Almir Martin, næstformand i bestyrelsen for Equality, Inclusion and Diversity (LIM), har skrevet et debatindlæg, hvor han slår til lyd for en ny tilgang til debatten om ungdomskriminalitet.

I artiklen, der blev offentliggjort den 21. marts i år i Avisa Nordland, kritiserer Martin, hvad han mener er en overdreven vægt på socioøkonomiske faktorer som forklaring på ungdomskriminalitet, og opfordrer til et større fokus på kulturelle dimensioner.

Martin henviser til Knut Storbergets rapport “De er vores børn” og NRK’s interview med en tidligere kriminel og argumenterer for, at debatten er blevet et “ideologisk teater”, som undgår det, han kalder den “ubehagelige sandhed”.

Han mener, at rapporten undgår at svare på, hvorfor nogle samfund udvikler kriminelle subkulturer, mens andre klarer sig godt.

Martin understreger, at forskellige rapporter viser, at unge med baggrund i Mellemøsten, Nordafrika og Sydasien er overrepræsenteret i kriminalitetsstatistikkerne, mens andre indvandrergrupper som vietnamesere, indere, tamiler, iranere eller bosniere næsten ikke er synlige.

Han argumenterer for, at dette peger på, at værdier og moral, og ikke bare indkomst, er afgørende faktorer.

Med henvisning til forskning af professor Per-Olof Wikström ved University of Cambridge hævder Martin, at socioøkonomi kun forklarer en lille del af kriminaliteten, mens moral, selvkontrol og miljø står for en langt større del.</p

Han citerer også det svenske kriminalpræventive råd, som siger, at sammenhængen mellem socioøkonomisk baggrund og kriminalitet er svag.

Martin henviser til tal fra rapporten “They are our children”, som viser en overrepræsentation af børn med indvandrerbaggrund blandt dem, der sigtes for kriminalitet, men mener, at rapporten forsøger at bortforklare dette med udstødelse og socioøkonomiske forhold. Han argumenterer for, at kulturelle normer, opdragelse og social arv er vigtige forklaringer, og henviser til NOVA-rapporten “UngVold 2015”, som viser en højere risiko for vold i hjemmet blandt børn med ikke-vestlig baggrund.

Han nævner også politiets observationer om fraværet af fædre i visse miljøer.

Martin foreslår flere tiltag, herunder at sætte kulturelle normer og værdier i centrum for kriminalitetsforebyggelse, at holde forældre ansvarlige for ikke-voldelig opdragelse, at adressere kriminalitet med klare konsekvenser, at sænke den kriminelle lavalder og at sikre et bedre samarbejde mellem politi, børneforsorg og skoler.

Martin konkluderer, at rapporten “De er vores børn” undgår at tage fat på de underliggende sandheder om ungdomskriminalitet.