Du bliver narret af ord. Det er hele tricket. De kalder det frihed, selvom det i praksis er statsstyret bosættelse og statsfinansieret underhold. De kalder det mangfoldighed, selvom importen i vid udstrækning kommer fra én religiøs og politisk kultur. De kalder det menneskelighed, selvom regningen sendes til mennesker, der aldrig har givet deres samtykke.

Jeg sætter det i den rækkefølge, du faktisk har brug for at forstå, hvis du vil stoppe med at blive manipuleret af sproget.

Fri bevægelighed er enkel: du flytter til et sted, hvor du kan skabe værdi, du lever af din egen indsats, og du tager selv risikoen. Det er ikke et moralsk eventyr.

Det er et praktisk system, der fungerer, fordi det tvinger dig til at bære konsekvenserne af dine egne valg. Massiv indvandring er det modsatte: staten flytter mennesker til et land, hvor andre allerede bor (og staten garanterer ydelser, bolig, skolegang, sundhedspleje og rettigheder), og derved forvandler »åbenhed« til tvungen omfordeling.

Når man kæder åbne grænser sammen med en stor velfærdsstat, skaber man ikke frihed. Man skaber en magnet. Det er ikke smertefuldt. Det er mekanik. Man får mere af det, man subsidierer.

Og her kommer den del, man ikke kan undslippe: I et velfærdssystem er indvandring ikke bare ›mennesker, der flytter‹. Det er også en offentlig forpligtelse. Det er et budget. Det er skattepenge. Det er plads i klasseværelserne. Det er tolketimer. Det er social sikring. Det er politiet. Det er domstolene. Det er fængsler. Det er børnevelfærd. Det er køer til sundhedsvæsenet. Hvis man foregiver, at dette er gratis, driver man ikke politik. Man udfører magi.

Man kan godt lide mennesker og samtidig ikke lide systemet. Faktisk er det den eneste modne holdning at indtage. Systemet er ikke moralsk. Det handler om incitamenter. Det belønner visse handlinger og straffer andre. Når man belønner passivitet og straffer arbejde, får man mere passivitet og mindre arbejde. Dette gælder også for nordmænd og danskere. Den eneste forskel er, at masseindvandring øger problemets omfang dramatisk.

Fri bevægelighed kræver, at man bærer sine egne omkostninger

Hvis man siger, at man er liberal med hensyn til indvandring, må man besvare et spørgsmål uden at undvige det: Hvem betaler?

I et liberalt samfund er svaret klart: Den, der træffer valget, betaler. Hvis man flytter, finder man et job. Man finder en bolig. Man tegner en forsikring. Du opbygger et netværk. Du tager chancen. Det er værdigt. Det er ansvar. Det er også grunden til, at fri bevægelighed kan fungere uden at splitte samfundet.

I et socialdemokratisk system er svaret det modsatte: andre betaler. Du får rettigheder, før du har bidraget. Du får sikkerhed, før du har taget risici. Du får penge, før du har skabt værdi. Det betyder, at indvandring ikke længere er et privat projekt. Det bliver en kollektiv forpligtelse.

Og så foregiver folk, at kritik af dette handler om følelser eller »holdninger«. Nej. Det handler om samtykke. Hvis jeg ikke kan sige nej til regningen, er det tvang. Hvis du ikke kan sige nej til bosættelse, er det tvang. Hvis kommunerne får folk placeret i deres skød uden at beboerne har noget valg, er det tvang. Det er fuldstændig uforeneligt med frivillighed.

Her er den konkrete konsekvens (som folk bemærker i deres hverdag): skatterne skal op, ydelserne skal ned, gælden skal op, eller oliepengene skal brændes af. Man kan pynte på det i budgetdokumenter, men man kan ikke gøre det om.

Og når politikere siger, at »vi skal stille krav«, men samtidig tillader kædeindvandring og permanent opholdstilladelse at fortsætte, håndhæver de ikke »krav«. De laver et show. Krav uden konsekvenser er bare en plakat.

Dette er særlig brutalt i et land som Norge og Danmark, fordi hele vores model er baseret på et tillidssamfund. Tillid er ikke en følelse. Tillid er et økonomisk redskab. Det betyder færre kontroller, færre vagter, færre låse, mindre bureaukrati, billigere handel, enklere kontrakter. Når tilliden bryder sammen, må staten vokse for at erstatte den. Så mister man sin frihed, uanset hvordan man stemmer.

Det andet sproglige trick er »integration«. Integration præsenteres som en service, der tilbydes af staten. Det er forkert. Integration er noget, indvandreren gør. Man kan få hjælp med sproget, men man kan ikke få hjælp med viljen. Og hvis man importerer store samfund, hvor viljen er lav, får man parallelle samfund. Ikke fordi mennesker er genetisk forskellige, men fordi normer og loyaliteter følger dem.

»Multikulturalisme« bliver ensartethed, når man importerer næsten én kultur

Spørgsmålet er, om det virkelig er multikulturalisme, når man »næsten udelukkende« importerer muslimer og arabere, og når det næsten udelukkende kommer med antizionisme og had mod Israel.

Man ser det som et mønster. Det er korrekt at se det som et mønster.

Multikulturalisme betyder ikke, at man har mange restauranter og flere flag den 17. maj. Multikulturalisme betyder mange kulturer (reel mangfoldighed i normer, religion, historie, arbejdsmoral, familiestruktur og politisk mentalitet). Hvis man i praksis bringer en stor andel ind fra den samme religiøse og politiske kultur, får man ikke mangfoldighed. Man får blokdannelse.

Og blokdannelse er ikke neutral. Det skaber politisk pres. Det skaber identitetspolitik. Det skaber krav om særlig hensyntagen. Det skaber importerede konflikter.

Derfor bliver udenrigspolitik pludselig et spørgsmål om kontrol med gaderne i norske og danske byer. Når man har store samfund, hvor Israel som princip demoniseres (ikke som objektiv kritik af en regering, men som en fjende), påvirker det jøders sikkerhed i Europa. Det er ikke »polariserende« at sige det. Det er en praktisk konsekvens af importeret konflikt.

Og bemærk én ting: det er ikke »multikulturelt«, når kun den ene side får en særlig status. Hvis man importerer miljøer, hvor antisemitisme og antizionisme er socialt accepteret, samtidig med at man gør majoritetskulturens selvforsvar tabu, så skaber man et skævt samfund. Man lærer folk, at aggressiv identitet belønnes, og at tilpasning er for tabere.

Hvis man faktisk mente multikulturalisme i positiv forstand, ville man sprede oprindelser. Man ville udvælge høj tilpasningsevne. Du ville prioritere grupper med høj arbejdsdeltagelse og lave kriminalitetsrater. Du ville kræve sekularisme i offentlige institutioner. Du ville stoppe kædeindvandring, som cementerer klaner og parallelle ægteskabsmarkeder. Du ville slå hårdt ned på social kontrol og religiøs magt i hjemmet (ikke med brochurer, men med konsekvenser).

Og så kommer tallene, som ingen gerne taler om (fordi tal ødelægger gode intentioner). Norge har nu omkring 1,2 millioner mennesker med indvandrerbaggrund, cirka 21 % af befolkningen, og når man ser på fuldtidsbeskæftigelse, er der store forskelle mellem grupperne (herunder en lav andel af fuldtidsbeskæftigelse i flere store grupper fra muslimske lande).

Man behøver ikke være »hård« for at se, hvad det betyder. Man skal bare være voksen: En lav andel af fuldtidsansatte betyder lave skatteindtægter. Lave skatteindtægter kombineret med højt forbrug af tjenesteydelser betyder underskud. Et underskud betyder højere skatter eller dårligere og færre tjenesteydelser.

Løsningen er mere konsekvens, ikke mere planlægning

Løsningen er ikke en ny »plan for sikkerhed«. Løsningen er at stoppe med at sabotere vores egne institutioner med modstridende politikker.

Vi skal skelne mellem tre ting, som staten bevidst har blandet sammen:

1. retten til at komme
2. retten til at blive
3. retten til at blive betalt af andre

Hvis man ønsker noget, der ligner fri bevægelighed, må man bryde forbindelsen mellem bevægelighed og velfærd. Konkret betyder det:

Man kan bo her, men man har ikke automatisk adgang til hele velfærdsmenuen.

Man kan arbejde her, men man har ikke ret til livslang støtte uden at have opbygget rettigheder gennem arbejde og bidrag. Du vil modtage hjælp i nødsituationer (på grund af civilisationen), men ikke en livsstil baseret på offentlige ydelser.

Familiesammenføring skal kræve fuld selvforsørgelse og bolig uden offentlig støtte.

Permanent opholdstilladelse skal fortjenes, ikke uddeles. Statsborgerskab skal være et slutmål, ikke en genvej.

Dette er ikke »hårdt«. Dette er normalitet. Og det er faktisk den eneste humane løsning på lang sigt, fordi alternativet enten er økonomisk sammenbrud eller et samfund, der bliver mere autoritært for at opretholde orden.

Så du skal have en klar returpolitik. Midlertidig beskyttelse skal være midlertidig. Afvisning skal betyde afrejse.

Hver gang staten bøjer sig for offentlig protest, lærer den alle, at systemet ikke er seriøst. Dette fører til mere pres, mere udnyttelse og mere kynisme.

Og så må man holde op med at lade som om integration er et »samfundsansvar«, hvilket betyder, at jeg har en pligt til at tilpasse mit samfund til mennesker, der ankom i går. Nej. Samfundsansvaret fungerer omvendt: De, der kommer ind i et samfund baseret på tillid, har pligt til at opføre sig på en måde, der bevarer denne tillid. Hvis De ønsker at leve i et samfund med lav kontrol, skal De leve som en person, der fortjener lav kontrol.

Det sidste punkt er det mest eksplosive, men også det mest præcise: lokal samtykke skal tilbage. Kommuner og kvarterer skal have lov til at sige nej. Ikke fordi nogen er onde, men fordi frivillighed uden samtykke er et bedrag. Statens indgriben over folks hoveder er en form for misbrug i slow motion. Man ser det i skolerne, boligpriserne, sikkerheden, de offentlige budgetter og den sociale samhørighed. Når folk mister kontrollen, mister de loyaliteten. Når de mister loyaliteten, mister samfundet sin sammenhængskraft. Dette er ikke filosofi. Det er hverdagens logik.

Hvis du vil kalde dig selv liberal, må du acceptere denne konklusion: åbne grænser og en stor velfærdsstat kan ikke eksistere side om side uden at splitte landet ad. Enten har du fri bevægelighed med ansvar, eller også har du masseindvandring med tvang.

Det er ikke »multikulturalisme«, når man opbygger et samfund, hvor en importeret kultur vinder ved volum, magt og tabubeskyttelse. Det er bare en ny majoritet under opbygning, finansieret af den gamle, indtil den gamle giver op og flytter væk, eller indtil staten er nødt til at stramme op med mere politi og mere kontrol.

Man vælger ikke mellem »godt« og »dårligt«. Man vælger mellem konsekvens og sammenbrud.