Hvorfor er de europæiske myndigheder så bange for det, de kalder hadefuld tale? Det spørgsmål stiller klummeskribenten Lauren Smith i The European Conservative.

Den 18. juni markerede tilsyneladende den tredje anti-hadetale-dag nogensinde og starten på Europarådets No Hate Speech Week.

Temaet for dette års No Hate Speech Week er omtrent så inspirerende, som man kan forestille sig: »Forbedring af juridiske og ikke-juridiske foranstaltninger mod hadefuld tale gennem en tilgang med flere interessenter«. I praksis betyder det, at man diskuterer, hvordan regeringer kan holde styr på fortællingen, især på de sociale medier.

Europarådets præsident Alain Berset gjorde det klart, da han åbnede festlighederne med en tale i Strasbourg. »Hadefulde ytringer er ikke et isoleret problem«, sagde han, »men en del af en dybere udfordring – for tilliden, for sandheden, for selve demokratiet.«

Lauren Smith påpeger på den anden side, at “i virkeligheden er ytringsfrihed en grundlæggende del af ethvert demokrati. Folks ret til at sige, hvad de vil, uanset hvor groft, stødende eller hadefuldt det er, er afgørende for, at et samfund kan forblive åbent og frit.”

Berset sagde også: “Had begynder med ord, men slutter ikke der. Europarådet har været klar i mælet: Hadefuld tale og hadforbrydelser er ikke adskilte emner – de eksisterer i et kontinuum.”

Smith mener, at ord aldrig kan være voldelige. Det eneste, de kan såre, er følelser. “I modsætning til at påføre nogen en reel, alvorlig skade er det at blive fornærmet helt subjektivt. Den eneste, der kan bevise det, er den, der hævder at være fornærmet. Derfor er definitionen af hadefuld tale så vag og ikke-bindende – og derfor kan den i EU’s øjne bruges til alt fra at kritisere konsekvenserne af massemigration til at hævde, at kvinder ikke kan have penisser.”

Europarådet vil være vært for over 18 workshops om emner som »imødegåelse af hadefuld tale i medierne og online, sexistisk hadefuld tale og hadefuld tale mod romaer og rejsende« samt et »studiebesøg« arrangeret af enheden for seksuel orientering, kønsidentitet og -udtryk samt kønskarakteristika. Med andre ord skal enhver uenighed med ortodoksien bekæmpes, hvis ikke ligefrem kriminaliseres.

Den største synder på dette område er Digital Services Act (DSA), EU’s drakoniske lovgivning, der regulerer »skadeligt indhold« på nettet. Ifølge DSA kan selv det at interviewe en tidligere amerikansk præsident udgøre hadefuld tale.

Det konkluderede Thierry Breton, den daværende EU-kommissær med ansvar for at håndhæve DSA, sidste år. Forud for det amerikanske præsidentvalg advarede Breton om, at Elon Musks livestreaming af et interview med Donald Trump på X kunne være i strid med EU-lovgivningen om udbredelse af »skadeligt indhold«.

Lauren Smith mener, at censurforanstaltningerne i langt højere grad handler om kontrol end om at gøre verden mere sikker, både online og offline:

“EU’s meningsløse krig mod hadefuld tale er ikke kun rettet mod ytringsfrihedsforkæmpere som Musk. Den er systematisk. Som en nylig rapport fra MCC Brussels viser, bruger EU svimlende 649 millioner euro af skatteydernes penge på at »forske« i og modvirke hadefuld tale og misinformation. Rapportens forfatter, Dr. Norman Lewis, påpeger, at de penge, der bruges på disse 349 projekter, er 31 % mere, end EU bruger på transnational kræftforskning. Et af de mest bekymrende projekter i rapporten er brugen af AI-systemer til at overvåge og censurere »problematisk« indhold samt »træne« brugere, især unge, i at identificere, imødegå og rapportere hadefuld tale, når de ser den. Det lyder som et forsøg på at hjernevaske Europas unge til at overvåge deres egne og andres meninger. Det kunne ikke være tydeligere, at EU’s kampagne mod hadefuld tale faktisk er et angreb på al tale. EU ser ytringsfriheden som en af de alvorligste trusler mod udbredelsen af sine globaliserende, identitære budskaber. Derfor føler EU sig nødsaget til at opbygge et omfattende censurapparat for at knuse uenighed, uanset hvor den dukker op. Anti-Hate Speech Week omtales måske i vage, luftige vendinger om at beskytte demokratiet og bekæmpe diskrimination. Men som en rapport har afsløret, er EU’s censurlove slet ikke effektive til at stoppe hadefuld tale. Et sted mellem 87,5 procent og 99,7 procent af de indlæg, der blev fjernet på sociale medier under DSA, var helt lovlige. Den eneste ›forbrydelse‹, disse brugere begik, var at skrive noget uhøfligt eller upassende.