Samfundstjeneste dag 41 (26102023). Jeg er oppe halv syv for at gå med hunden. Bagefter skal jeg ud til bageren for at købe rundstykker og brunsviger. Jeg vil slutte af med stil.

Der er chokerende mange mennesker på gaden klokken syv. Jeg troede folk lå i deres senge eller sad ved køkkenbordet og drak kaffe på det tidspunkt. Men de er åbenbart på vej på arbejde, i skole eller de skal aflevere børnene i institution.

Også i provinsen spreder (elektriske) Christianiacykler sig som en pest. De fylder hele cykelstien, og førerne ringer selvbevidst med ringeklokken, når de skal forbi, så man er nødt til at trække helt ud til siden eller endog op på fortovet. Så glider de forbi med fuld strøm på batteriet uden at træde i pedalerne. Iført den obligatoriske cykelhjelm og for nogles vedkommende gud hjælpe mig også refleksvest.

De skal aflevere børn. Men har klædt sig på som om, de deltog i ekstremsport. Børn (også med cykelhjelm!) sidder på ladet under presenninger og stirrer tomt (eller trætte) ud ad plastvinduerne i presenningen.

Jeg husker, da jeg selv afleverede børn for en menneskealder siden. Én i cykelstolen og den lidt større på stangen. Hjelm – det var ikke noget, vi brugte. Set i bakspejlet var det selvfølgelig både dumt og farligt. Men hvor jeg dog misbilliger den nutidige sikkerhedsliggørelse af selv den mest banale transport.

Det er de her mennesker, der holder Danmark i gang. Så jeg skal ikke klage.

Der er kun én fleksjobber, da jeg møder ind. Han sidder udenfor personalestuen og ryger. I princippet er der kun et enkelt diskret sted, hvor man må ryge. Men det tager de fleste let på.

Han hilser afmålt. Det er fyren, der har ansvaret for toilettet. Måske har han læst min seneste opdatering. Eller også er han bare træt.

Han kommer ind i personalestuen. Han er bare træt. Han synes, at der er koldt (termometret ved Kulturbroen viste fem grader), og han har problemer med sin gigt.

Inden han får lejlighed til at oplyse mig om sin sandsynligvis omfattende sygehistorik, fortæller jeg, at jeg har taget rundstykker og kage med, og at han bare kan tage noget, hvis han har lyst.

“Lækkert,” siger han. Men han er åbenbart ikke sulten, for poserne med brunsviger og rundstykker forbliver urørte.

Der er mod sædvane kaffe på kanden, så jeg tager selv et stykke brunsviger. Det er mere fedtet end godt. Men kaffen får det til at glide ned.

En kvinde, jeg troede, var i samfundstjeneste, men som viser sig at være i arbejdsprøvning, kommer ind i personalestuen. Hun skal have kage. Formanden og yderligere to fleksjobbere indfinder sig.

Jeg reklamerer for kage og rundstykker. Men der er ikke salg i varen. I stedet tager jeg selv et rundstykke og yderligere en kop kaffe.

Jeg har – som alle andre – ingen appetit, men får klemt rundstykket ned. Halvdelen af kaffen hælder jeg ud i vasken. Jeg overvejer at tage smørret med hjem, men der er ikke meget ved rundstykker uden smør, så jeg sætter det ind i køleskabet. Jeg lader brunsviger og de resterende rundstykker stå. Måske nogen får lyst til dem over middag.

Jeg er tilbage på stien. Det er en dag som de 40 forudgående bortset fra, at det er sidste dag.

Jeg arbejder ikke alt for inspireret. Men får lavet et okay stykke arbejde.

Det er lidt over midnat. Systemet har givet op. Det har brugt straf, samfundstjeneste og samtaler, der skulle få mig til at reflektere over min kriminalitet.

Kriminalforsorgen har anvendt det seneste MOSAIK-værktøj – Motiverende Samtaleintervention i Kriminalforsorgen – for at få mig til at ændre “holdning og tænkning i forhold til kriminalitet” og træne “nye sociale færdigheder” og skabe “motivation for positiv forandring”.

Den intensive og strukturerede tilsynsmodel – “udviklet på baggrund af RNR-principperne (risikoprincippet, behovsprincippet og modtagelighedsprincippet, red.)” – har været spildt på mig. Man har kastet perler for et svin.

Jeg har ikke kunnet ændre adfærd. Selvom jeg kun har mødt professionalisme, venlighed, smil og opmuntring og velturnerede pålæg og formaninger fra systemets repræsentanter, er jeg faldet tilbage i ny kriminalitet.

Jeg er som en hund, som ejeren trods alle gode intentioner ikke har kunnet aflære dens beskidte tricks. Der er ikke mere at rafle om. Vi er nået til slutspillet.

Nok er nok. Tålmodigheden fra systemets side har længe været tyndslidt. Nu er den sluppet op.

I en og samme bevægelse stryger kvinden fra staten mig over ryggen og skubber mig henimod skydeskuret.

Det er jo også for din egen skyld, siger hun.

Jeg går den tunge gang med hendes hånd i ryggen.

Da jeg står inde i henrettelsesskuret, kommer lægen. Han spørger elskværdigt om, håndjernene strammer.

Nej, det er ikke noget særligt, mumler jeg.

Så binder han mig fast til bagvæggen, så jeg ikke falder forover, når dommen bliver eksekveret. Han hæfter et lille stykke stof med et rødt kryds fast med en sikkerhedsnål i venstre side af min jakke. Lige over hjertet. Han er forsigtig og undgår at prikke mig med nålen.

På bagvæggen kan jeg se huller efter projektiler. Jeg er ikke den første, der er endt her i skydeskuret (jeg er den første kunstner – det faktum fylder mig med en vis selvbevidsthed – omstændighederne taget i betragtning).

Før mig har der været et par koranafbrændere, der simpelthen ikke kunne få deres mani med hensyn til afbrænding af helligskrifter under kontrol.

Der var en længere debat om, hvorvidt koranafbrænderne skulle erklæres sindssyge. Men i sidste ende blev de erklæret tilregnelige og skudt som uforbederlige kriminelle. Håbløse tilfælde som de var.

Måske bløder koranafbrændere ikke. Der er i hvert fald ikke noget blod omkring skudhullerne. Eller også har nogen omhyggeligt vasket væggen ned og blodet væk.

Kvinden fra staten spørger om, jeg har nogle sidste ord.

Jeg vil godt sige et eller andet historisk. Noget, der bliver stående. Jeg kan ikke komme på noget.

Det gik, som det gik, siger jeg opgivende.

Jeg har ikke kræfterne til den store protest.

Kvinden læser dommen op.

Min risiko for recidiv er simpelthen for stor. Det er blevet vurderet, at samfundet ikke kan have mig gående frit omkring. Da hverken straf eller indespærring har hjulpet, bliver dette udgangen.

Kvinden vil give mig en sort hætte på. I en sidste heroisk gestus beder jeg grådkvalt om lov til at se mine bødler direkte i øjnene, når de eksekverer dommen.

Det kan der ikke blive tale om.

De gør jo bare deres arbejde, siger kvinden.

Det vil være traumatiserende for medlemmerne af henrettelsespelotonen, hvis de skal se ind i mine angstfyldte øjne, når de trykker på aftrækkeren.

Det vil hverken fagforeningen eller Arbejdstilsynet bryde sig om, mener kvinden.

Men jeg, eventuelle pårørende eller andre med retslig interesse i sagen er velkomne til at klage over udførelsen af henrettelsen til den relevante myndighed eller Den Uafhængige Politiklagemyndighed – i daglig tale DUP. Det skal ske inden fire uger efter dommens fuldbyrdelse. Det gøres bedst og nemmest via e-Boks.

Med en lynsnar bevægelse – hun har tydeligvis gjort det før – trækker hun hætten ned over mit hoved. Et hvidt lys fra den projektør, der oplyser pladsen, trænger igennem det tætvævede stof.

Kvinden befaler medlemmerne af henrettelsespelotonen at klargøre deres våben.

De får ordre til at rette deres geværer mod målet.

Jeg bevæger mig umærkeligt, da den ordre afgives. Men jeg er spændt godt og grundigt fast til bagvæggen.

Skyd, siger kvinden.

Så bliver alt sort.