Det er en udbredt fejltagelse i den europæiske offentlighed at reducere religion til en privatsag og personlige følelser. Tro er noget, man “har”, ikke noget, der for alvor former politik, kultur og konflikt.

Derfor er det så meget desto mere betydningsfuldt, at Trykkefrihedsselskabet i år hædrer en historiker, der hårdnakket siger på det modsatte. Lørdag den 21. marts modtager den koptisk-amerikanske historiker Raymond Ibrahim Sapphoprisen  i Vartov i København.

Ibrahim har gennem mere end et årti markeret sig som en af de mest kildetro og intellektuelt konsekvente stemmer i den internationale debat om kristenforfølgelse, islamisme og de historiske konflikter mellem islam og Vesten. En udmærket præsentation af hans tanker findes i denne video.

Som Trykkefrihedsselskabet skriver, bygger hans arbejde på omfattende studier af primære kilder – klassiske arabiske tekster, middelalderlige krøniker og moderne jihadistiske dokumenter – og hans konsekvent gennemførte og uforfærdede pointe er: religion betyder noget, hellige tekster betyder noget, og historien betyder noget. Vold i Guds navn er en realitet. Men den sandhed er ubelejlig for en sekulariseret vestlig offentlighed med skyldkomplekser, der helst vil tale om “social marginalisering” og andre undskyldninger for ikke at tage muslimer alvorligt.

Et gennemgående tema er netop forfølgelsen af kristne i store dele af den muslimske verden.

Ibrahim læser ikke kun de moderne rapporter, men går tilbage til de klassiske islamiske kilder og de kristne øjenvidneskildringer, der beskriver det samme mønster over århundreder: jihad som legitim vold, dhimmi-systemet som institutionaliseret andenrangsborgerskab og en teologisk begrundet fjendtlighed mod dem, der ikke bøjer sig. Nutidens overgreb sættes ind i en 1400-årig kontinuitet.

Denne insisteren på at tage religionens egne kilder alvorligt har gjort Ibrahim kontroversiel, som man siger, når de ubelejlige vidnesbyrd bringes frem. Flere gange er hans foredrag blevet forsøgt aflyst under anklager om “islamofobi”. Det er blevet mere respektabelt at mistænkeliggøre den, der beskriver kristenforfølgelse, end at forholde sig til selve forfølgelsen.

I stedet for at diskutere, om hans brug af arabiske kilder, krøniker og jihadistiske dokumenter er korrekt, afskriver man hele projektet som moralsk suspekt.

I vores del af verden er det blevet almindeligt at begynde historien om islam med kolonialisme og korstog. Men det efterlader os mystificerede. For hvad var det nu, korstogene var en reaktion på? Som om islamisk ekspansion, erobringerne af Mellemøsten og Nordafrika og den kristne verdens gradvise tilbagetrængning slet ikke var foregået. Selv om det er en vild historie.

Ibrahim gør det modsatte. Han begynder med de tekster og de begivenheder, som moderne vestlige eliter helst vil glemme, og han holder nutidens konflikter op mod den lange linje. Det udfordrer et selvbillede, hvor Vesten altid er aggressoren og resten af verden altid reaktiv.

Hvornår begynder de vestlige, særligt vesteuropæiske offentligheder at tage historie, institutioner og traditioner alvorligt? Hvornår ophører vi med at underkaste os? Som Keir Starmer for nylig da han tydeligvis måtte lægge afstand til Iraninterventionen af frygt for hjemlige islamister. Religion er ikke kun hygge og identitet; den er også doktrin, lov og magt, og det har konsekvenser for frihed, sikkerhed og sameksistens. At forsvare kristne mindretal i Mellemøsten og Afrika kræver mere end følelsesladede appeller; det kræver, at man tør se på de tekster, ideer og magtstrukturer, der gør forfølgelsen mulig og legitim i første omgang.

De mest uforfærdede historikere minder os om, hvad intellektuel hæderlighed kræver.

Man kan være uenig i Ibrahims konklusioner, man kan nuancere hans læsninger, men man skylder ham at tage kilderne alvorligt. At forsøge at bringe ham til tavshed er i virkeligheden et forsøg på at slippe for de spørgsmål, hans arbejde stiller til både islamisk teologi og vestlig selvforståelse.

Hvis vi vil forsvare både kristne mindretal og vores egen frihedstradition, må vi begynde med at tage religionens egne ord – og historiens blodige spor – alvorligt.

Af Kasper Støvring