Forleden var jeg til reception for det konservative magasin Modstrømmen. Det er et glimrende magasin med gode artikler og dygtige skribenter, redigeret af den flittige Mitchel Oliver.

Særligt opløftende denne aften var det at se alle de unge mennesker, der var samlet om denne ”bevægelse”, som bagmændene kalder Modstrømmen. Der var tilmeldt 75, og det skal nok passe. Vel op mod 100 unge mennesker, mænd som kvinder, der diskuterede politik med en intensitet og intelligens, som ville få enhver halvgammel bandit som mig selv til at gå i selvsving. Optimistiske, engagerede unge, der talte om fremtiden med håb snarere end fortvivlelse.

Altså noget mere end bare en fejring af en udgivelse. Det var konturerne af et politisk vibeshift, der allerede ruller hen over Europa som en bølge af forandring. Kontinentets unge oprør, der bryder gennem den kulturelle dæmning. For nu at blive i den væskende metafor.

Tallenes klare budskab

Tallene bekræfter, hvad mine øjne så den aften. I Spanien er det nationalkonservative VOX blevet det mest populære parti blandt vælgere mellem 18 og 34 år med 27,4 % opbakning – langt foran socialisterne med 15 % og det borgerlige Partido Popular med 11 %.

I Tyskland har Alternative für Deutschland oplevet eksplosiv vækst blandt unge. I delstaten Thüringen stemte 38 % af de unge under 25 år på AfD ved det seneste valg, mens 36 % af millennials ligeledes satte deres kryds ved partiet.

Heller ikke Frankrig undgår tendensen. Marine Le Pens Rassemblement National sikrede sig 32 % af stemmerne blandt vælgere under 34 år ved EP-valget i 2024. Det er en underjordisk strøm af modstand, der nu bryder op til overfladen.

Længslen efter mening og fællesskab

Hvad driver denne bevægelse?

Ifølge The European Conservative – hvorfra jeg har tallene – handler det om mere end politik. Italiens premierminister Giorgia Meloni har skabt en platform, der forener patriotisme, kulturel identitet og borgerligt engagement. Som den 21-årige studenteraktivist Nicolò Sangiorgi citeres for: “Folk føler sig hjemme og bliver hurtigt en del af en stor familie.”

De unge søger autenticitet i en tid præget af politisk korrekthed og identitetspolitisk fragmentering. De hungrer efter fællesskaber, der anerkender deres kulturelle rødder frem for at dekonstruere dem. De værdsætter stemmer, der tør tale imod tidens mainstream.

Hvad skulle de unge ellers gøre? Fortsætte med at stemme på deres egen kulturelle opløsning?

Det er selvfølgelig skidt for den progressive elite, at unge ikke vil lade sig opdrage til at skamme sig over deres egen kultur. Eliten driver afsted på globaliseringens store flod, men de unge sejler op ad strømmen mod de hjemlige bredder.

Digitale mestre og analoge længsler

Meget er blevet sagt og skrevet om den nye højrefløjs beherskelse af de digitale platforme. Jordan Bardella i Frankrig og lignende figurer har forstået, at unge ikke ønsker polerede politikere, men mennesker, der taler deres sprog og deler deres bekymringer.

Men den unge modstrøm rækker ud over skærmen. Partier som VOX etablerer ungdomsbevægelser, træningsprogrammer og kulturelle arrangementer, der giver unge mulighed for at mødes fysisk og skabe reelle bånd. Det er præcis, som jeg selv oplevede ved Modstrømmens reception.

Hvor forrige generationer løb væk fra traditionen – ”vi har fødder, ikke rødder”, som det hed – søger den unge generation tilbage til den. Fra dekonstruktion til konstruktion, fra selvhad til selvrespekt. Kultur frem for kaos. Fremtid frem for forfald.

Et generationsskifte under opsejling

Receptionen forleden aften var således mere end en præsentation af et magasin. Den var et kig ind i Europas politiske fremtid, hvor unge vælgere ikke længere automatisk stemmer på venstrefløjen.

Man kan vælge at ignorere denne bevægelse eller forsøge at udskamme den. Men man gør klogt i at lytte til, hvad de unge egentlig siger: Vi vil have et samfund, der anerkender vores historie, værner om vores kultur og giver os håb for fremtiden.

Det er ikke bagstræberisk reaktion. Det er fundamentalt sundt.

Af Kasper Støvring