Kommentar

Jeg sad tilfældigvis og lyttede det første segment i Radio4’s udsendelsesrække om mordet på præsident Kennedy for snart 60 år siden. Det er stadigt så aktuelt som nogen sinde, for nu er regeringen gået med til at frigive en masse hidtil hemmeligholdte dokumenter om sagen. Dog ikke alle, for selv efter disse mange år er der åbenbart stadig visse omstændigheder, som offentligheden ikke må få kendskab til. Underligt i grunden, i betragtning af, at myndighederne stædigt har fastholdt den gamle forklaring om, at Lee Harvey Oswald var alene om udåden. Hvad mere kan der være at skjule?

Radio4 interviede historikeren Brian Saugberg, der blev præsenteret som ”Danmarks største ekspert i Kennedy-mordet”, og han havde meget interessant at fortælle. Det meste vidste jeg i forvejen, men jeg studsede over en enkelt bemærkning, som Saugberg lige skulle have indført, nemlig at Donald Trumps tilhængere er ekstremister – hvad det så havde med Kennedy at gøre. Men da Danmarks talende klasse har Trump på hjernen, er det omtrent umuligt for dem at sige noget om amerikanske forhold uden at aflevere et spark til manden med det mærkelige hår.

Da de seneste meningsmålinger tyder på, at Trump nyder støtte fra op mod halvdelen af den amerikanske befolkning, må det altså ifølge Saugberg vrimle med ekstremister i USA.

Ingen af Trumps danske kritikere gør sig den ulejlighed at fortælle præcis, hvad han har gjort for at fortjene betegnelsen ekstremist. Det er bare noget, som alle ved, og som derfor ikke kræver yderligere beviser.

Hvad kunne det være? Var det hans vellykkede bestræbelser på at holde USA ude af nye krige? Var det, fordi han truede de europæiske NATO-allierede til at betale deres rimelige andel af alliancens udgifter? Var han ekstremist, fordi han lukkede for illegal indvandring og dermed bidrog til at hæve amerikanernes lønninger? Var det, fordi inflationen var under kontrol? Var det ekstremt, at han med sin Amerika-først-politik sørgede for, at levestandarden steg for alle grupper i det amerikanske samfund – sorte, hvide, latinoer, kvinder og mænd? Eller var hans brøde at have gjort USA energi-uafhængigt og dermed svækket Vladimir Putin? Kunne det være hans faste politik over for Kina? Var det for galt, at han fik skabt fred mellem Israel og flere arabiske lande?

Og når nu den talende klasses yndling, Joe Biden, beskylder Trump og hans tilhængere for at udgøre en trussel mod demokratiet, må man spørge, om han da indførte censur. Lukkede han med magt aviser eller andre nyhedskanaler? Arresterede han journalister?

Trump gjorde ingen af delene. Man ved kun, at han er ond, og hvis danskerne skulle have glemt det, skal medierne nok sørge for konstant at minde dem om det.

Mest læst

Lars Løkkes sorte dag

Tommy på vej i fængsel