Ben Cobley er en forhenværende venstrefløjsaktivist, nu konservativ forfatter aktuel med en kritik af fremskridtstroen, ”The Progress Trap”. Den moderne fremskridtstro er ifølge Cobley ikke en neutral tro på forbedring. Den er et politisk våben. Når nogen påberåber sig at stå “på den rigtige side af historien”, er det ikke bare et poetisk billede. Det er et magtgreb. For hvis man er på den rigtige side af historien, er man per definition moralsk uangribelig. Og alle andre er suspekte. De skal i bedste fald tolereres. I værste fald fjernes.

Progressiv politik føres derfor ofte som en moralsk domsafsigelse. Modstandere af fornyelse – i kultur, sprog, kønsforståelse eller institutioner – mistænkeliggøres, uden at man behøver argumenter. “Fremskridt” bliver et ord, der afslutter debatten. Ikke et, der åbner den.

Jeg har stadig til gode at læse Cobleys bog – der findes spændende samtaler med ham om bogen på nettet – men hans tese fik mig til at tænke på, at fremskridtstroen er sejlivet som aldrig før. Lad mig give nogle eksempler.

Historiske eksempler

Det første vil jeg kalde ”myten om universaliseringen af Vesten”.

Alle bliver som os, når bare de får McDonald’s og internet. Arabere bliver sekulære demokrater, afrikanere bliver individualister, asiater bliver liberale. For teknologi og økonomi forvandler kulturerne radikalt. Men kulturer er ikke software, der kan opdateres. Det arabiske forår blev til en islamistisk vinter. Frihed kan ikke eksporteres som en vare.

Det andet eksempel døber jeg ”vejen fra socialisme til multikulturalisme”.

Når den ene utopi bryder sammen, opfinder venstrefløjen hurtigt en ny. Socialismen skulle skabe det nye menneske gennem økonomisk lighed. Da den utopi fejlede, blev multikulturalismen den nye frelse. Mangfoldighed skulle skabe harmoni. Nu, hvor også den utopi brister, vendes statens magtmonopol mod dem, der ikke tror på velsignelsen. Starmers Storbritannien forfølger sine borgere i et forsøg på at redde myten om fremskridtet.

Det tredje eksempel kalder jeg ”EU’s postnationale drøm”.

EU’s grundtanke var fremskridtsmytens kerne: Nationalstater er barbariske relikter, suverænitet er farlig, men menneskerettigheder skaber fred. Den nye liberale verdensorden skulle erstatte blod og jord med handel og procedurer. Men når identitet forkastes som tilbagestående idioti, vender den tilbage. I dag som højrenationalisme. EU stagnerer i egen afmagt. Europa kan ikke forsvare sig selv og gøre sig gældende i den genfødte stormagtspolitik.

Aktuelle eksempler

VI kan også se på aktuelle eksempler.

Statsminister Mette Frederiksen brugte i sin åbningstale til Folketinget oktober 2024 om støtte til krigen i Ukraine netop den formulering, Cobley træffer så præcist i sin kritik. “Med en historisk bred opbakning – i Folketinget og i befolkningen – der har vi placeret os på den rigtige side af historien.” Imens er Ukraine ved at tabe krigen, og ukrainerne og europæerne ønsker fred.

Klimakampen er også et aktuelt eksempel på det moderne fremskridtsdogme.

Danmark fremstilles som global leder med ambitionen om 70 % CO2-reduktionsmål inden 2030, og vil være en global leder med grøn teknologi. Her får klimaindsatsen nærmest religiøs status som moralsk imperativ, der ikke kan diskuteres. Forleden dag måtte Ørsted dog tigge danske skatteydere om 30 milliarder ekstra. Grøn energi er både dyrt og ineffektivt.

Endelig kan vi tage debatten om kønsidentitet. Her fremstilles kritikere som intolerante, bagudskuende og reaktionære. Den moderne, tolerante tilgang bliver præsenteret som den eneste acceptable. Fremskridtstanken bruges til at lukke debatten ned. I Danmark blev en kvinde i denne uge slæbt i retten for at have kaldt en transkvinde ”biologisk mand”.

Fremskridtstroen er farlig

Cobley advarer om, at fremskridtstroen bliver farlig netop dér, hvor den foregiver at være frigørende. For hvis historien har en forudbestemt retning, og nogen hævder at kende den, så er det kun et spørgsmål om tid, før de begynder at herske, som om de virkelig er historiens stedfortrædere.

”Historien vil dømme dig”, hedder klicheen. Teknokrati, ekspertvælde og social udskamning bliver de progressive midler, og moralretorikken bliver camouflage for magtudøvelse.

Cobley minder os om, at den eneste reelle “rigtige side af historien” først kan ses, når historien er skrevet færdig. Indtil da er påstanden om at stå der blot et bekvemt værktøj for progressive, der oftere end andre ideologer netop har taget fejl i løbet af historien.

En kristen kritik af fremskridtstroen

Fremskridtstanken er også kritiseret herhjemme. En af de bedste bøger om emnet er skrevet af Torben Bramming, ”Opgør med den moderne myte”, fra 2012. Bramming er præst i Ribe og har næppe nogensinde været venstrefløjsaktivist.

Brammings pointe i bogen er, at vi lever i en tid, hvor ideen om fremskridt er ophøjet til religion. Den moderne myte er fremskridtsmyten. Alt, der bærer en historisk arv eller åndelig dybde, må vige og stemples som reaktionært. Særligt kristendommen.

Fremskridtstroen er følgelig selv blevet en magisk forestilling, en pseudoreligion, men af den art, hvor det er forbudt at minde om menneskets fejlbarlighed. Om vores syndighed. Vi får et samfund, hvor vi tror, vi kan innovere os fri af skyld, lidelse og ansvar.

Det er en farlig illusion.

Spørgsmål om ånd, skyld og grænser forsvinder i jagten på “det nye”. Og netop her opstår en ny form for magt: Dem, der sætter tempoet og kender den teknologiske retning, får rollen som moderne præster.

Men hvad sker der med os, når vi fornægter erfaringen? Så mister vi modstandskraft; vi bliver sårbare for autoritære strømninger, for teknokratisk arrogance og illusionen om kontrol.

Kristendommen som modmyte

Bramming peger på, at kristendommens grundsprog er at “modtage” – nåde, tilgivelse, kærlighed som gaver fra Gud. Fremskridtstankens sprog er at “tage” – erobre naturen, kontrollere fremtiden, skabe sig selv. I kristendommen er mennesket barn, i moderniteten er det gud. Resultatet er ikke frihed, men angst for at leve op til sin egen almagt.

Rettigheder uden forankring i kirke, kongehus og historie bliver tilsvarende abstrakt magt. Når alt skal begrundes i individets ønsker, mister samfundet sammenhæng. Kirken lærer derimod om nåden, kongehuset sikrer kontinuitet og historien ydmyghed. Alt det, den progressive rettighedstænkning forkaster.

Kristendommens radikale erkendelse er denne: Vi er gode nok, som vi er, fordi Gud elsker os. Ikke som projekt til forbedring, ikke som materiale til omformning, men som skabninger, der er værdige i sig selv.

Af Kasper Støvring