Nyt

Foto; Politiet

En 15-årig i Stockholm ville gerne gøre det godt igen for at have ødelagt vennens knallert. Han færdiggør prøven på skolen, rejser langt væk, henter en skarpladt pistol og går ind i en butik for at «hente penge».

15-årig pistolrøvede butik på rastepladsens cafeteria

Hverdagsscene fra Sverige: I butikken står en indvandrer som ikke har lyst til at miste sine surt tjente penge. Men han ser våbenet og han hører lyden da en patron glider ind i kammeret.

Indehaveren spørger sig selv: -Jeg er flyttet hjemmefra mit eget land. Hvilket land er jeg havnet i?

Den replik er der flere som er kommet med. De er flygtet fra Mellemøsten, men oplever at Sverige begynder at ligne mere og mere det de flygtede fra: Våben, klaner, kriminalitet, beskyttelsespenge, sanseløs vold.

ANNONSE

Det er normaliteten i den15-åriges opførsel som er det mest skræmmende: Han ville gerne gøre det godt igen overfor vennen, derfor hentede han pistolen og forsøgte røveri i cafeteriet.

– Jeg tænker jeg vil hjælpe dem nu. Så hentede jeg pistolen.

Det gik ikke helt som planlagt. En bygningsarbejder så hvad der skete og gik ind og hjalp ejeren. Til sammen fik de overmandet gutten, som endnu ikke havde mod nok til at bruge våbenet. Men det ved man aldrig. Et våben kan også gå af når man slås.

Men hvad gør man? Lægger sig ned? Har våben eller boldtræ under disken?

Gutten påstod i retten at han ikke var sikker på om det var en softgun eller den ægte vare. Han og kammeraten havde «fundet» våbenet. Akkurat den forklaring købte retten ikke. Foto: Politiet

Normalitetsbegrebet får et andet indhold og denne normalitet slår også ud i Norge og Danmark: Før var bilbrande en sjældenhed, nu bliver det mere og mere sædvanligt. Til slut bliver det bare notitser i aviserne. Men vanlige folk er alligevel forskrækket. De forstår at når biler begynder at brænde er det et ildevarslende tegn.

Det specielle ved Sverige er at myndighederne nægter at indse at de står overfor et nyt fænomen.

Retten slår fast at det var et røveri med forhøjet risiko, med mange mennesker i området – “risikoen for at nogen skulle komme alvorligt til skade var stor. Han skal derfor dømmes for grov våbenforbrydelse” – og man tænker at her må det blive en streng straf.

Men også straffesystemet har udviklet sin egen normalitet, eller skal vi hellere sige abnormalitet:

Strafferammen for den forbrydelse han dømmes for er næsten tre års fængsel, men på grund af hans lave alder lander straffen i stedet på ungdomsinstitution kombineret med 110 timers samfundstjeneste.

Norge er ved at udvikle den samme abnormalitet. Det går lidt langsommere, men vi haler ind. Metoden er: Kald fænomenerne noget andet, så systemet ikke behøver at tage problemerne alvorligt. Politiet er ved at udvikle en sådan abnormalitet og retsvæsenet følger op.

Ting bliver ikke taget alvorligt.

Dermed vokser abnormaliteten.

It takes two to tango.

 

ANNONSE

Mest læst

Godt gået – eller..?

Racisme på hjernen