Jeg skulle udfylde et papir med titlen Min risikovurdering, hvor jeg skulle vurdere min risiko for at falde tilbage til kriminalitet indenfor henholdsvis tre måneder, ét år og fem år. Skalaen gik fra nul til ti, hvor ti var udtryk for en meget stor risiko for at begå ny kriminalitet.

Jeg satte kryds ved henholdsvis syv, otte og ni. Altså et ret pessimistisk syn, hvad angår min evne til at holde mig væk fra kriminalitet. Min tilsynsførende var mildt overrasket over min pessimisme. Men jeg prøvede at forklare, at der ikke kun var risikoen for at begå ny kriminalitet. Der var også en stærkt stigende mulighed for, at hvad jeg har gjort i årtier – religionskritik, nøgenhed i kunst – pludselig viser sig at være ulovligt qua ny og skærpet lovgivning, og at jeg risikerer at blive kriminaliseret, fordi jeg ikke evner at navigere i en ny virkelighed, hvor islamiske diktaturer og en ny ekstrem bornerthed sætter rammerne for min udfoldelse.

Hun mente på sin side, at jeg altid havde et valg, og at det på den måde var fuldt ud muligt at undgå ny kriminalitet. Jeg responderede, at regeringen og lovgiverne da i det mindste kunne komme for eksempel koranafbrændere en smule i møde ved at indføre en overgangsperiode, hvor lovgivningen mod religionskritik og -satire blev indfaset.

Jeg sagde, at jeg opfattede det som fuldstændig uansvarligt, hvis myndighederne forventede, at folk, der var vant til at brænde fire-fem-seks koraner af om dagen (som Lars Theilade), fra den ene dag til den anden skulle omstille sig til, at det nu var kriminelt. Mit forsøg på at få den tilsynsførende til at se sagen fra de kriminaliseredes side faldt på stengrund. Hun mente, at det sådan set bare gjaldt om at rette ind.
Hun sagde, at det var “provokerende” at brænde koranen, og at det var en “ekstrem” form for kommunikation, når der indgik koranafbrændinger i en demonstration.

Jeg fortalte hende, at det er politikerne med Enhedslisten i spidsen, der har gjort det muligt at brænde koranen og andre “hellige” skrifter. Nu ønsker de samme politikere ikke længere at stå på mål for den lovgivning, de har fået indført.

Jeg sagde også, at for mig er det ikke provokerende at brænde koranen. Jeg opfatter koranafbrænding som en afvisning af koranens hadtale og som en frihedshandling. Hvad, der for mig er “provokerende”, er danske politikeres ønske om at føje mellemøstlige diktaturer og despoter.

Jeg tror ikke, at hun forstod eller havde noget ønske om at forstå den omvending af synspunktet. Det er ikke underligt. Hun er systemets mand / kvinde. Og jeg er den kriminelle, der skal gøres til en medspiller frem for en modspiller via en række tiltag og “motiverende samtale intervention”.

Om transitionen fra samfundets modspiller til medspiller lykkes for mig, kan jeg godt tvivle på. Jeg er vokset op med nogle værdier, hvor det var et ubetinget gode at kritisere religion (afbrænding, forhånelse, seksualisering – you name it) og at være nøgen i forbindelse med performancekunst. Så det bliver svært at tilpasse sig en ny virkelighed, der for mit vedkommende er vendt helt på hovedet.

Jeg slipper i øvrigt for yderligere samtaler med kriminalforsorgen frem til 8. september, da min tilsynsførende skal på sen sommerferie. Så får hun hvilet ørerne og øjnene. Og jeg med. God ferie.