Nyt



Nytårsdag kørte flere medier den årlige ‘Muslimer ryddede op på Rådhuspladsen’-historie, og som sædvanligt blev der smurt tykt på. TV2 Nyhederne nævner eksempelvis at gruppen ‘Muslimer for fred’ er etableret af Danmarks ældste muslimske organisation for at “udbrede islams budskab om kærlighed og fred til alle uanset tro”. Det nævnes en passant, at Ahmadiyya-menigheden står bag, men at dømme efter debatten på Facebook, så gik det hen over hovedet på de fleste danskere. Der er ikke mange muslimer der kommenterer, og ‘Muslimer for fred’-segmentet er tydeligvis et mediestunt møntet på den brede danske offentlighed.

Som lektor Tina Magaard udpensler i dagens Jyllands-Posten, så er det helt afgørende for forståelsen af islam, at vi erkender at islam ikke blot er en religion som alle andre. Hun pointerer, at det under feltstudierne, kun lykkedes hende at finde en ahmadiyya-imam der gik ind for ‘en metaforisk læsning af teksterne’, og fortsætter “… men ham dømte de andre ude som frafalden”. ‘Muslimer for fred’ er marginaliserede.

Yderst informativ kronik i dagens Jyllands-Posten – Alle må med i opgøret med jihadister.

“Professor Jakob Skovgaard Petersen efterlader i sin kronik 9/12 ‘For jihadisterne er krig et mål i sig selv’ det indtryk, at den islamiske fortolkningstraditions forskellige strømninger er sammenlignelige med for eksempel kristne og jødiske fortolkningstraditioner. Med udgangspunkt i års indgående studier af islamiske tekster samt feltarbejde i danske moskéer og blandt muslimske kvinder, vil jeg mene, at det kræver en kommentar.

I de danske moskéer, hvor jeg har udført feltarbejde, vil mange nok tage afstand fra terrorangreb som det, der for nylig ramte Paris. Men det betyder ikke, at imamerne distancerer sig fra princippet om jihad som krigsførelse. Selv i moskéer, som islamforskere klassificerer som moderate, har det været min oplevelse, at imamerne snarere søgte at forklare, hvornår det er tilladt at føre jihad hvordan.

Kun ahmadiyya-imamen gik ind for en metaforisk læsning af teksterne, men ham dømte de andre ude som frafalden. … Det betyder selvfølgelig ikke, at alle imamerne deler IS’ indstilling til, hvornår det er legitimt at dræbe hvem. Men det betyder, at man ikke møder den fordømmelse af krig i religionens navn, som er god latin i de fleste nutidige kristne kredse.

… JSP nævner muslimske strømninger, som søger at ‘omcaste’ Muhammed til en fredselskende helt, der beskyttede de svage. Jeg har set den slags materiale, men det bringer os typisk ikke tættere på en reel reform.

Spørger man ind til, hvem der skal beskyttes, så er det de svage muslimer, men ikke de, som nægter at konvertere til islam – svage eller ej. Spørger man ind til, hvordan freden skal opnås, så er krigen stadig et legitimt middel mod målet, hvis mission ikke virker. Nok findes der i Koranen vers såsom: ‘Den Barmhjertiges tjenere er dem, som vandrer på jorden i ydmyghed og siger ‘Fred!’ når de uvidende taler til dem’.

Men disse vers dateres ifølge den muslimske tradition fra Mekka-perioden, hvor Muhammad var marginal og magtesløs. Hvorimod de vers, som meget konkret beskriver krigsførelse mod vantro eller muslimer, der ikke var stærke nok i troen, er fra Medina-perioden, hvor han var en magtfuld hærfører.

Ifølge den muslimske tradition gælder det princip, at hvis der er uoverensstemmelse mellem to Koranvers, så er det ’sværdversene’ fra Medina-perioden, som trumfer de andre. Der er mig bekendt ingen islamisk bevægelse, der har villet sætte spørgsmålstegn ved dette princip.

Mff010116-FB-2

‘Kærlighed til alle – Had til ingen’, et uislamisk budskab. Muslimer for fred på Rådhuspladsen i København, 1. januar 2016. Foto: Facebook.

ANNONSE

JSP hævder endvidere, at Koranen ‘afspejler den tid, den er blevet til i. Der er slaveri, hævnmord og brutale straffe, som endog kan komme fra Gud selv. Ligesom i Bibelen.’ Det er et komfortabelt argument, fordi det ligestiller religionerne. Men det er ikke det samme, som at det kan holde til en empirisk efterprøvning. …

De islamiske grundtekster beretter, hvordan Muhammed, på trods af sine samtidiges protest, får genindført stening, myrdet satirikere, tildækket kvinderne, indført monoteisme og gennemtrumfet en bogstavelig læsning af helligteksterne. Fordrivelse og udryddelse af dem, der stritter imod, er også del af fortællingen.

At sige at Muhammed bare afspejler sin tid, er derfor ikke retvisende, da han netop bryder med sin tid. … Selv om IS-terroristerne er mere radikale end de fleste, så er deres fordømmelse af Vestens ‘jahiliyya’ en diskurs, som prædikes i et bredt segment af moskéer.”

ANNONSE