Under migrantkrisen i 2016 hørte jeg en troende kristen erklære følgende:

Vi bør tage imod alle flygtninge, også selv om de kommer i millioner til vores små lande. For de har brug for vores beskyttelse. Og så kom hendes dramatiske tilføjelse: Også selv om vi risikerer at ødelægge vores kultur.

Synspunktet chokerede mig. For jeg er selv kristen, men min moral er komplet anderledes.

Den troende kvinde var udmærket klar over de forfærdelige følger af masseindvandring i form af evige kulturkonflikter, astronomiske udgifter, terror, vold og voldtægter. Men for hende var buddet om næstekærlighed absolut. Det trumfede hensynet til vores egen kultur, vores familie og landsmænd.

Jeg kom til at tænke på hendes ord, da jeg læste om sammenstødet mellem den katolske vicepræsident JD Vance og pave Frans.

Paven angreb den amerikanske regering for deportationen af illegale migranter. Vance forsvarede derimod deportationerne. Og han gjorde det ud fra den moralske ide om “ordo amoris” – kærlighedens hierarki – som jeg også selv har forsvaret og i denne klumme vil forsvare igen.

For i lighed med USA må vi også i Europa foretage massive hjemsendelser, hvis vores tillidskulturer skal bestå.

”Ordo amoris”

Hvad er ”ordo amoris”?

Det er det moralske bud, der siger, at vi først har pligt til at elske vores familie, dernæst venner, naboer, lokalsamfund og landsmænd, før vi vender blikket mod verden. Med sin NGO-agtige verdensanskuelse påstod paven derimod, at ”ordo amoris” ikke følger disse naturlige cirkler, men retter sig mod alle globens mennesker på én gang.

Men Vance har ret, og det har den kristent ortodokse skribent Rod Dreher, der har forsvaret Vance og kritiseret paven, også. Fra Augustin til Thomas Aquinas har vestlige tænkere fastslået, at kærlighedens sande orden følger et naturligt hierarki, der udstråler fra det nære.

Vi er først og fremmest forpligtet over for dem, vi har konkrete bånd til, og først derefter mennesker i fjerne egne. Denne erkendelse har tjent Vesten i årtusinder. Den udspringer af den simple kendsgerning, at mennesket er endeligt og vores ressourcer – både emotionelle og materielle – har grænser.

Kun i den progressive globalismes febervildelse kan dette princip betvivles. Og bliver i den grad betvivlet! I store dele af det moderne Vesten er denne naturlige orden nemlig vendt på hovedet.

Globalisme som humanitær religion

Den globale, universalistiske position er blevet ophøjet til humanitær religion, hvor enhver antydning af præference for egne landsmænd straks stemples som nationalistisk eller fremmedfjendsk.

Toneangivende stemmer kappes om at posere med den mest grænseløse kærlighed til fjerne folkeslag, mens de med samme åndedrag taler nedladende om ”Udkantsdanmark”. Denne moralske grandiositet bygger på den fantasi, at alle mennesker har krav på nøjagtig samme omsorg. ”Vi skal prioritere fremtiden for mennesker i Rwanda og Randers lige højt”, med Uffe Elbæks ord.

Globalister fælder moralske tårer over mennesker i fjerne lande, mens de demonstrativt undgår at tale om danske unge, der overfaldes og ydmyges af arabiske herremænd i deres eget land.

Også dommere er moralske universalister. Den amerikanske vicestabschef Stephen Miller måtte således i al hemmelighed sørge for, at en række særdeles farlige bandemedlemmer for nylig blev fløjet til El Salvador. De kriminelle måtte ud af landet, før en aktivistisk dommer kunne sætte en stopper for det.

Universalismen er hyklerisk. En fjernt svævende medfølelse, der aldrig får jordforbindelse til dem, der står lige foran os. Og dens tilhængere praktiserer en skamløs selektiv medfølelse.

De samme stemmer, der med hellig patos forsvarer åbne grænser, bor ikke selv i Mjølnerparken, men i beskyttede enklaver langt fra indvandringens hårde realiteter. De sender som Pia Olsen Dyhr deres børn i private skoler, mens de prædiker multikulturalismens velsignelser.

Det er nemt at elske menneskeheden, når man ikke behøver at elske sin nabo.

Kærlighedens naturlige orden må geninstalleres

Moralske universalister udhuler de konkrete bånd, der holder samfundet sammen, og erstatter dem med luftige abstraktioner, ingen kan leve op til.

Det er totalt ødelæggende for os alle. For lande med solid sammenhængskraft har historisk set været de mest generøse internationalt. Uden et fundament af fælles identitet og tillid smuldrer grundlaget nemlig for enhver form for solidaritet, også den globale.

Kærlighedens naturlige orden må derfor geninstalleres.

Medmenneskelighed starter i det nære og konkrete, ikke i abstrakte forestillinger om en grænseløs verdenskærlighed. Den universalistiske position er i sidste ende hverken universel eller moralsk – den er en luksuriøs dydssignalering for privilegerede eliter.

Konflikten mellem Vance og paven illustrerer dermed mere end blot uenighed om indvandringspolitik. Den afspejler to fundamentalt forskellige opfattelser af, hvad der konstituerer det gode samfund.

Pavens grænseløse medfølelse fører ikke til større solidaritet, men til en udvanding af de bånd, der overhovedet muliggør ægte omsorg. Vances position er derfor ikke bare mere realistisk, men i sidste ende også mere moralsk forsvarlig: For at bevare vores evne til at hjælpe nogen, må vi først og fremmest bevare os selv.

Af Kasper Støvring, ph.d., forfatter