisterne.

Frankrig lader til at være kørt fast i en situation, hvor landet er blevet uregerligt. Den nye premierminister kunne søge en tilnærmelse til venstrefløjen, der kalder sig Den Nye Folkefront, men så kunne han godt opgive sine besparelser. Eller han kunne prøve at nå til en forståelse med Marine Le Pen, og det er det sidste, præsident Macron vil tillade. Han kunne allerede sidste år have søgt en alliance med Rassemblement National, men som vi ser i land efter land, vil systempolitikerne hellere sætte nationens eksistens på spil end række den forhadte ”højrefløj” en lillefinger. I den sidste ende må politiske løsninger vige for den herskende klasses magtbegær.

I Storbritannien, Tyskland og Frankrig ser eliterne til, mens landene går nedenom og hjem. Trods deres misregimente kunne det ikke falde dem ind at påtage sig noget ansvar. De er nemlig overbeviste om at være ufejlbarlige. Således vil Angela Merkel – kvinden der islamiserede Tyskland – ikke vedkende sig ringeste skyld for at have mishandlet landet. I Storbritannien prøver premierminister Keir Starmer at holde stillingen gennem censur og fængslinger af politiske modstandere eller af nogen, der er kommet for skade at lade et par forkerte ord falde på internettet eller i puben.

Ifølge vore høje herrer har borgerne nemlig ikke andre rettigheder end dem, magthaverne vil give dem. Derimod fastslår USA’s forfatning, at Gud har udstyret borgerne med visse umistelige rettigheder. De fundamentale rettigheder er altså ikke givet af regeringen eller den lovgivende forsamling – for de rettigheder, de måtte tilstå, kan de med et pennestrøg fjerne igen.

I Europa optræder regeringerne og statscheferne som guder – og hvem har ret til at kritisere en gud?