Kommentar

Først efter flere måneder kom sandheden endelig frem. Den gruppe 15-16-årige drenge, der havde lokket homoseksuelle mænd i fælde gennem en falsk dating-app for derefter at mishandle dem brutalt, var af anden etnisk herkomst end dansk.

Hvorfor tog det flere måneder at presse denne elementære sandhed ud af systemet? Fordi politiet, pressen og politikerne holder etnicitet skjult, når den ikke passer ind i det foretrukne narrativ.

Ekstrem vold møder symbolske domme

Et af ofrene i Odense fik hjerneblødning og måtte syes adskillige steder i hovedet efter at være blevet mishandlet med metalbat, bælte og softgun. Under overfaldene råbte gerningsmændene “pædofil”, “homo” og “bøsse”, men alligevel mente retten ikke, der var tale om en hadforbrydelse.

Straffen? To af de mange deltagere fik henholdsvis syv og otte måneders fængsel, hvoraf kun én måned skulle afsones. Resten slap helt fri.

Altså en – én! – måneds fængsel.

Det 57-årige offer kæmper stadig med kraftige hovedpiner flere gange om ugen som følge af hjernerystelsen. Hans liv er “sat på pause” af sygemeldinger, fortæller han. Men efter en måneds fængsel vandrer hans gerningsmænd frit omkring som ulve blandt får.

Samme mønster ser vi i sagen om den 27-årige autist Frederik, der blev overfaldet på vej hjem fra Rødovre byfest. Gerningsmændene efterlod ham med syv brækkede ribben og beskadigede rygled. Det tog Frederik 20 minutter at kravle væk fra overfaldsstedet for at søge hjælp.

Politiets efterforskning? Så ringe, at de ikke engang ville hente ofrets stjålne mobiltelefon, selvom Frederik selv havde sporet den. “Det kan du selv gøre,” lød svaret fra politiet.

Tabuet der koster liv

Når voldskriminalitet begås af personer med indvandrerbaggrund, bliver det enten slet ikke nævnt eller først afsløret efter ugers pres. Samtidig viser statistikkerne, at 44 procent af de indsatte i danske fængsler har indvandrerbaggrund – et tal, der taler sit eget tydelige sprog.

Dette systemiske hykleri har konsekvenser. Når vi ikke tør tale om sammenhængen mellem indvandring og voldskriminalitet, kan vi heller ikke løse problemet. I stedet får vi justitsministeriets cirkusforestilling og tomme løfter om stramninger, der ikke rammer kernen af problemet.

Socialdemokratisk symbolteater

Socialdemokratiet har lovet at fordoble straffen for grov vold. I praksis betyder det, at voldsforbrydere fremover får to måneders fængsel i stedet for én måned. Det skal nok blive rigtig godt.

Justitsminister Peter Hummelgaard har allerede indrømmet, at det bliver svært at overholde løftet på grund af mangel på fængselspladser. I de seneste fire år er der kun blevet etableret 13 nye fængselspladser til et eksplosivt stigende antal kriminelle fra især MENAPT-landene.

Men hvorfor ikke flere udvisninger i stedet? Tanken synes slet ikke at være faldet Hummelgaard ind. Det er lettere at bygge flere fængsler og lade danske skatteydere betale for at huse kriminelle udlændinge, end at smide dem ud af landet.

Politisk mod

Som udlændingeordfører sagde, da jeg talte med ham i min podcast, har Dansk Folkeparti vist vejen og lanceret forslaget “Dansk Fortid, Dansk Fremtid”.  Det forslag går direkte til sagens kerne.

Partiet foreslår gennemgang af alle statsborgerskaber tildelt de seneste 20 år, hjemsendelse af kriminelle udlændinge og lukkede centre for dømte udlændinge indtil udrejse.

Partiet ønsker også at stoppe islamiseringen gennem forbud mod islamiske praksisser, der strider mod danske værdier. “Vi vil ikke bare stoppe islamiseringen – vi vil rulle den tilbage,” siger Mikkel Bjørn.

Sandheden først

Vi kan ikke løse problemer, vi ikke tør nævne ved navn. Hver gang politiet skjuler etniciteten, hver gang pressen undlader at fortælle hele sandheden, og hver gang politikerne nøjes med symbolpolitik, bliver flere danskere ofre for vold, de kunne have været forskånet for.

 

Af Kasper Støvring