Hovederne på bloggen

I gamle dage blev dissidenter som Lars Hedegaard, Helle Merete Brix og Torben Hansen udskammet socialt. For eksempel blev de to førstnævnte nægtet optagelse i forfatterforeningen Dansk PEN. I dag er der helt andre boller på suppen. Nutidens dissidenter bliver ikke bare socialt udskammet. De bliver opfattet som kriminelle og dømt efter straffeloven. Hidtil har det “kun” kastet betingede fængselsstraffe af sig. Men det er sandsynligvis kun et spørgsmål om tid, inden retsmaskineriet strammer skruen yderligere.

Mandag stod jeg overfor tre anklagepunkter ved en retssag i Vestre Landsret i Aalborg. Jeg blev dømt for alle tre forhold.

Mest alvorlig var anklagen om, at jeg skulle have postet et foto af den franske skolelærer Samuel Patys afhuggede hoved i forbindelse med en artikel, som jeg havde skrevet på netmediet Frihedens Stemme.

Jeg nægtede mig skyldig i dette punkt. Der var ingen beviser i retten i forhold til, hvem, der havde lagt billedet op, da Nordjyllands Politi havde undladt at efterforske dette. Men retten fandt det sandsynliggjort, at jeg som skribent på artiklen også havde lagt billedet op.

ANNONSE

Jeg mener, at det er bemærkelsesværdigt og utrygt, at politiet ikke tilvejebringer konkrete beviser i en sag, når politiet har muligheden, men i stedet forlader sig på, at sigtede alene kan blive dømt på baggrund af, hvad retten finder sandsynligt. Jeg må indrømme, at jeg var så naiv, at jeg troede, at man var uskyldig, indtil det modsatte var bevist. Men man er altså alene uskyldig, indtil retten finder noget sandsynliggjort.

Anklageren krævede fire til fem måneders ubetinget fængsel i forbindelse med dette punkt. I byretten krævede anklageren 60 dages betinget fængsel plus samfundstjeneste som straf for samme forseelse. Jeg må sige, at jeg finder det chokerende, at anklagemyndigheden på under et år kan gå fra at kræve 60 dages betinget fængsel (plus samfundstjeneste) til fire til fem måneders ubetinget fængsel for samme forseelse. Dette ønske fra anklagemyndigheden om en markant øget straf burde udløse en større politisk diskussion. Men både medier og politikere og debattører har været tavse i forhold til dette punkt.

Heldigvis var retten ikke enig med anklagemyndigheden, og straffen landede på 60 dages betinget fængsel og 80 timers samfundstjeneste (akkurat som i byretten). Det rejser imidlertid et nyt spørgsmål.

I en stort set tilsvarende sag blev bloggeren Kim Møller, der i årevis drev bloggen Uriasposten, idømt 90 dages betinget fængsel og 80 timers samfundstjeneste, selvom det foto af et terroroffer, som Kim Møller blev dømt for at have publiceret på Uriasposten, både var mere utydeligt og også mindre grafisk, end det foto af Samuel Paty, som jeg blev dømt for at have postet.

På den baggrund bliver man kort sagt i tvivl om, hvad retspraksis er, og hvor retssystemet lægger strafniveauet. For at komplicere tingene yderligere var Kim Møller blevet frikendt i byretten, men blev altså dømt i landsretten.

Der er masser af fotos af døde mennesker i danske medier. Aylan Kurdi, George Floyd og ofre for krigen mellem Ukraine og Rusland er eksempler på dette. Alligevel nåede retssystemet i sagerne mod Kim Møller og jeg frem til, at fotos af terrorofre kan forlanges unddraget offentligheden, og at vores delinger af disse fotos derfor skal straffes med (betinget) fængsel.

Jeg mener, at det er et meget alvorligt indgreb i ytringsfriheden, at retssystemet på den måde har sat sig for at detailregulere, hvad uafhængige medier og bloggere kan dokumentere, når emnet er terror. Men det har som skrevet ikke affødt nogen som helst principiel diskussion og vil sandsynligvis heller ikke gøre det, før denne detailregulering af ytringsfriheden rammer de etablerede statsunderstøttede mainstreammedier.

Udover Kim Møller og undertegnede er også journalist Jeppe Juhl (24nyt), blogger Steen Raaschou (Snaphanen) og debattør og forfatter Jaleh Tavakoli blevet dømt for at linke til dokumentation af terror. Med disse domme in mente må man konstatere, at flere af hovedaktørerne fra den ikke-statslige og alternative nyhedsdækning i Danmark er blevet kriminaliseret alene af den grund, at de har dokumenteret terror.

Havde disse alternative nyhedsformidlere befundet sig i Rusland, havde vi kaldt dem dissidenter. Og danske medier havde skrevet om overgreb på den frie presse i Rusland og indgreb i ytringsfriheden. Nu befinder disse nyhedsformidlere sig i Danmark og leverer nyheder, der ikke nyder særlig stor opmærksomhed i danske mainstreammedier, og der er derfor stort set ingen offentlig interesse omkring det principielle i deres sager. Det synes jeg ikke bare er ærgerligt, men katastrofalt i forhold til den oplyste samtale, der bør foregå i et demokrati.

ANNONSE

Mest læst

Dumhedens triumf